gravid 20 uge, kæresten fornægter det hvad gør jeg

Hej Alle sammen :) Jeg står i en rigtig svær situation som overskriften antyder og kan virkelig godt bruge jeres råd! Jeg blev tidligt på året gravid med min kæreste, det var ikke planlagt og jeg havde fået at vide at det ikke var sikkert at jeg kunne få børn. Så jeg blev meget glad. Min kæreste ønskede ikke at få barnet, men ville have vi skulle vente et par år ( selv om han viste at chancerne for at jeg kunne blive gravid på det tidspunkt var små. Efter nærmer eftertanke bestemte han sig dog for at han gerne ville have barnet... Nuer faktum det at jeg er gravid i 20 uge og min kæreste fornægter det totalt. Han spørg aldrig til hvordan jeg har det, kommentere ikke at min mave er vokset, tager ingen hensyn ifm sex ( som jeg ofte høre er noget andre mænd ofte tænker meget over) og gider ikke at læse de få sider i graviditetsbogen som jeg har anbefalet ham at læse.... Endvidere synes han det er fint at leve af junk food og tænker ikke på at det er vigtigt for barnet at vi spiser sundt. Hele situationen gør mig simpelthen så ked af det og jeg kan slet ikke nyde og glæde mig over at han er sød og forkæler mig,når han ikke acceptere og tager del i graviditeten og det er super hårdt og ensomt. Endvidere rejser han meget og er sammenlagt væk halvdelen af året, så jeg ønsker at vi skal flytte nærmere på vores familie, hvor barnet vil kunne få en bedre opvækst når han er så meget væk, men han ønsker på ingen måde at ændre på sit liv... "bare fordi han får et barn" (som han siger), jeg synes det er meget umodent og han er 35, hvad pokker stiller jeg op,???? hilsen den ulykkelige ....

Ja, det må være en meget svær situation for dig. Og i virkeligheden er den jo heller ikke nem for din kæreste. Prøv at se det fra hans side: Her har han gået og været sikker på, at I ikke kunne få børn, han har slet ikke tænkt i de baner og heller ikke forberedt sig på, hvilken omvæltning det er for dig, for ham og for jer, hvis det skulle ske. Så bliver du helt uventet gravid, han mærker på dig, hvor meget du ønsker barnet, og han siger ja, selvom han inderst inde ikke er parat til det. For kvinder er graviditeten en forberedelse til livet som mor. Du mærker rent fysisk barnet vokse, og din tætte kontakt til barnet får dig til at fokusere på fremtiden. Jo, barnet er meget mere håndgribeltigt for dig end for din kæreste. Mange mænd oplever først at blive fædre, når de ser guldklumpen i levende live. Så du skal vide, at du bestemt ikke er alene med din oplevelse af, at din kæreste ikke interesserer sig for barnet. Og at det langt fra er det samme som at han bliver en dårlig og uinteresseret far, når der engang er et barn at være far for. Hvad kan du så gøre for at få din kæreste på andre tanker? For det første synes jeg selvfølgelig, at du skal blive ved med at minde ham om, at der er forandringer på vej: Tage ham med til scanning, tage ham med til jordemoderen engang, måske finde et fødsels- og forældre-forberedelseskursus for par, fortælle ham hvor stor den lille er (eller at den begynder at åben øjnene eller kunne høre eller...). Jeg synes også, at du skal snakke med din jordemor om det, for hun har hørt det mange gange før - og har helt sikert nogle gode råd. I nogle kommuner kan man få besøg af sundhedsplejersken inden fødslen, hun har også gode råd til hvordan man bliver en familie. Når det så er sagt, så synes jeg selvfølgelig også, at du kan kræve af din kæretse, at han tager hensyn til dig... det har ikke noget med graviditet eller ej at gøre. Så at han ikke tager hensyn i forbindelse med sex, det du´r ikke. Hvis du ikke har lyst til det ene eller andet eller overhovedet, jamen så går den ikke! Held og lykke med graviditeten! Det er et lille mirakel, der er på vej, også selvom tiden ikke er nem!

Stakkels dig! Du er simpelthen nødt til at tage ansvar for dig selv og dit barn. Grib fat i kæresten og giv ham et ultimatum: Enten deltager han 100 % i projekt baby eller også må du forberede dig på at være alene med dit barn. Tror du på han vågner op? Eller skal han fortsat nægte at ændre på sit liv når du sidder med et spædbarn og har brug for hans hjælp? Det er bare ikke godt nok, han er nødt til at melde ud om han vil være med eller ej. Ønsker det bedste for dig. Men tror du skal lægge fløjshandskerne fra dig..

Min kæreste viste heller ikke meget interesse, og det blev nærmest værre omkring uge 20 som du selv nævner. Siderne i graviditesbogen blev heller ikke læst. Jeg har forsøgt at spørge ind til det flere gange efter at vi har fået barn (han er nu 2 år), og er kommet frem til at min kæreste ikke kunne overskue det. Der var alt for mange ting for ham at forholde sig til. Ved ikke om kvinder i et større omfang igennem livet går og forholder sig til det med at skulle være mor? Min kæreste var med til nogle foredrag på hospitalet og til jordmoderbesøgene. Det var til at overskue, for her fik han bare tingene serveret. Han ville ikke spørge mig ud om tingene, fordi han ikke ville afsløre hvor lidt han vidste. Måske du er ude i noget af det samme? Jeg har efterfølgende tænkt, at det måske havde været en hjælp om jeg havde sagt, at jeg gerne ville bruge en aften eller 3 på at fortælle om de tanker og forestillinger jeg havde gjort mig. Så skulle min kæreste bare lytte, og så kunne han have suppleret hvis han ville. Håber du kan bruge det til noget :)

*anonym* skrev:

Endvidere synes han det er fint at leve af junk food og tænker ikke på at det er vigtigt for barnet at vi spiser sundt.

Omkring uge 24 kom min kæreste hjem fra et studieophold og bedyrede at nu var han vegetar! Jeg insisterede på, at jeg ikke skulle være vegetar. Det var rigtig hårdt altid selv at skulle tænke på det med kosten, imens han eksperimenterede i det vegetariske køkken. Efter nogle måneder holdt det heldigvis op. Tror han kom i en indre konflikt, da han så heller ikke kunne spise flæstesteg juleaften... Kan du ikke spise lidt oftere sammen med nogle veninder?