Hvad sker der?!

Har en datter på 3 1/2 år og en på 7, snart 8 mdr. Idag gik det helt galt. Jeg tudet og råbte og bankede døren ind i væggen flere gange . Ikke pga noget som helst. Der har været lidt med min mand pga han har ADHD og er startet i depot behandling. Så går det afhelveds til økonomisk. Jeg er ung mor , og derfor har jeg også ALTID en angst for at nogen melder mig til kommunen og jeg får taget børnene. Ikke fordi der foregår ting der ikke må/skal. Føler mig som en elendig mor 24/7! Med en datter i trodsalderen og med ADHD lignende symptomer (læs, en stor mundfuld, igen, endnu større dårlig samvittighed) . Hele denne barsel er jeg faktisk lidt flygtet fra min yngste. Jeg er næsten aldrig hjemme. Så jeg ude og handle eller nede ved mine forældre eller sådan. Nogen gange med den store, men aldrig med den lille. Selvom jeg ikke vil indse det, så føler jeg nok heller ikke det samme tætte bånd til hende som jeg gør til den store. Jeg vil gerne, og prøver, men det bliver aldrig rigtig godt. Kunne ligge i timer med den store da hun var lille, på gulvet. Med den yngste ved jeg nærmest ikke hvordan jeg skal gøre... Altså, selvfølgelig leger jeg med hende.. Men... Nu spekulere jeg på om jeg kan ha en form for depression? Jeg ved ikke om jeg tør stå frem til lægen,  da jeg så er bange for at kommunen vil tage den fra mig! Men kan det overhovedet være en depression? Har aldrig haft en før. Har i nogle uger nogen gange tænkt på selvmord. Især hvis jeg er blevet frustreret , men også hvis jeg har kørt alene i bilen .... Føler at hvis jeg ikke er her mere så vil jeg heller ikke være skyld i at de bliver tvangsfjernet.... 

Du skal gå til din læge i morgen. Dine børn bliver ikke taget fra fordi du er deprimeret. Ring til din læge!! Hvis du er bange for det så vend den med din sundhedspjerske

Anonym skriver:

Har en datter på 3 1/2 år og en på 7, snart 8 mdr. Idag gik det helt galt. Jeg tudet og råbte og bankede døren ind i væggen flere gange . Ikke pga noget som helst. Der har været lidt med min mand pga han har ADHD og er startet i depot behandling. Så går det afhelveds til økonomisk. Jeg er ung mor , og derfor har jeg også ALTID en angst for at nogen melder mig til kommunen og jeg får taget børnene. Ikke fordi der foregår ting der ikke må/skal. Føler mig som en elendig mor 24/7! Med en datter i trodsalderen og med ADHD lignende symptomer (læs, en stor mundfuld, igen, endnu større dårlig samvittighed) . Hele denne barsel er jeg faktisk lidt flygtet fra min yngste. Jeg er næsten aldrig hjemme. Så jeg ude og handle eller nede ved mine forældre eller sådan. Nogen gange med den store, men aldrig med den lille. Selvom jeg ikke vil indse det, så føler jeg nok heller ikke det samme tætte bånd til hende som jeg gør til den store. Jeg vil gerne, og prøver, men det bliver aldrig rigtig godt. Kunne ligge i timer med den store da hun var lille, på gulvet. Med den yngste ved jeg nærmest ikke hvordan jeg skal gøre... Altså, selvfølgelig leger jeg med hende.. Men... Nu spekulere jeg på om jeg kan ha en form for depression? Jeg ved ikke om jeg tør stå frem til lægen,  da jeg så er bange for at kommunen vil tage den fra mig! Men kan det overhovedet være en depression? Har aldrig haft en før. Har i nogle uger nogen gange tænkt på selvmord. Især hvis jeg er blevet frustreret , men også hvis jeg har kørt alene i bilen .... Føler at hvis jeg ikke er her mere så vil jeg heller ikke være skyld i at de bliver tvangsfjernet.... 

Bare rolig... Du får IKKE tvangsfjernet dine børn på den baggrund... Det er nok mest din dårlige samvittighed der er din værste fjende. Min veninde har social angst og lidt andet udefinerbart, men hun kæmper hele tiden med at gør alt perfekt fordi hun skal leve op til sine egne forventninger... Helt umenneskelige krav hvis du spørger mig. Hun  Er en super mor, som har noget bagage med. Det skal man ikke skamme sig over, men selvfølgelig prøve at arbejde med

Vær stolt over at du kan sætte ord på, og erkende at du har nogle udfordringer, og snak med din læge, det lyder som om din rygsæk På ryggen er fyldt, og det kan svært at nå derom selv. Derfor er det godt få en anden til at tage en "bog eller to ud" så du ikke ender med at knække 

Anonym skriver:

Har en datter på 3 1/2 år og en på 7, snart 8 mdr. Idag gik det helt galt. Jeg tudet og råbte og bankede døren ind i væggen flere gange . Ikke pga noget som helst. Der har været lidt med min mand pga han har ADHD og er startet i depot behandling. Så går det afhelveds til økonomisk. Jeg er ung mor , og derfor har jeg også ALTID en angst for at nogen melder mig til kommunen og jeg får taget børnene. Ikke fordi der foregår ting der ikke må/skal. Føler mig som en elendig mor 24/7! Med en datter i trodsalderen og med ADHD lignende symptomer (læs, en stor mundfuld, igen, endnu større dårlig samvittighed) . Hele denne barsel er jeg faktisk lidt flygtet fra min yngste. Jeg er næsten aldrig hjemme. Så jeg ude og handle eller nede ved mine forældre eller sådan. Nogen gange med den store, men aldrig med den lille. Selvom jeg ikke vil indse det, så føler jeg nok heller ikke det samme tætte bånd til hende som jeg gør til den store. Jeg vil gerne, og prøver, men det bliver aldrig rigtig godt. Kunne ligge i timer med den store da hun var lille, på gulvet. Med den yngste ved jeg nærmest ikke hvordan jeg skal gøre... Altså, selvfølgelig leger jeg med hende.. Men... Nu spekulere jeg på om jeg kan ha en form for depression? Jeg ved ikke om jeg tør stå frem til lægen,  da jeg så er bange for at kommunen vil tage den fra mig! Men kan det overhovedet være en depression? Har aldrig haft en før. Har i nogle uger nogen gange tænkt på selvmord. Især hvis jeg er blevet frustreret , men også hvis jeg har kørt alene i bilen .... Føler at hvis jeg ikke er her mere så vil jeg heller ikke være skyld i at de bliver tvangsfjernet.... 

Man siger det er ENORMT vigtigt(!!) at hvis kvinder evt hsr haft/har fødselsdepression at de opsøger læge hurtigt muligt, specielt når tankegangen går så skævt. Så en hel udsendelse om det i går, det er enormt vigtigt du søger din læge