Den store dreng bliver 10 år til sommer. Han opfører sig dog allerede, som en forkælet teenager. Og jeg har aldrig gjort, så han skulle blive det. Snarere tværtimod, for at forsøge at undgå det.
Næsten hver gang jeg beder ham om noget - hver gang forudgået af enten 'Vil du være venlig...?' eller 'Er du sød og...?' så får jeg bare et dybt suk, et aarrgghh eller iicchh.
Undtaget er, når jeg siger ja til, at han må spille PS3 eller når det handler om at spise is.
Og jeg forsøger virkelig at opmuntre i stedet for at kræve. Jeg er dog kommet så langt, fordi det har stået på i så lang tid, at jeg ikke giiider noget der handler om hygge eller leg eller lign. Det er så opslidende at være den der forsøger og forholder sig til det. Ja, jeg er forælder og voksen. Perioden for galskaben er bare meget lang nu.
Er jeres en snert derhenad? For jeg er sikker på, at det kun er hos os, at der findes en sådan af hans slags.
Eller er det måske en reaktion på min 'nede'periode over efteråret, hvor jeg har været ked af det til overflod? Kan det være dét?
Anmeld