Hej, jeg er jo altså enlig mor. Men jeg er nok ikke til megen hjælp. Dels har jeg et job der gør at jeg kan arbejde hjemme, dels er mit barn jo i den alder hvor hun selv klarer transport mm.
Men da jeg blev var hun 3 år, og ikke så selvhjulpen ;) .
Det jeg vil mene er alfa og omega i den sammenhæng, er at have et godt forhold til faderen hvis det overhovedet på nogen måde kan lade sig gøre. Her bor vi 300 meter fra hinanden, og tøsen fiser frem og tilbage som hun har lyst. Men da hun var mindre var det stadig guld værd at være på venskablig fod. I børnehaven var det tit sådan at jeg afleverede om morgenen, og så hentede far hende, så jeg kunne tage hende med derfra når jeg kom fra job. Ligesom vi har kunnet dele barns sygedag og den slags.
Så medmindre der er meget vægtige grunde, så mener jeg jo farmand skal på banen i størst mulig udstrækning. Dels fordi det jo også er hans barn/børn, dels fordi det er rigtig godt for børn at have flere primære voksne i sit liv, og dels fordi det er en fantastisk stor hjælp at have en ansvarlig voksen at trække på i dagligdagen. Og selvom andre da gerne vil hjælpe, så har de jo ikke noget formelt ansvar for barnet, som jeg mener faren må have.
Det kan godt være man ind imellem må kvæles i nogen store kameler for at opretholde det gode forhold, men så må det være sådan. Man skal, både for sin egen og børnenes skyld, lære at acceptere at man når man blive skilt, sætter sig helt uden for indflydelse hvad angår fars måde at leve og være sammen med børnene på. Og de kan jeg se omkring mig, at mange mødre har det rigtig rigtig svært med. DERES måde er den rigtige, og så skændes man gerne længe om ting man ikke har nogen som helst ret til at blande sig i. Så kan man sætte sig ud over det har man gjort sig selv en meget stor tjeneste.
Ellers synes jeg ikke jeg har nogen problemer med at være alenemor. Faktisk nyder jeg det, det meste af tiden. Selvfølgelig kan det være stressende nogen gange, men der er også så mange andre ting man slipper for at stresse over. Man planlægger HELT sin egen tid, og man skal ikke diskutere sine dispositioner med nogen. Men egentlig er det de gode tider man mangler nogen at dele med. Mine problemer kan jeg godt selv klare, men nogengange ville det være rart at dele barnets sejre med nogen i øjeblikket, og ikke på tlf bagefter. Men jeg er skam rigtig glad for mit liv som det er. Jeg har så også en kæreste, men vi bor ikke sammen, og det har jeg heller ikke lyst til, i hvert fald ikke så længe barnet er hjemmeboende. Giiiider ikke tage stilling til hvis tur det er til at bestemme over fjernbetjeningen om aftenen osv. Jeg har ikke noget problem med at der kværner tegnefilm hele aftenen ind imellem, jeg læser alligevel bare. Og jeg gider ikke diskutere med andre om de gider høre på det.
Iøvrigt er der altså flere enlige end mig her på siden....
Anmeld
