Mislykket mor

Hej piger

jeg ved ikke hvilken kategori man skal sætte sig selv i når man selv føler sig mislykket 

sagen er at vi har en dejlig baby på 7 mdr og vi venter os igen til August, jeg har store graviditetsgener og bekymre mig rigtig meget over om der er liv i maven HELE TIDEN !!!

så det er far der virkelig har steppet up og klaret skærene herhjemme, så meget jeg ikke føler jeg kan undvære ham, dagen kom så hvor han skulle rejse på arbejde (arbejder som regel tæt på hjemmet) og her den første nat er vi allerede løbet på problemer - baby ville ikk sove før kl 23 og skreg igen kl 2 og det gør baby normalt ikk så fik baby flaske og så troede jeg han faldt i søvn (for det gør baby når far giver flaske om morgenen) nej istedet vælger han at skrige op helt hysterisk så jeg vugger ham og får ham faldet til ro han falder i søvn ligger ham ned og så starter han forfra (skruen uden ende) og jeg kan mærke at min lunte er MEGA kort så jeg hidser mig op og græder helt vildt og føler mig som jordens dårligste mor, skriver til manden jeg ikke kan klare det og har det vildt dårligt over min måde at reagere på - min søs som er her hun tilbad at hjælpe og hun fik ham til at sove, hvilket jeg som MOR ikke kunne - hvad er der galt med mig?

Anonym skriver:

Hej piger

jeg ved ikke hvilken kategori man skal sætte sig selv i når man selv føler sig mislykket 

sagen er at vi har en dejlig baby på 7 mdr og vi venter os igen til August, jeg har store graviditetsgener og bekymre mig rigtig meget over om der er liv i maven HELE TIDEN !!!

så det er far der virkelig har steppet up og klaret skærene herhjemme, så meget jeg ikke føler jeg kan undvære ham, dagen kom så hvor han skulle rejse på arbejde (arbejder som regel tæt på hjemmet) og her den første nat er vi allerede løbet på problemer - baby ville ikk sove før kl 23 og skreg igen kl 2 og det gør baby normalt ikk så fik baby flaske og så troede jeg han faldt i søvn (for det gør baby når far giver flaske om morgenen) nej istedet vælger han at skrige op helt hysterisk så jeg vugger ham og får ham faldet til ro han falder i søvn ligger ham ned og så starter han forfra (skruen uden ende) og jeg kan mærke at min lunte er MEGA kort så jeg hidser mig op og græder helt vildt og føler mig som jordens dårligste mor, skriver til manden jeg ikke kan klare det og har det vildt dårligt over min måde at reagere på - min søs som er her hun tilbad at hjælpe og hun fik ham til at sove, hvilket jeg som MOR ikke kunne - hvad er der galt med mig?

Du køre dig selv op i en spids er urolig og tror ikke på dig selv det kan baby mærke og bliver derfor utryk tag en dyb indånding helt med i maven tæl til 10 og tro på dig selv om så der går de første 10 nætter før det du så tro på dig selv og find roen 

Åh søde dig.

først træk vejret! Tæl til 10 og slap helt af. 

Baby kan mærke du er frustreret og ked af det også bliver baby utryg. Men du er ikke en dårlig mor! Det er hårdt at have baby selv når denne bare skriger men du skal nok klare det!

1. Selvfølgelig er du ikke en mislykket mor fordi du ikke kan trøste dit barn denne gang. Han kan jo have ondt/være ked af mange forskellige årsager. Og som andre skriver så kan han højst sandsynligt mærke du er anspændt og stresset. 

2. Du kan vel ikke ringe/skrive efter din mand hver gang du ikke kan trøste barnet? Han bliver vel nødt til at arbejde og du nødt til at klare den lille. Og nu i har valgt at få to så tæt sammen, hvad så når den næste græder og er hysterisk. Eller begge to samtidig? Det nytter jo ikke noget at give op eller sige du ikke kan klare det, for du skal jo klare det.. Du har snart to små der er afhængig af du accepterer at det er okay de græder. Nogle gange mere end andre. Bare du ved du gør dit bedste for at trøste. 

Anonym skriver:

Hej piger

jeg ved ikke hvilken kategori man skal sætte sig selv i når man selv føler sig mislykket 

sagen er at vi har en dejlig baby på 7 mdr og vi venter os igen til August, jeg har store graviditetsgener og bekymre mig rigtig meget over om der er liv i maven HELE TIDEN !!!

så det er far der virkelig har steppet up og klaret skærene herhjemme, så meget jeg ikke føler jeg kan undvære ham, dagen kom så hvor han skulle rejse på arbejde (arbejder som regel tæt på hjemmet) og her den første nat er vi allerede løbet på problemer - baby ville ikk sove før kl 23 og skreg igen kl 2 og det gør baby normalt ikk så fik baby flaske og så troede jeg han faldt i søvn (for det gør baby når far giver flaske om morgenen) nej istedet vælger han at skrige op helt hysterisk så jeg vugger ham og får ham faldet til ro han falder i søvn ligger ham ned og så starter han forfra (skruen uden ende) og jeg kan mærke at min lunte er MEGA kort så jeg hidser mig op og græder helt vildt og føler mig som jordens dårligste mor, skriver til manden jeg ikke kan klare det og har det vildt dårligt over min måde at reagere på - min søs som er her hun tilbad at hjælpe og hun fik ham til at sove, hvilket jeg som MOR ikke kunne - hvad er der galt med mig?

Først: selvfølgelig er du ikke en mislykket mor. Du er bare en mor hvor rutinerne er blevet brudt. Baby oplever alt er anderledes, reagerer, du bliver frustreret og baby reagerer endnu mere grundet din frustration.

Nu ved jeg ikke hvor generet du er af din graviditet og hvilken gener. Men jeg tror det er vigtigt du tager styringen igen dvs. Det er dig og din søn der skaber nogen rutiner sammen, rutiner som du kan klare og hvor du er tryg. Ikke hvor du kalder efter hjælp fra mand eller søster hvis der er lidt slinger i valsen. Du skal finde trygheden og dermed give trygheden videre.

du skal beslutte dig for at du kan. Står selv for første gang og min mand er rejst med sit arbejde. Han er væk 11 dage og hjemme 3. Har aldrig prøvet det. Og jeg blev stædig og besluttede mig for: det her kan jeg klare. Jo der er dage hvor det er pisse hårdt og jeg har lyst til at sætte mig ned og bare græde af udmattelse, men jeg står.

Anden ting: du skal IKKE skrive til din mand og sige du ikke kan klare det. Han har ikke en chance for at komme og hjælpe og kan kun blive ked af det, frustreret, bange og og og... Du skal lære først at skrive når krisen er overstået (så længe det er en simpel krise gælder selvsagt voldsom sygdom, ulykker osv). Min mand er hundrede procent fredet, jeg ved han aller helst ville være hjemme hos mig og ungerne. Jeg ved han også kæmper med en frygt for noget sker mens han er væk og den skal jeg ikke puste til. Ja må godt vise det ikke er en dans på roser, men samtidig også at det klarer jeg også så han kan slappe af.