Anonym skriver:
Det er nu halvandet år siden jeg blev ramt af en fødselspsykose. Det hårdeste og mest voldsomme jeg nogensinde har været udsat for. Men selv om episoden uden tvivl har været det hårdeste i hele forløbet, kan jeg nu tydeligt mærke, hvordan jeg er ramt dobbelt ved ikke at kunne fortælle hvad jeg er gået igennem på lige fod med mennesker som er gået igennem en alvorlig fysisk sygdom.
Det er så enormt håret at være "alene" med den hemmelighed. Selvfølgelig ved mine nærmeste venner og familiemedlemmer hvad der er sket, men det er klart at jeg ikke kan gå at fortælle bekendte, studiekammerater og kolleger om det - og det er hårdt. Det er hårdt at holde en facade, der dækker over noget der er så voldsomt, at jeg stadig tænker på det hver dag. Det er hårdt ikke at kunne fortælle alle hvor exceptionelt hårdt det har været for mig at blive mor, og hvorfor.
Hvorfor gør jeg det så? Altså holder på hemmeligheden? Primært fordi jeg lige om lidt (forhåbentlig) er færdig med min kandidatuddannelse og skal ud og søge job. Fordi jeg ikke vil stemples - som svag, ødelagt, sindssyg..
Jeg kan ikke fortælle alle mine bekendte om min kamp efter at have født, men jeg kan fortælle jer, at:
- Jeg har haft en fødselspsykose, og det var ét langt mareridt.
- Jeg har været fremmed i min krop og adskildt fra mit sind.
- Jeg har været adskildt fra mit nyfødte barn og tvangstilbageholdt fordi jeg ikke kunne acceptere at jeg ikke måtte se mit barn.
- Jeg har i en periode været gæst i mit eget hjem, og jeg var ikke til stede, da min mand bragte vores søn hjem fra hospitalet
Det er min tunge hemmelighed. Tak, hvis du læste med.
P.S. Jeg skal for en god ordens skyld nævne at jeg i forvejen har en sindslidelse, og at fødselspsykose er meget sjældent - også selv om man har en sindslidelse. Ønsker ikke at skræmme nogen. 
Jeg har ikke været i din situation, men dog holdt det som en hemmelighed, at jeg havde haft mit at kæmpe med psykisk og været bange for at blive stemplet som ustabil og sindslidende. Jeg kunne sagtens bilde dig ind, at åbenhed er den eneste vej frem, og at ingen vil stemple dig - men jeg tror desværre, at du her og nu har ret i, at det bl.a. i forbindelse med jobsøgning vil være klogt at holde lav profil i forhold til din psykiatriske forhistorie.
Det er ensomt at holde facaden, men for mig var det nu også befriende at have nogle rammer, inden for hvilke jeg blev set på og kunne udfolde mig som andet end "svag", depressiv og sårbar. At kunne holde fri fra dén del af mig selv. Hårdt og krævende, men også styrkende. Måske var jeg alligevel også stærk og sej og klog, når nu så mange opfattede mig sådan?
Med tiden har jeg så kunnet lukke op over for også en større del af min omverden - nu vidste de, nu havde jeg "bevist", at jeg var ressourcestærk osv. osv., og dermed havde jeg mod til og grundlag for også at kunne fortælle "den anden historie". Og skulle jeg selv fortryde og frygte, at de nu så anderledes på mig, så modbeviste deres reaktioner det: Alle har udtrykt, at det var supersejt og stærkt af mig at bryde tabuet og fortælle, at jeg har været ude i tovene og meget svag og sårbar.
Jeg kan godt se, det ikke er en trøst lige nu, men forhåbentlig kan du fæste lid til, at det bliver bedre. Og at du kan blive en prægtig ambassadør for nedbrydningen af et tabu, når du når dertil. Måske behøver det heller ikke være alle eller ingen lige nu - en særlig vigtig og tillidsskabende studiekammerat og kollega kunne måske være din fortrolighed værd?
Alle gode ønsker herfra - husk, du er SEJ, at du er nået så langt på så kort tid.
