Normalt med frygt inden PB start?

Hej jeg har valgt at være anonym da familie og venner ikke ved at vi planlægger at få en lækker lille baby sammen.

Som overskriften siger: Er det normalt at have den frygt nu? PB har planlagt start her til april men bliver nok udskudt lidt da jeg har fået noget der minder om en depration efter at have mistede min far her hen over nytår så den skal jeg lige over først men ud over det frygter jeg også den omvæltning det er at få et barn og om jeg er klar og god nok til at tage det ansvar som det er at passe på det her lille mirakel. Min far var min sikre klippegrund og min eneste støtte jeg vidste jeg ville have nå det her projekt starter, selv om han ikke vidste hvornår det skulle starte var han fuldt på med at støtte både økonomisk og moralsk hvor der var brug for det, det var også et stort ønske fra hans side at blive morfar inden han lukkede øjne for sidste gang hvilke så desværre ikke kunne nå at lade sig gøre.

Kan det være den sorg/depration over min fars død og det at jeg er bange for den omvæltning og frygten for at jeg ikke bliver en god mor, der gør at jeg et sted håber på og samtidig frygter de 2 streger nå jeg når der til.

eller kan det være fordi min underbevidsthed prøver at fortælle mig at jeg ikke er klar endnu til at opleve og tage vare på livets vidunderlige mirakel

Håber i kan hjælpe lidt. Det skal nok siges at jeg som person ALDRIG tror at jeg er god nok og frygter altid forandringer

Anonym skriver:

Hej jeg har valgt at være anonym da familie og venner ikke ved at vi planlægger at få en lækker lille baby sammen.

 

Som overskriften siger: Er det normalt at have den frygt nu? PB har planlagt start her til april men bliver nok udskudt lidt da jeg har fået noget der minder om en depration efter at have mistede min far her hen over nytår så den skal jeg lige over først men ud over det frygter jeg også den omvæltning det er at få et barn og om jeg er klar og god nok til at tage det ansvar som det er at passe på det her lille mirakel. Min far var min sikre klippegrund og min eneste støtte jeg vidste jeg ville have nå det her projekt starter, selv om han ikke vidste hvornår det skulle starte var han fuldt på med at støtte både økonomisk og moralsk hvor der var brug for det, det var også et stort ønske fra hans side at blive morfar inden han lukkede øjne for sidste gang hvilke så desværre ikke kunne nå at lade sig gøre.

Kan det være den sorg/depration over min fars død og det at jeg er bange for den omvæltning og frygten for at jeg ikke bliver en god mor, der gør at jeg et sted håber på og samtidig frygter de 2 streger nå jeg når der til.

eller kan det være fordi min underbevidsthed prøver at fortælle mig at jeg ikke er klar endnu til at opleve og tage vare på livets vidunderlige mirakel

 

Håber i kan hjælpe lidt. Det skal nok siges at jeg som person ALDRIG tror at jeg er god nok og frygter altid forandringer

Det gør mig ondt, at du har mistet din far

Jeg tror det er helt normalt at have en frygt for det ukendte, og det må man jo sige en lille bitte baby er for førstegangs forældre. Vel og mærke en lille baby, som kun man selv har ansvaret for! Det var ret angstprovokerende for mig inden jeg blev mor. Men det falder en helt naturligt når babyen først er kommet. 

Kan forstå at du har der psykisk dårligt, og med god grund. Jeg vil råde dig til at i som aftalt udskyder projekt PB lidt, hvis du stadig er lige så påvirket til april. Det kan være godt at få bearbejdet din fars død inden tror jeg. Du skal have lov at sørge over tabet af din far først

Først får du lige en Aldrig sjovt at midste en forældre... Har selv prøvet det og fik angst derefter , men har nu lært at leve med min angst.. Og jeg havde det på Samme måde som dig, da vi begyndte pb.. Men fik også afvide at det var helt naturligt at man fik det sådan, og kan fortælle de at alle de bekymringer osv man har, er helt naturligt og det er med til at gøre en til en god mor.. Jeg har en søn på 7 mdr nu, og jeg har klaret det, så kan du også men selvf skal du lige bearbejde dit tab, før du begynder et nyt og spændende kapitel... Held og lykke  

Tusind tak for jeres svar det godt at hører jeg ikke er den eneste der har den frygt når det lille nye mirakel melder sin ankomst.

