Torsdag d. 22/1 (min terminsdato) skulle jeg til planlagtbesøg hos min jordemoder. Hun checker lillepigen uden på maven og alt er som det skal være. Lige inden jeg skal gå, spørger hun om hun lige skal løsne hinder, så kan det være det sætter gang i tingene. Og jeg tænker tja, det kan jo ikke skade, var begyndt at blive lidt utålmodig.
Desværre sker der ikke mere, så jeg er temmelig skuffet da der er gået de 24 timer som de siger der skal være sket noget inde, hvis det har virket. Kun lidt murren kunne det blive til.
Der går seks dage og da jeg nu er ved at være temmelig utålmodig, bestiller jeg tid hos jordmoderen til en ny omgang hindeløsning, da det kan være det virker anden gang. Hun har konsultation på Glostrup hospital om torsdagen, så det skulle være d. 29. Jeg får tid kl ni og hun gør det samme igen, dog giver hun den lige lidt ekstra gas. Og siger selv at hun er ond ved mig. Men det betyder ikke noget, hvis bare det virker.
Derefter kører jeg forbi tanken og køber lidt lækkert med hjem til formiddagskaffen. Jeg hygger rigtigt med to gamle afsnit af Dicte som jeg ikke havde set. Rigtig hyggeligt var det. Omkring kl 14 begynder der at komme en enkelt ve her og der. De gør ret ondt, mere end jeg husker fra sidst, men tænker at jeg nok bare har fortrængt det fra sidste gang.
Kl tyve i fire er jeg nødt til at ringe til Michael – min mand og bede ham om at hente Matti – vores søn i vuggestuen, det magtede jeg ikke lige med veer. Jeg ringer til min mor og beder hende begynde at vende næsen mod Vallensbæk. Hun kommer fra Lolland, så der var lidt transporttid at tage hensyn til. Hun havde lovet at se efter Matti, mens vi kørte på hospitalet. Desværre kan vi godt se da Michael og Matti kommer hjem, at hun ikke når at komme inden vi skulle afsted. Jeg ringer til fødegangen, og på de fem minutter jeg taler med jordmoderen, må jeg puste mig igennem to veer. Vi ringer efter Farfar og bedste som bor tættere på og får dem til at kan komme så hurtigt som muligt, for nu skal vi afsted. De ankommer ca. et kvarter efter. Jeg står og puster op af elskabet foran huset da de kommer.
Så går den vilde tur ellers ud i myldretiden. Klokken er omkring tyve over fire og der er mange biler på landevejen mellem Vallensbæk og Herlev. Michael kører det bedste han har lært, og jeg puster og puster. Jeg kan på det her tidspunkt godt mærke, at det bliver close call om vi når der ind. På vejen prøver vi at ringe til fødemodtagelsen og det tager måske syv forsøg (måske flere) før vi kommer igennem. Da vi får fat i en jordmoder må jeg fortælle Michael at jeg har presseveer og lige har lavet en prut i mine bukser. Meget grænseoverskridende at være nødt til at give slip på det hele. Han tager det meget pænt og siger at det skal jeg slet ikke tænke på. Michael er dog på panikkens rand på det her tidspunkt. Han prøver virkelig at blinke og dytte af alle bilerne foran ham, men de er jo ikke klar over hvad der foregår inde i bilen, de tænker nok bare sådan en idiot, han har sku for travlt. Michael får forklaret jordemoderen i telefonen over anlægget, at jeg altså har presseveer og får spurgt hvad han skal gøre? Han overvejer på et tidspunkt, at køre ind på Glostrup Hospital, da vi jo kører lige forbi. Men jeg siger at han skal køre til Herlev, da de ikke har fødeafdeling på Glostrup, så tænker at det er bedst at komme helt til Herlev. Jordmoderen forklarer i telefonen, at jeg skal prøve at gispe, men hvis jeg virkelig ikke kan lade være med at presse, bør han nok holde ind til siden. Det syntes jeg umiddelbart ikke er en god ide, så jeg siger bare at han skal køre. På det her tidspunkt kan jeg ikke holde på noget som helst mere, jeg kan mærke hun trænger ned på bækkenbunden og hindeblæren står spændt mellem mine ben, fuldstændig som da jeg fødte Matti. Jeg vidste godt at hvis vandet gik, så nåede vi ikke hospitalet i tide. For Matti er født tre presseveer efter vandet er gået. Jeg sidder på forsædet og mærker forsigtigt efter hvor langt nede hun er. Og da går vandet i en kæmpe skylle. Jeg tager hurtigt bukser og trusser af det ene ben og der kan jeg ikke holde på noget mere, så jeg siger stille til Michael at nu kommer hun........ og ud kommer hovedet. Vi holder i svingbanen i det store kryds, lige foran Herlev Hospital. Michael hopper ud af bilen og løber om på min side, imens føder jeg Madeline. Hun faktisk falder ned i bunden af bilen. Hun når at hænge lidt i navlesnoren. Michael tager hende op og stikker en finger i munden på hende (det har han set de gør på film J ) Der åbner hun øjnene og kigger på ham, som ville hun sige ”hold lige op med det der :-)" Han får lagt hende op på mit bryst, og jeg pakker hende ind i min sweater. Jeg kan høre hun trækker vejret lidt gryntende, men hun skriger ikke. Jeg siger til ham,at nu er hun jo kommet, så han kan godt køre ind til akutmodtagelsen. Det gør han. Han kaster bilen ind til sidenforan akutmodtagelsen og løber op til en dør som desværre er låst, der banken han på og råber at jeg har født i bilen. Indenfor lidt længere fremme, står en jordemoder med kørestol og en medicinstuderende, de kommer løbende. Jordemoderen er super sød og beroliger os hurtigt. Hun siger at hun har fin farve og trækker vejret fint. Den medicinstuderende troede han stod og skulle opleve sin første fødsel, men jeg måtte skuffe ham med, at det ikke blev denne gang. Så han måtte tilbage på fødegangen og vente på en ny fødsel. Der står folk foran Hospitalet og en super sød mand spørger om han skal tage nogle billeder som han så sender til os dagen efter. God tænktJ Derefter bliver vi trillet op på fødegangen, hvor jeg føder moderkagen. Vi får selv lov at vælge hvad tid vi mener hun er født. Og vi bliver enige om at 16:52 er et godt tidspunkt.
Jeg føder moderkagen ret hurtigt efter og får syet en enkelt 2.grads bristning og en lille rift. Så jeg er nådigt sluppet. Det var mindre end hvad der skete sidst, så jeg er bare rigtig glad. Vi får ringet rundt til bedsteforældre osv. Jeg tager et bad, og vi får lidt at spise. Madeline bliver vejet til 3585 og målt til 52 cm lang. Helt fin og gennemsnitlig. Der er nu gået 3 timer fra Madeline blev født i bilen og vi er klar til at komme hjem, så vi får de sidste informationer om hjemmebesøg af jordmoder osv, imens der ringes efter et sæt bedsteforældre som kan køre Madeline og træt mor hjem i en ren bil.
I skrivende stund er Madeline nu seks dage gammel. Hun spiser og sover godt og er generelt helt fantastisk. Vi er så småt ved at vende os til at være en familie på fire og aldrig have hænderne frie.
Den dramatiske fødsel er blevet bearbejdet og genfortalt 1000 gange. Fra at være en meget dramatisk og surrealistisk oplevelse, virker det nu mere som en intens men fantastisk fødsel.
Og så er bilen i øvrigt kommet retur fra rens…, resultatet er knap så fantastisk
