Fakta om fødsel: Hjemmefødsel

FAKTA OM FØDSLEN: Navn og alder på mor: Gitte 29 år. Barnets navn: Sebastian I hvilken terminsuge fødte du? 41 Hvor lang tid tog fødslen? 2 timer og 17 minutter. Hvad vejede og målte baby? 4240 g og 52 cm lang. SPØRGSMÅL OM FØDSLEN: 1) Hvordan startede din fødsel? Vi havde været til 40 års fødselsdag og var taget hjem kl. 23. Jeg var gået 2 dage over min terminsdato, så jeg måtte nok hellere spare lidt på kræfterne. Det sidste jeg sagde da vi gik ud af døren, var meget kækt; ”Nu går jeg hjem og smutter en mandel, hej hej (grin, grin, grin)….Little did I know … Kl. 23:30 sov vi, men kl. 23:45 vågnede min mand og jeg med et kæmpe chok. Vandet var gået og der var meget væske i sengen. Især min mand blev noget overrasket – vi sov i ske :laugh: Fødslen var planlagt som hjemmefødsel, så jeg ringede til min jordmoder, som 13½ måneder tidligere havde taget imod vores førstefødte på badeværelsegulvet – men det er en anden fødselsberetning ;) . Jeg fortalte stille og roligt at vandet var gået, men at jeg ingen veer havde overhovedet. Vi aftalte at jeg ville ringe igen når der var gang i veerne. Vi var så heldige at vores naboer, var vores vennepar. De havde også født hjemme og hun ville gerne være ”praktisk gris” – servere mad og drikke, samt være ”stik i ren pige”. Så hun fik samme telefonopkald. Forskellen var dog bare at hun stod i vores entré 5 minutter senere og det var godt det samme. For indenfor de første 45 minutter havde jeg kun 3 små veer med lange pauser imellem, men derefter så skal jeg da lige love for at veerne tog til. Min mand troede han havde god tid til at få vasket fødekaret af i og få fyldt det med vand. Ved vores førstefødtes fødsel kom jeg først op i karet efter 4 timer. Denne gang var der dog en ukendt lille herre der havde andre planer end os :) Veerne var kraftige, tog godt fat og jeg forsøgte at arbejde med dem – jeg finder det godt at presse mig selv ned i knæ til ca. 90 grader og samtidig puste ud og derved følge veen. Under denne seance blev der ringet til min jordmoder, uden at jeg lagde mærke til det. Det var godt tænkt, for hun boede 30 minutter væk…. Min arbejdende op og ned i knæ gik dog hurtigere og hurtigere. Pludselig måtte jeg stakåndet fremstamme til min veninde –alt imens min mand var i gang med at fylde vand i karet – ”Jeg forstår det ikke, det er som om der ikke er nogen pauser – én laaaang ve??!!!” I det samme ville jeg hellere ned og ligge på sofaen. Jeg guidede både min mand og veninde til at rigge sofaen til med plastik og håndklæder inden jeg lagde mig ned i fosterstilling. Vel og mærke alt imens veerne bragede derudad. Pludselig var det som om min krop talte til mig. Jeg fornemmede at jeg skulle sprede mine ben og i det samme fik jeg en pressende fornemmelse hen over maven og hele vejen ned. Jeg sagde til de andre, jeg lige skulle sprede mine ben og da så de lige så chokeret ud, som jeg, i et split sekund, følte mig. Jeg kunne ikke bar mærke hovedet, det var som at holde på en tennisbold!!! Jeg reagerede resolut, ved at vælte ned på mine knæ, så jeg kunne læne mig ind over sofaen og hvile på mine albuer. Jeg fortalte de andre, at nu, var det altså NU. De skulle klippe trusserne i siderne, så trusserne kunne komme af hurtigst muligt og så skulle de ellers være klar…… Selv i skrivende stund fatter jeg intet af hvor jeg havde det overblik og overskud fra. Det skal jo lige bemærkes, at min jordmoder ikke var ankommet endnu…. Nå, men i den stilling, uden trusser og med min mand siddende i samme stilling bagved mig, hvor han løftede maven opad, så den ikke var så tung, sagde jeg sagte til ham; ” Der er noget galt”…Der var rørende stilhed fra min mand. Inden i mig, oplevede jeg en panik som jeg aldrig har prøvet før. I det, hvor hovedet passerede og pressede kraftigt på endetarmen, havde jeg det som om der var noget riv ravende galt. Min mand spurgte: ”Hva?, jamen hvad er der galt??!!!” og da jeg svarede ”Det ved jeg ikke!!!” Blev det nærmest til et forceret råb. Den første presseve meldte sin ankomst. Veen kom med en sådan kraft og flydende fart, at jeg ikke kunne gøre andet end bare følge med. Ikke en lyd kom ud af min mund – jeg lagde al min opmærksomhed på at presse. Hovedet sad nu i spænd og jeg fik givet min mand besked på at hjælpe mig op på sofaen. Jeg kom til at ligge på ryggen, hvilket passede mig rigtig godt. Min veninde fik besked på at kommer med