Føler mig som en dårlig mor

:( Endnu en aften hvor min lille skønne dreng vågner op, dødtræt og med angst og trærhed malet i hele ansigtet. Jeg forsøger at trøste, hjælpe ham igennem, men han lukker sig helt inde i sin egen verden og er bare ked af det. Langt om længe falder han til ro og sætter sig op med et smil. Nu vil jeg gerne op mor... Kysser ham godnat og siger at vi ses efter en nat med gode drømme, hvorefter jeg skynder mig ud inden jeg bliver sat i yderligere relief med LEG.... Han kigger efter mig og straks melder samvittigheden sig... Hvorfor blev han bange, gik jeg for hurtigt, forstår han jeg kommer igen, skulle jeg ha sunget, skulle jeg... etc etc etc...

Du er helt normal, vil jeg starte med at sige. Men ofte er det de lange og store voksen-konstateringer, som er helt ved siden af. De små tænker ikke konstruktivt, men instinktivt. Og det kan bare være, at han drømte - simpelthen. Tag det stille og roligt og prøv forskellige ting af, som måske ikke er åbenlyse løsninger, men som kan virke. Og så kan det jo igen bare være, at hans alder gør, at han for en tid reagerer så voldsomt.

hej kender det godt nu ved jeg ikke hvor gammel din dreng er men min dreng der nu er næsten 5 måneder gjorde det også en overgang jeg tror at det er en periode man skal igennem