Vred, sur, gal, ked af det

Puha, det lyder hårdt. Jeg kender det godt selv her er der bare den forskel at farmand er på arbjde. Mit råd til dig er tag på weekend uden jeres skæønne unge, gør alt klar og tag så væk et døgn. meddel ham at det er sådan og at nu er det hans tur. Havde en bekendt der gjorde sådan, og selvom hun havde en angst for at den lille ikke blev passet tog hun afsted alligevl fordi farmand var jo ikke noget dårligt mennekse og elsker jo den lille pjev ligeså meget som mor, men farmand er bare blevet så vant til at mor ordner alt også selvom hun brokker sig. Så tag afsted og fortæl ham hvior du er men at uanset hvor emget han ringer og hvad han gør kommer du ikke hjem for du har brug for en pause held og lykke sommetider er handling beder end 1000 ord

syvsover skrev:

Puha, det lyder hårdt. Jeg kender det godt selv her er der bare den forskel at farmand er på arbjde. Mit råd til dig er tag på weekend uden jeres skæønne unge, gør alt klar og tag så væk et døgn. meddel ham at det er sådan og at nu er det hans tur. Havde en bekendt der gjorde sådan, og selvom hun havde en angst for at den lille ikke blev passet tog hun afsted alligevl fordi farmand var jo ikke noget dårligt mennekse og elsker jo den lille pjev ligeså meget som mor, men farmand er bare blevet så vant til at mor ordner alt også selvom hun brokker sig. Så tag afsted og fortæl ham hvior du er men at uanset hvor emget han ringer og hvad han gør kommer du ikke hjem for du har brug for en pause held og lykke sommetider er handling beder end 1000 ord

Det synes jeg lyder som en rigtig god ide. Den holder dog kun hvis hun er uafhængig af dig, madmæssigt. Det kunne jeg næsten få lyst til at prøve. Men jeg må hellere lade være med at ønske jeg får grund til det. Min mand er nemlig super til at hjælpe til med alt muligt. One of a kind. De findes.

Kender det godt... og nogle gange har man bare brug for at være 'babyfri'uden at stresse. Har en sød og hjælpsom kæreste det er ikke det. Men han er lidt tilbageholden med at hjælpe med den lille. Har prøvet at snakke om det og tror det bunder i usikkerhed. Frygten for at stå med et utrøsteligt barn. 'Kan du ikke bare tage ham med?' Han har også 100 undskyldninger... træthed mv. - ja, som om jeg ikke er det. Men som sundhedsplejersken siger: Det eneste far ikke kan er at amme. Ja, det er hårdt at skulle op på arbejde, men det er absolut også hårdt at skulle op og være klar til dagens udfordring med den lille. Mht. at han tjener pengene.. ja, men det at få et barn er en fælles ting, spørg om han evt. vil bytte og tage barslen, mens du arbejder og tjener penge. :S

Hej. Vi havde lidt de samme problemer da vi fik den første. Jeg følte overhovedet ikke at det interesserede min kæreste at vi havde fået en skøn lille pige. Vi snakkede om det og han sagde at han synes det var svært når hun var så lille. Han tog sig sammen og deltog mere, men slet ikke på ligefod med mig. Da jeg var stoppet med at amme sørgede jeg for indimellem af daffe af et par timer eller 4 så de kunne knytte sig lidt til hinanden. Han er meget på nu hvor hun er 2 år og har været det fra hun var omkring 8-9 måneder. Så snart han kunne begynde at lave noget med hende blev det meget lettere for ham. Når de er alene søger barnet også faderen og han finder ud af at han godt kan. Det tror jeg er vigtigt. Han startede også med at forvente at jeg klarede alt hjemme, men det fik jeg fortalt ham at jeg ikke orkede. Så da jeg var på barsel deltog han lidt, men jeg klarede selvfølgelig det meste. Vi fik en krise da jeg startede arbejde igen. Pludselig skulle han til at deltage meget mere herhjemme og det var selvfølgelig hårdt for ham. Der havde vi godt nok nogle diskussioner. Nu er jeg på barsel igen og der glider meget bedre denne gang. Måtte godt nok fortælle ham for en måneds tid siden at jeg også har brug for at han tager den lille når han er vågen - også selvom han ikke kan ret meget endnu (er 2 måneder gammel). Jeg følte igen at det kun var mit barn.... Det er blevet lidt bedre, men heldigvis ved jeg jo nu at det blive bedre når lillemanden bliver større. Hvis du kan få lidt fornuft ind i hovedet på ham :lol: skal det nok gå. Og lidt kæreste tid hjælper altså også på det hele. Håber det går for jer. Har selv været alene med min ældste (han er 11 år nu) og det er godt nok sjovere og nemmere at være to om det.