Vores sundhedsplejerske kom hjem til os i den første uge, hvilket var rart, da jeg havde haft en hård fødsel. Til besøget var vores søn faldet i søvn kort forinden, så vi snakkede i stedet om hvordan jeg havde det. Det var rart at hun også spurgte til mig.
Vi havde problemer med at få vores søn til at sove, men desværre hjalp de råd vi fik af SP ikke på problemet.
Jeg snakkede med hende angående kost inden vores søn startede på rigtig mad, men ellers læste jeg mig til resten og brugte min mødregruppe.
Vores SP kendte noget til institutionerne i området og specielt dagplejen i området, hvilket var meget rart, da vi ikke kendte andre med børn i vores område.
Der opstod et ret voldsomt problem i forhold til min svigermor, hvilket min SP overhovedet ikke kunne hjælpe med. I stedet fortalte hun mig; 'at jeg ikke skulle rode op i forholdet mellem min kæreste og hans mor', hvilket jeg ikke kunne bruge til noget som helst imod min svigermors tyranni.
Set i bakspejlet fik min kæreste en fødselsdepression, men det var der ingen der så (heller ikke SP), fordi min svigermor fyldte det hele. Da min søn var et halvt år sad jeg tilbage med en svær depression, hvilket min SP heller ikke opdagede.
I dag ved jeg at min søns soveproblemer (og hans lettere trøstespisning) skyldtes min svigermors voldsomme 'anfald'. (Anfald er det ord som min kæreste bruger).
Jeg troede, at en af SP's opgaver var, at hjælpe med de familiære problemer - specielt dem der gør at barnet mistrives. (Er det ikke noget med at børn er antenner på, om familien trives?)
Hvis jeg skal have flere børn, så overvejer jeg kraftigt at fravælge SP næste gang.
Anmeld