Sagen er den at jeg ENDELIG er kommet i arbejde, og arbejder nu de weekender hvor jeg ikke har mit barn.
Jeg har haft en godt samarbejde med mit barns far i en del år efterhånden, men nu begynder kæden virkelig at knække.
Før jul ville han gerne have at vi byttede weekender, men dette sagde jeg nej til da jeg nyder at have mit barn alene mens min kæreste arbejder de weekender. Så hed det sig at pga han fik ny kæreste, som havde børn modsat ham, havde de ikke noget alene tid og ville bytte. Endnu engang sagde jeg nej, da jeg mener at mit barn har godt af "bare" at være sammen med mig, uden kæreste og alt det der.
Den sidste grund er nu at han er blevet pålagt af sit arbejde at have mulighed for at tage en vagt telefon de weekender hvor han har vores barn. Hold kæft det er bittert, det kan jeg helt sikkert følge ham i, men som det er nu kan jeg ikke bytte da jeg har fået dette job, netop ansøgt med det formål at arbejde når jeg ikke har mit barn. Jeg ringede og snakkede med dem og nej det kan ikke byttes for mit vedkommende.
Så nu har jeg muligheden for at sige op og hoppe for mit barns far eller sidde og vente på at høre fra sf, hvor han så pænt har sendt et brev hen med at jeg ikke er samarbejdsvillig.
Jeg har haft forslået mange gange at de uger hvor jeg har barnet i hele ugen, køre jeg gerne med ham efter børnehave sådan at de enten kan spise sammen eller noget andet. Jeg har sågar tilbudt at lade barnet sove der, for selv at hente ham kl lort om morgen for at bringe ham i børnehave. Det sidste jeg ønsker er at tage mit barn fra hans far.
Men jeg er virkelig tyndslidt lige nu, altså der hvor jeg overvejer at råbe røv og lade ham få barnet fuldtid. Jeg har efterhånden ikke så meget mere at kæmpe med.
Jeg vil gå langt for at hjælpe, men at skulle sige mit nye job op og dermed min mulighed for at tjene penge, er bare helt hul i hovedet.
Nu kan jeg pænt sidde her og vente på at høre fra SF.
Er der andre der har gået fra super godt samarbejde til næsten at opgive?
Øv hvor er det bittert
