De glemte en barn i vuggestuen

Vi har lige fået et brev fra vuggestuen om en episode der fandt sted i sidste uge. Begge vuggestuegrupper var taget på legepladsen i Kongens Have og var godt i gang med leg, da de fandt ud af de havde glemt et barn i vuggestuen. De har ikke oplyst hvilket barn det var... men tænk der var et barn i vuggestuealderen som var alene i vuggestuen i cirka 20 min. Godt det ikke var min datter... jeg tør slet ikke tænke på hvor rassende jeg var blevet! De skrev så også i brevet at de nu har taget de nødvendige foranstaltninger så det ikke sker igen... Det kan de da ikke love. Det er jo sket en gang...

For nogle måneder siden blev min to-årige søn også glemt på vuggestuens legplads, mens resten af stuen tog på tur. Efter ti minutter opdagede stuens pædagog, at de vist manglede én. :woohoo: Hun løb tilbage til legepladsen, hvor en af børnehavens pædagoger heldigvis havde undret sig over, at min dreng rendte rundt og legede helt alene! Pædagogen ringede brødbetynget til mig :blush: og efter sigende havde han ikke været ked af det. Heldigvis kom han ikke til skade, mens han legede rundt alene, og jeg tror ikke, at det er ham, der bliver glemt igen lige med det samme ;) Webredaktør, Tina

Christel; du er i din gode ret til at blive vred, hvis det var dit barn. Men man har så efterfølgende lavet en procedure, som du egentlig ikke må betvivle. Den er jo lavet for at tilgodese den faktor, at de så ikke glemmer igen. De laver jo ikke procedureændringen, for at lave en fejl mere - med overlæg. Den er lavet, for ikke at lave den igen. Og så er de jo kun mennesker. Mennesker laver fejl. Desuden synes jeg, at så længe barnet ikke var 'døden nær', forstå mig ret, så er der jo på sin vis ingen skade sket. Det havde da været langt værre, hvis det var i den anden ende, barnet var glemt...Kongens Have er stor! Og så skal jeg skynde mig at sige, at jeg ville være blevet lige så edderspændt rasende, hvis det var et af mine børn. Der skete jo bare ikke 'noget'... http://d14834114.u194.surftown.dk/images/fbfiles/images/136.gif

Helt ærligt, så tror jeg, jeg ville foretrække at være denne viden foruden, hvis det havde været mit barn, der var glemt. Hvad kan man bruge denne viden til, når alt jo alligevel er endt lykkeligt? Ikke andet end at forurolige forældrene... det er jo ikke noget, der gøres med vilje, og selvfølgelig kan det ske. Ikke, at det på nogen måde er i orden, at det kan ske... slet ikke, men sket er sket, og fordi forældrene bliver kontaktet, ændrer det efter min mening ikke på omstændighederne.

Det man kan bruge det til, er jo hvis barnet senere får det dårligt over det, f.eks mareridt eller traumer. Og det at alle får det at vide, er selvfølgelig hvis der pludselig svirrer rygter om det - og at det er for dårligt, at I ikke har fået det at vide. Og især hvis det var mit barn, og jeg så først fik det at vide, gennem andre end pædagogerne, som havde ansvaret får barnet.

Helt ærligt, så tror jeg, jeg ville foretrække at være denne viden foruden, hvis det havde været mit barn, der var glemt.

Der er jeg meget uenig. Det kan jo være at barnet har lagt mærke til det, og giver sig til at fortælle forældrene om det. Hvis mit barn pludselig fortalte 'far, idag glemte de mig ...', uden at jeg havde hørt om det, ville jeg blive meget chokeret - og jeg ville ha' svært ved at tale ordentligt med mit barn om det, fordi jeg ikke vidste hvad der faktisk var sket. Helt generelt vil jeg gerne kunne snakke med mit barn om, hvad hun oplever, især hvis det er noget ud over det sædvanligt - og det kan jeg kun, hvis jeg får besked. Mere principielt vil jeg have meget svært ved at ha' tillid til en institution der praktiserer 'hvad forældrene ikke opdager har de ikke ondt af'. Hvis der var sket sådan noget som dether, og institutionen havde valgt ikke at give mig besked, og jeg så alligevel fandt ud af det, tror jeg ikke tilliden ville kunne genoprettes. Jeg ville spekulere på, hvad der ellers er, de ikke har fortalt mig, og jeg ville når jeg henter tænke 'nå, hvad men de nu går og putter med?'.

