Forleden græd den store som pisket, fordi han havde ondt i ryggen. Jeg lider selv af store smerter dgl, så jeg ved godt, hvad det vil sige at have ondt. Han skulle til fødselsdag, hvor de skulle bowle, så han var jo lidt beklemt ved at være med.
Han klarede den dog.
I går var han til fodbold. Første gang på græs i år. Havde glædet sig til at få de nye rigtige fodboldstøvler på - men under en teknisk øvelse, hvor de hopper, da lander han på siden af foden. Den vrikker simpelthen om. Det var den lille fod, dem som er opereret et par gange.
Nå, men han kommer humpende ind, som om den er ved at falde af, foden. Og jeg spørger blot, hvad der er sket. Han smider sig fornærmet på sofaen og fortæller. Jeg laver en simpel bøjeprøve og bliver sq lidt irriteret, men han giver sig ikke engang. Dvs, det gør ikke sådan rigtig ondt.
Tænk, jeg måtte tage mig i at blive irriteret på ham. Hvorfor skulle far køre ham hjem, når der egentlig og måske ikke var noget alligevel? Er det et led i det utilfredse, at han lige der ville have lidt opmærksomhed og så valgte den lette vej, at tage hjem?
Han har aldrig ondt! Han er superhård, hvad det angår. Lærte ham, da han blev opereret for et par år siden, forskellen på ømt og ondt. Og må sige, at jeg føler, at han forstår forskellen til fulde.
Og i dag var der så heller ikke noget :S
Er det ondt at tænke sådan?
Anmeld