PB er blevet udsat til jeg er psykisk oven på igen, så jeg har det overskud der skal til når jeg skal have mit lille vidunder i armende engang forhåbentlig til næste år

san skriver:

Først får du lige en Aldrig sjovt at midste en forældre... Har selv prøvet det og fik angst derefter , men har nu lært at leve med min angst.. Og jeg havde det på Samme måde som dig, da vi begyndte pb.. Men fik også afvide at det var helt naturligt at man fik det sådan, og kan fortælle de at alle de bekymringer osv man har, er helt naturligt og det er med til at gøre en til en god mor.. Jeg har en søn på 7 mdr nu, og jeg har klaret det, så kan du også men selvf skal du lige bearbejde dit tab, før du begynder et nyt og spændende kapitel... Held og lykke  

Dejligt, at nogen skriver svar som dette. Jeg mistede min far får et par år siden og fik en depression. Det har været en kamp, men nu tror jeg efterhånden at jeg kan sætte en lille ny i verden, trods det at jeg altid vil have angst, som følge af tabet af min far. 

Anonym skriver:

Hej jeg har valgt at være anonym da familie og venner ikke ved at vi planlægger at få en lækker lille baby sammen.

 

Som overskriften siger: Er det normalt at have den frygt nu? PB har planlagt start her til april men bliver nok udskudt lidt da jeg har fået noget der minder om en depration efter at have mistede min far her hen over nytår så den skal jeg lige over først men ud over det frygter jeg også den omvæltning det er at få et barn og om jeg er klar og god nok til at tage det ansvar som det er at passe på det her lille mirakel. Min far var min sikre klippegrund og min eneste støtte jeg vidste jeg ville have nå det her projekt starter, selv om han ikke vidste hvornår det skulle starte var han fuldt på med at støtte både økonomisk og moralsk hvor der var brug for det, det var også et stort ønske fra hans side at blive morfar inden han lukkede øjne for sidste gang hvilke så desværre ikke kunne nå at lade sig gøre.

Kan det være den sorg/depration over min fars død og det at jeg er bange for den omvæltning og frygten for at jeg ikke bliver en god mor, der gør at jeg et sted håber på og samtidig frygter de 2 streger nå jeg når der til.

eller kan det være fordi min underbevidsthed prøver at fortælle mig at jeg ikke er klar endnu til at opleve og tage vare på livets vidunderlige mirakel

 

Håber i kan hjælpe lidt. Det skal nok siges at jeg som person ALDRIG tror at jeg er god nok og frygter altid forandringer

Jeg var mega nervøs da vi skulle igang og min mand måtte smide mine p-piller ud, men ja der gik så tre år før vi blev gravide alligevel og er 13 uger nu og har det perfekt jeg er helt afklaret med at være gravid, var det sket samme måned vi smed pillerne var jeg nok mere nervøs. Men tror det er en naturlig ting og nogen er også nervøse/ bange mens de er gravide 

Imaong skriver:

Jeg var mega nervøs da vi skulle igang og min mand måtte smide mine p-piller ud, men ja der gik så tre år før vi blev gravide alligevel og er 13 uger nu og har det perfekt jeg er helt afklaret med at være gravid, var det sket samme måned vi smed pillerne var jeg nok mere nervøs. Men tror det er en naturlig ting og nogen er også nervøse/ bange mens de er gravide 

tak for dit svar det er ret at vide det kommer under graviditeten eller i tiden man prøver at blive gravid. Jeg er meget spændt på endelig at komme i gang efter snart 6 års vente tid på mister right og at han blev klar og nu er det snart op over, så nu bliver det spændende hvor lang tid det tager at få de 2 streger som bliver hængende. Jeg mener det kommer til at tage i hvert fald 1 år vis ikke længere og han er overbevist om at det sker inden for de første 6 måneder, så nu må vi se hvem der får ret.

SMC skriver:

Dejligt, at nogen skriver svar som dette. Jeg mistede min far får et par år siden og fik en depression. Det har været en kamp, men nu tror jeg efterhånden at jeg kan sætte en lille ny i verden, trods det at jeg altid vil have angst, som følge af tabet af min far. 

 

Dejligt at høre du også

har fået styr på det, så du kan komme videre med dine ønsker og drømme ... Ønsker dig alt det bedste...