Undskyld hvis dette bliver et længere indlæg..
Jeg var i torsdags d. 19 feb til nakkefolds scanning, og det udviklede sig ikke som forventet, det var en ønsket graviditet og vi har prøvet snart 1 år.. Jeg har siden jeg fandt ud af jeg var gravid d. 26 dec været bange for der var noget galt, men på trods af blødninger, viste tidlige scanninger at alt var som det skulle være..
Men jeg var stadig bange, bange for hjertet ikke slog til nakkefolds scanning, det var nogle lange uger og nå til 12. Uge, men torsdag var så tid til nakkefolds scanning..
Sygeplejersken scannede 2 sek og kiggede så bekymret på mig og min kæreste og fortalte det så alvorligt ud, (derefter stor tudede jeg indtil jeg kom hjem) hun vil hente en læge der skal bekræfte hendes fund, men hun ville lige forklare os hvad hun så.. Hun scannede og vi så en fin lille baby der spjættede livligt rundt og hjertet blinkede, hun fortalte så at i hovedet lignede det der var nogle bobler, og det kunne vi godt se, hun forklarede så at det betød at den var uden hjerne, og derfor ikke var et levedygtigt barn, udenfor mig i hvert fald.. 
Lægen kom ind og bekræftede og vi skulle så snakke om mulighederne for fremtiden, jeg fik valget mellem og fuldføre en hård graviditet som kun måske kunne leve så længe, med et barn der ville dø efter fødslen, eller og få en abort..
Med meget lidt overvejelse blev min kæreste og jeg enige om med lægen at det bedste klart ville være og få en abort, skulle så skrive under på at jeg ville frivilligt have en abort, og fik tid mandag formiddag.. Derudover fik vi afvide at det ikke var noget vi havde gjort eller ikke gjort, men det var noget der bare skete en gang imellem, men vi ikke burde være nervøse for det skulle ske for os igen..
Jeg har stortudet meget og været forvirret om det var det rigtige og gøre og om de mon havde set rigtig, for det jeg så, var jo en livlig baby..
Men det blev mandag og jeg kom fastene op på Sønderborgs dagkirugisk sammen med min kæreste, skide nervøs og ude af mig selv.. Skulle snakke med narkose læge og ellers vente, da det blev tid, kom en sygeplejerske ud og hentede mig i venteværelset, og sagde min kæreste ikke kunne følge mig længere, hvilket var meget angst provokerende, for troede faktisk han måtte være der til jeg sov, begyndte igen og tude, men fik sygehus tøj på og kom ind og vente til de var klar, fik så afvide hvordan det kom til at foregå og at min kæreste godt måtte komme kort ind når jeg vågnede op..
Det blev min tur og jeg blev fulgt ind til operations stuen, der var en masse mennesker og igen begyndte jeg og tude, de tog godt imod mig og prøvede at pjatte lidt og få mig til at slappe af, derefter gik det hurtigt, og pludselig lå jeg på opvågning, min kæreste fik lov og komme ind lige og se mig og jeg lå med smerter så fik lidt morfin og så skulle han ud igen, en halv times tid efter følte jeg at jeg var godt ovenpå og fik lidt og spise og kom på toilet.. en halv time mere gik og jeg fik tøj på og så kunne mig og kæresten komme ind og snakke med kirurgen om forløbet. .
Hun fortalte alt gik som det skulle, og de havde godt kunne se det der var galt med den, og forklarede hvordan og hvorledes med fremtiden osv..
Vi skulle vente ca 2 cykluser før vi prøvede igen, og blødningen kunne jeg forvente varede et par uger..
Er idag ok ved mod og er lettet over at det er overstået, men tror ikke helt det er gået op for mig at jeg ikke længere er gravid, og at der ikke kommer et ønskebarn til september alligevel..
Tak fordi i læste med 
