Har du skrevet dit barn op til privatskole?

nope. Har ikke noget ønske om privatskole, påtrods af at jeg selv har gået på en.

Ja, de har alle 3 været skrevet op. Andre forældre skræmte mig fra vid og sans og folkeskolen med en masse vandrehistorier om, hvor lidt børnene lærte der og hvor meget mobning der var. Da tiden nærmede sig med den ældste, valgte vi alligevel at give folkeskolen en chance - også af praktiske årsager (transport, kammerater) og alle bekymringer blev selvfølgelig gjort til skamme. Det er en fantastisk skole med et højt fagligt niveau, engagerede lærere og søde (for det meste) børn. Og så er det ganske gratis :)

Det vigtigste er, at man som forældre har den der gode mavefornemmelse, så er det underordnet hvor de går i skole synes jeg. Jeg/vi måtte så gennem to skoler før end vi fik den perfekte mavefornemmelse, og ungen også fik den, men nu er vi smadder glade for omvejen, for han priser sig VIRKELIG lykkelig over at gå der hvor han går nu! Jeg synes det har fordele, at han har bestemte venner på hjemmefronten, men også har helt andre venner på skolefronten - og det er genialt at kunne kombinerer de to grupper (hjemme/ude). Synes han oplever så mange forskellige verdner, ser mange forskellige hjem og livstile, hvor der i gården er en tendens til KUN at se det samme om og om igen, og de samme venner i gården som på skolen. Og bliver de uvenner i gården, så er det skønt at det ikke fortsætter i skolen osv... På vores privatskole er der ikke overvældende mange lektier - min søn synes de har for lidt, men de har netop lagt vægt på, at det de skal nå, skal nåes i skoletiden. Og ikke efter skoletid. Her er situationen omvendt, for over på folkeskolen, har ungerne en hel del for dagligt og kan snildt bruge 1-2 timer efter skole, hvilket jeg synes er uacceptabelt, men ellers kan de simpelthen ikke nå pensum. De er 28 i den klasse min søn forlod!!

Har en spunk i maven skrev:

Tænker, at der måske også kan opstå akavede situationer, hvis der er problemer med ens barn. Det må være svært nok at skulle sige til en forælder - men hvis vedkommende samtidig er ens kollega, så kan det nok være rigtig svært. Og måske kan der komme ting i klemme.

Det kan jeg kun give dig ret i - det behøver ikke at være et problem, men det kan godt være rigtigt svært for alle parter. Jeg har tidligere været lærer på den friskole, hvor mine børn nu går, og jeg ville ikke drømme om at vende tilbage dertil, før mine børn er gået ud. Det er en lilleskole med 160 elever, hvor alle børn og voksne kender hinanden - og det ville være helt umuligt at undgå, at jeg i nogle sammenhænge ville 'komme tæt' på mine egne børn som lærer. Der er flere af lærerne deroppe, hvis egne børn går der, og det er bestemt ikke uproblematisk. De andre børn er ekstremt opmærksomme på 'lærerbørnene'. Lærerbørnene skal til gengæld indimellem høre andre børn tale mindre pænt om deres far eller mor. Jeg var lærer for en kollegas barn det allerførste år på skolen, og det var bare ikke fedt at skulle fortælle en kollega, som jeg så op til, at hans datters attitude over for klassekammeraterne var en medvirkende årsag til, at hun ikke var inde i varmen. Det var vanvittigt svært. Og så er der også 'den anden vej rundt' - min datter skejede noget ud, da hun gik i 8. klasse, og jeg ville simpelthen have hadet at skulle gå med følelsen af, at mine kolleger måske syntes, hun var en strid unge. På en større skole behøver det ikke at være et problem - men stadigvæk: Jeg er lærer for en dreng i 8., som har store adfærdsproblemer, og hans far var lærer på skolen indtil sidste år. Efter min opfattelse har vi i alt for høj grad tolereret drengens opførsel og rummet urimeligt meget fra hans side, fordi det var en kollegas barn - og faderen havde på sin side svært ved at klare fornemmelsen af, at hans søn ofte var genstand for snak på lærerværelset 'i smug'. Jeg er selv lærerbarn, og selv om min mor var lærer på en anden skole i byen end min, var jeg totalt paranoid, når jeg mødte hendes elever i fritiden, til fester osv. Jeg var så bange for, at de syntes, hun var åndssvag, og jeg følte også, at der blev holdt lidt øje med mig. Så længe, alt går godt, kan det sagtens fungere - men det er virkelig, virkelig svært, hvis der dukker problemer op.