Enig med Lars Min datter blev i børnehaven glemt i en aflåst gymnastiksal og det snakkede hun godt nok om længe! Hun var panisk over at blive glemt efter det og da hun var ude og sejle med en færge med børnehaven (ikke samme børnehave, men en anden) og lige var uopmærksom et øjeblik og alle andre var gået ned af en trappe, gik hun helt i panik over at være blevet 'glemt' igen. Selv om en pædagog naturligvis styrtede op og hentede hende og hun max havde stået 10 sek alene. Hun kan stadig godt huske at hun blev glemt (hun er næsten 9 år nu), så det har da været vigtigt for os forældre at vide at det skete. I hendes udflytterbørnehave glemte de engang et barn i bussen. Barnet lå og sov og kørte videre med bussen da alle andre var stået af. Heldigvis skete der ikke noget og barnet blev vist knap nok forskrækket, men der var jeg da også glad for at pædagogerne informerede forældrene. Hvis min datter var kommet hjem og havde sagt 'igår blev Pernille glemt i bussen' uden jeg vidste hvad der var sket, ville det da være mærkeligt. Desuden - min datter mener selv at hun stod i gymnastiksalen i en halv time, mens pædagogerne mener det drejede sig om 10 min. Alene det er jo rart at høre fra pædagogernes synspunkt igen...

Da min dreng blev glemt (og endnu ikke selv ville have kunne give mundligt udtryk for det) synes jeg, at det var super flot af pædagogerne, at de gjorde mig opmærksom på fejlen og ikke fejede den ind under gulvtæppet. Jeg ville ellers aldrig have fundet ud af, at han var glemt, men det gav mig en tryghed i forhold til at vide, at de vil informere mig, hvis der sker ting af alvorligere karakter - også selv om de reelt kunne være sluppet udenom. :blush: Det er derudover bemærkelsesværdigt at se, hvor mange i denne tråd, der har hørt om eller selv har været udsat for glemte børn :woohoo:

Jeg syntes bestemt også, pædagogerne skal fortælle det. I min drengs børnehave var der en dreng, der blev glemt i Metroen! De havde været på tur, og alle børn og voksne gik ud af Metroen - på nær ét barn. Og da metroen kørte videre, var der et barn, der sagde - der sidder Frederik! Panik panik, pædagogerne bruget kalde-alarmen på metrostationen. Og de fik én gammel dame til at stige af på næste stop med Frederik. Så var der vist en af pædagogerne, der tog hen på næste metrostop, og fik fat i drengen. Det er vel hvad der kan ske, tænker jeg. Men jeg fik historien at vide af børnene, og ikke af pædagogerne. Og DET blev jeg ret skuffet over. Jeg mener pædagogerne SKAL informere om den slags ting, også selvom det ikke lige er ens eget barn. Det kunne jo ligeså godt være mit barn, og jeg vil da gerne vide, om de voksne er nogle fjolser til at passe på ungerne. Hvis jeg ikke ved, at den slags ting sker, så går jeg da i panik, hvis det en dag er mit barn, der er glemt. Jeg mener, pædagogerne skal bruge den slags historier til at ruste os forældre til virkeligheden. Der sker ting og sager i daginstitutionerne, og en dag er det måske dit barn, der bliver glemt et sted. Jeg har dog aldrig hørt om et barn, der ikke blev fundet igen! WebDebattør jeANNE

Jeg er pædagog og har været det i mange år. At børn bliver glemt må ikke ske, men det sker alligevel. Jeg ville til en hver tid informere det forældre par hvis barn det drejer om først. Derefter informere resten af forældre gruppen. Grunden til at jeg ville indrage de andre forældre, er bla. for at forklare hvordan det skete, hvorfor, hvad vi vil gøre for at forhindre det sker igen. (snak mellem forældrene kan nemlige forvirre, hvad der virkelig skete) Jeg har oplevet at et barn gik væk fra gruppen på tur og blev væk. Det var min kollega som havde ansvaret for denne dreng. Det var det værste jeg nogen sinde har prøvet. Det er 15 år siden, og lige siden har jeg talt og talt børn på ture(de andre kalder mig hysterisk). Men det værste var faktisk den måde lederen håndterede det. Drengenes forældre fik det at vide, og det var det. Min kollega fik en samtale med lederen og det var det. De andre børn oplevede at de voksne var forskrækket, vi måtte kontakte nogle andre pædagoger som også var på tur.(så børnene kunne blive passet). mens vi ledet efter ham. Det endte godt, men det var den værste time i mit liv.