varme klude, til lindring nu hvor hovedet sad i spænd. Hun nåede ikke engang tilbage med kludene førend presseve nr. to meldte sin ankomst. Den fik samme 100% opmærksomhed – jeg nåede dog lige at registrer min mand, som sad på knæ i mellem mine ben foran sofaen. Han så spændt ud, ydmyg og virkelig rørt. Han kiggede op på mig og sagde ”Hvor er du sej skat” og SÅ pressede jeg. Det gik MEGET stærkt og resultatet blev at hele hovedet kommer ud. Jeg åbnede øjnene og så min mand, sidde og kigge skiftevis på mig og på vores nye baby, som han var i gang med at hjælpe til verden. Han havde våde øjne og skulle til at sige noget, men jeg var nød til at afbryde ham og sagde: ” Nu er det skuldrene skat og her skal du hjælpe hvis jeg ikke kan presse godt nok” jeg har aldrig set min mands ansigt ændre sig så meget. Han gik fra total lykke og stolthed, til nærmest panik. Igen, jeg ved ikke hvor jeg fik det overblik fra…. Jeg sagde til ham: ”Bare rolig skat, du kan godt”. I det samme kom min veninde ind med varmekludene B) - for sent. Tredje og sidste presseve ankom og min mand tog imod vores lille Sebastian. I total samhørighed og faktisk også stilhed, fik vi alle tre hjulpet Sebastian op til mig. Han var højrød/lilla, med masser af hvidt fedt på sig og et ansigt der bevidnede en kraftfuld rejse til livet. Han var dog ikke nået til livet endnu – han trak ikke vejret. Meget instinktivt valgte jeg at hive ham op i fødderne, så hovedet hang nedad. Jeg begyndte straks at daske ham i numsen, stryge ham fra ballerne og ned over ryggen. Slutteligt stak jeg en lillefinger ind i hans mund og daskede ham igen i numsen. Panikken i mig nåede lige akkurat at melde sig, men så var der lyd. Vi fik et livsbekræftende skrig og vi var alle ovenud lykkelige. Præcis 2 minutter efter Sebastian var landet hos os, kom min jordmoder, hun var noget overrasket og fortumlet, men hun var enormt professionel og blev hurtig rolig. Stolte farmand fik selvfølgelig også klippet navlestrengen og jeg fik et sting. Det er da egentlig meget godt gået når man tager i betragtning at det var noget af en raketfødsel. Min jordmoder vidste vist godt hun havde travlt – jeg tror hun havde nattøj på :silly: Det fantastiske fødekar blev slet ikke brugt – der var kun nået at komme 10 cm. vand i :) Champagnen blev åbnet og jeg sad med følelsen af at det var verdens bedste fødsel og egentlig lidt sjovt at jeg havde sagt, at nu gik jeg hjem og smuttede en mandel……Det var en FANTASTISK fødsel. 2) Hvilke overvejelser havde du gjort dig om smertelindring? Holdt det stik? Jeg fødte hjemme og derved havde jeg kun min egen krops naturlige smertelindrende hormoner, samt vejrtrækning omend det måske er placebo, så virker det for mig. Jeg blev overrasket ved min første fødsel, hvor ondt det gjorde da hovedet stod i spænd. Derfor var de varme klude med inde i forberedelserne, selvom jeg aldrig fik brugt dem, så er jeg sikker på de virker ;-). Jeg oplevede mange smerter ved den første fødsel, fordi han stod højt og skævt – den fødsel tog 10½ time og jeg rystede af smerte længe efter. Denne fødsel overraskede mig meget. Jeg følte mig meget mere smertedækket denne gang end forventet. Det var nogle gode smerter denne gang. Det kan lyde mærkeligt, men det mærkedes blot som om der skulle noget meget stort ud. 3) Hvad overraskede dig mest ved fødslen? Jeg blev og er stadig meget overrasket over min Moderjordfølelse. Jeg fulgte min krop, stolede på den og på mig selv. Jeg havde overskud og overblik – det var en himmelsk følelse og oplevelse og det havde jeg ikke set komme. 4) Hvordan var din mand under fødslen? FANTASTISK!!! Jeg elsker ham af hele mit hjerte og han er en meget stor mand i mine øjne, når man kan tage imod sit barn på den måde. Sikke et dejligt menneske. 5) Hvad oplevede du som det hårdeste? Da jeg ikke var sikker på om jeg ville få Sebastian til at trække vejret…det var en skrækkelig tanke og panikken fik kortvarigt fat i mig. 6) Er der noget, du ville have gjort anderledes? Faktisk ikke – måske nogen ville påstå at jordmoderen skulle have været kommet noget før, men sådan har jeg det ikke. Jeg kan ikke se at den kunne have været bedre – tænk, vi har selv klaret det :) …..Lykkke…. Skrevet og ikke mindst oplevet af Gitte Blach. http://voresborn.dk/images/fbfiles/images/P8190134.JPG http://voresborn.dk/images/fbfiles/images/P8190137.JPG http://voresborn.dk/images/fbfiles/images/P8190140.JPG