Hvad angår privatskoler vs. folkeskoler kan jeg kun give Helene ret i, at det er umuligt at sige noget entydigt om. Folkeskoler er vidt, vidt forskellige, og det samme gælder privatskoler. Vi valgte friskole til vores børn, fordi vi syntes, den havde - og har - nogle rigtigt gode værdier. Det var ikke et fravalg af folkeskolen, men et tilvalg af det, vi synes er verdens bedste skole - og tilfældigvis privat. Ånden på en privatskole er ofte mere tydelig end på en folkeskole - der kan være en verden til forskel på, hvordan det er at gå på en bestemt skole, afhængigt af, om man går i 3.a eller 7.c. Vi har for så vidt friere rammer som folkeskolelærere til at prioritere bestemte områder og vælge andre fra, hvor man på privatskoler ofte har en bestemt profil - en meget fag-faglig skole, en meget fri friskole osv. Den profil er man selvfølgelig nødt til at stå helt inde for som lærer, og dermed bliver det en mere 'ensartet' lærerstab og undervisning. Jeg er meget skeptisk over for de traditionelle privatskoler, som profilerer sig med et højt, fagligt niveau - har selv gået på en sådan, og der var IKKE højt til loftet. 'Problemelever' blev sorteret fra undervejs, og vi fik et ret snævert menneskesyn, hvor dét at være dygtig i skolen betød alt. Omvendt må jeg sige, at jeg, fordi jeg var 'god til at gå i skole', fik et stort fagligt udbytte og trivedes godt - men stakkels dem, der ikke lige passede ind. Blandt andet på den baggrund valgte vi den trygge, meget humanistisk funderede friskole til vores børn, og nu siger vores ældste - som gik ud af 9. klasse i sommer - at hun føler, hun har været lidt overbeskyttet i miljøet der, hvilket jeg til dels godt kan følge. Jeg synes, den folkeskole, jeg er lærer på, er rigtigt god - og der er heldigvis også stor tilflredshed blandt forældrene - men derfor er der selvfølgelig stadig elever, som ikke trives overhovedet, og som ville have det langt bedre i andre rammer.

KH Bibi skrev:

Hvor langt er du efterhånden?

36 uger. Føler mig stor, klodset og utålmodig. Og er samtidig ved at blive skør over at jeg endnu ikke er færdig med de ting jeg gerne vil nå inden hendes ankomst - men det er min egen skyld - jeg er et dovent svin.

helt enig her med Helene K.

Vi har overvejet det, men har valgt, at vi tror, der er gode muligheder i forhold til de folkeskoler, der er i området, så vi har ikke meldt nogen af dem ind. Er enig med HeleneK i, at det også handler om mavefornemmelse. En ting er de overordnede rammer - tænkt som både bygninger - værdigrundlag - undervisere m.m. Noget andet er så, hvordan ens barn trives i de rammer. Jeg ved allerede nu, at der er undervisere på både privatskolen i området og på folkeskolerne, jeg ikke synes, det ville være skønt, at mit barn skulle have. Så der kan bestemt dukke noget op, der gør, at jeg ikke vælger at lade mit barn blive på den samme skole. Nå, men jeg har jo et par år endnu inden jeg skal til at bekymre mig om skolestrart...... og ups lige pludselig er det så nok alligevel tid ;0)

Nu er den ældste jo lige startet i skole - og det er så en kommunal. Vi har ellers også et par private i nærheden og havde også snakket om det. Har hørt både godt og skidt om begge tilbud. Så som udgangspunkt, ja så bliver det altså den kommunale. Som jeg ser det, kan man heller ikke gøre den bedre, ved at flytte sine børn. Og det er ikke godt for den kommunale, hvis alle ressource stærke forældre flytter deres børn. Men igen, så kommer det også meget an på, hvor i landet man bor. På vores skole er der små 200 elever, dvs. man som forældre sagtens kan have indflydelse, hvis man gider. Hvis mit barn var på en stor skole - med f.eks mange udlanske børn, ja så skal jeg ikke sige mig fri for, at jeg ville have dem på privatskole. Men hvis jeg ikke synes, den kommunale giver mit barn, de faglige og sociale kompetencer, som jeg synes der skal til - ja, så kunne jeg godt finde på at rykke ham. Men ikke uden, at forsøge at gøre det bedre og gøre mit til, at hjælpe mit barn fagligt. Så ja, følg din fornemmelse, kig på skolen men først og fremmest på barnet.

Hmmm vi er i syv sind. Den ældste er lige startet i 3. klasse i folkeskolen. Hun er generelt glad for at gå i skole, men jeg er efterhånden knap så begejstret. Skolen har et fantastisk ry, men i virkeligheden er det en gennemsnitlig, ret nedslidt skole uden de store nytænkende kræfter. Der har været nogle episoder, som fx at de ganske ofte går i parken med læreren i skoletiden og får lov at lege frit (frem for at have musik, idræt eller hvad de nu burde have). Mens læreren så er uopmærksom har en del børn stiftet bekendtskab med hjemløse Henrik og hans hund Max, som de 'hjælper'. Ungerne kan ikke helt forklare hvad de hjælper Henrik med, men alle børnene kender ham og hans kumpaner, som bor i forladte kolonihaver i parken. Lærerne aner intet om det. Hvordan kan det lade sig gøre at en halv klasse besøger en hjemløselejr i parken mens de er i skole og læreren ikke ved noget om det? Datteren er ganske understimuleret og keder sig bravt. Hun ganger tal sammen i hovedet, men skal stadig sidde og skrive den lille tabel af i sit hæfte. Jeg overvejer... Hun har IQ til at gå på skole for højt begavede børn, men jeg tror ikke det er godt for hendes sociale færdigheder. Faderen vil have hende på privatskole med større faglighed, men hun er glad for sin klasse. Og nu skal sønnike starte til næste sommer, så det ville jo være rart at tage en beslutning inden da, så de kan gå sammen. Samtidig er privatskoler dyre og upraktiske i forhold til at skulle hente og bringe.... What to do??