Tilbyder altid hjælp

For 2 uger siden fik vi seddel om at det snart var Dagplejens Dag. De vil gerne have nogle forældre til at bage. Jeg siger til min mand, at han skal ikke tilbyde min hjælp, men må gerne sige ja hvis de spørger. Dagen efter er jeg med og henter pigerne - jeg husker manden på ikke at tilbyde noget. 2 minutter efter lyder det ud af MIN mund: jeg vil da gerne bage en kage:S :woohoo: Min mand kigger på mig:unsure: ryster på hovedet og :ohmy: Hvorfor kan jeg ikke bare holde mund. Tilbyder I andre også altid at hjælpe - eller er I en af dem der aldrig hjælper?

Ingen af delene. Jeg stiller op til nogen ting, men ikke altid. Det skal være fordi jeg har lyst - og fordi jeg syn's det er en god ting at gøre noget for. Jeg bager mange brød og kager osv til skoleting og sportsklubber og hvad ved jeg, og giver tit en hånd med med alt muligt - men jeg kan godt finde ud af at holde mund og endda sige nej.

Jeg tilbyder mig ikke, men overrasker hellere. Så skal der kage til fodboldstævnet og ikke så mange melder sig, så vil jeg hellere bare bage og tage med end buse ud med det, så det er planlagt. For kan jeg så ikke nå det, er der ingen skade sket.

Jeg ved ikke, om jeg ALTID tilbyder hjælp, men jeg gør det ofte. Senest tog jeg initiativ til fastelavn i børnehaven. Vi bor i Malmø, hvor det ikke er en tradition, men hvor de gerne holder det af hensyn til de mange danske børn - pædagogerne kan bare ikke stå for et arrangement, de kun har hørt om... Så jeg mailede rundt i et par uger for at få forældre til at deltage / bage / hjælpe til, satte plakater op (så alle vidste, at udklædning var en god ide), skaffede fastelavnstønde & krone, samlede penge ind osv. Vi fik en rigtigt hyggelig fest ud af det, hvor rigtigt mange forældre kom efter arbejde og så, hvordan børnene slog katten af tønden. Medmindre nogen af de andre forældre er hurtigere ude end jeg til næste år, så er jeg nok arrangør igen. Pædagogerne er glade, børnene er glade og forældrene er glade - og det skaber sammenhold.

Jeg er heller ikke rigtig nogen af typerne.... Jeg VIL meget gerne hjælpe med næsten alting, og i den udstrækning jeg har overskuddet til det, så gør jeg det også. Både i skolen, og i fritidsaktiviteter. Men i de perioder jeg ikke har overskuddet/tiden til det, så forbeholder jeg mig retten til at komme og nyde andres anstrengelser uden selv at yde den store indsats. For jeg ved at jeg sådan på et gennemsnit tager mere end min del af slæbet, men altså ikke hver gang.

Jeg er igang med at lære at _lade være_ med at melde mig hele tiden :) Ellers er jeg typen som altid mener at hvis der er noget der skal gøres eller nogen der har et problem, så bør jeg være en del af løsningen. Men nu sorterer jeg benhårdt og har fx IKKE meldt mig til at arrangere polterabend for veninde (altså der er så nogle andre der gør det naturligvis) eller til arbejdsdag i børnehave og fritidshjem. Jeg har meldt mig ud af bestyrelse til spejder og jeg har ikke tænkt mig at deltage i kagekonkurrence i fritidshjemmet. Alt ialt går jeg totalt ego lige nu og håber at lande på et fornuftigt niveau på et tidspunkt hvor jeg hjælper lidt til men ikke melder mig hver gang!

Jeg melder mig heller ikke altid - men jævnligt ;) Vi bliver så også ofte spurgt, om vi har lyst til at køre til fødselsdag, bage eller andet - og så gør vi jo det - hvis der er plads i kalenderen.

Jeg føler altid at jeg burde melde mig, men bitter erfaring har lært mig at det ikke er nogen fornøjelse hvis man ender med at blive totalt stresset over det. Så jeg synes faktisk jeg er blevet ret god til at melde pas, hvis tiden er knap. Det får mig også til at føle mig ekstra fantastisk, når jeg så melder mig til noget jeg kan finde tid til.

Jeg er også ham, der altid nok lige skal bage en kage, købe ind til fællesspisningen, stå for afskedsgave til læreren, komme tidligere for at dække op, blive bagefter og rydde op osv. osv.. Men jeg gør det af lyst og ikke fordi jeg føler mig presset til det. Dog har der været et par gange, hvor jeg har bandet min korps-ånd langt væk, når jeg stod midt i skidtet og det viste sig, at jeg alligevel ikke havde så meget tid og var så overskudsagtig, som jeg havde troet dengang jeg meldte mig, men det er altså kun sket et par gange. Så jeg har helt sikkert allerede opfyldt min kvote af kage-/bollebagning og diverse forældreforpligtelser tilstrækkeligt til, at jeg med god samvittighed kunne hvile på laurbærrene de sidste 8 år af tøsens skolegang.. Men lur mig om jeg gør det ;) Desuden starter den lille i skole efter sommerferien, så det er jo skruen uden ende :laugh:

Jeg er også en af dem, der nemt tilbyder hjælp... og må lære, at lade være... Har svært at sige nej, når jeg bliver spurgt direkt.