D. 5/9-2014 kl. 18 fik jeg den første igangsættelses stikpille - jeg var da 13 dage over termin!
Vi tog hjem til et godt vennepar efterfølgende, spiste god mad, lækker dessert og fik fyldt energilagret godt op, vi regnede jo med at fødslen var lige om hjørnet 
D. 6/9 kl. 5 vågnede jeg med uregelmæssige veer og var spændt på om det blev nødvendigt med endnu en stikpille kl. 7.15 som planlagt, eller endnu bedre; at de kunne tage vandet!
Vi tager til svangreafsnittet med glæden malet i hele fjæset men ak, stadig 2 cm livmoderhals og knapt 1 cm åben, så hverken hindeløsning eller vandtagning.. Det blev til endnu en stikpille og hjemsendelse, med besked på at vænne tilbage kl.13, medmindre jeg havde regelmæssige veer i 5 minutters interval.. På vej hjem igen, godt skuffede, hentede vi morgenbrød, kakao og thebirkes i bageren, det var en meget rar start på dagen og vi satte en film på vel hjemme og nød maden i sofaen.. Mine veer var aftaget på vejen hjem i bilen, men halvvejs gennem min anden thebirkes måtte jeg spytte ud hvad jeg havde i munden og krumme mig sammen i smerte; veerne ramte som en bowlingkugle i ansigtet og fra det ene sekund til det andet kom vi tilbage til virkeligheden!!!
Fra tredje ve var de regelmæssige med 4 min. mellemrum og kæresten rimgede straks til fødegangen, da jeg ikke kunne koncentrere mig om noget som helst, vi fik besked på at komme med det samme og se det an.
Kl. 11 var vi altså tilbage på fødegangen hvor jeg fik kørt en kurve og blev undersøgt. STADIG 2 cm livmoderhals og kun lige over 1 cm åben, nøj hvor var jeg skuffet, for hold kæft hvor gjorde veerne naller!
Jordemoderen som skulle følge mig i første halvdel af fødslen (Anne), var en virkelig sød yngre jordemoder med styr på sagerne. Hun tjekkede til mig og mine nu koblede veer (når den ene ve var halvvejs slut begyndte den næste at komme, så havde to veer mellem hver pause) gjorde så ondt at jeg kastede op hver gang veen toppede, hurra moder natur, for at indrette kvalmecentret og smertecentret lige op ad hinanden i hjernen.....
Kl. 15.05 gik mit vand spontant, da jeg forsøgte at sætte mig op i sengen, havde det nemlig aller bedst med at hænge indover sengen og knæene på gulvet, når veerne var værst. Endnu en undersøgelse viste, at jeg nu havde 1 cm livmoderhals og var næsten 3 cm åben. Med det tempo var jeg rimelig modløs og min dejlige opbakkende kæreste måtte endnu engang tørre tårerne af mine kinder og bistå med trøstende ord..
Jm Anne mente, at vi skulle komme over på en fødestue kl. 16, selvom jeg endnu ikke var 4 cm åben og derfor stadig ikke var i aktiv fødsel, derudover bestilte hun tid til epiduralen efter mit ønske.
De 50 meter fra svangreafsnittet og til fødestuen er nok de længste 50 meter jeg har tilbagelagt i mit liv! Og da det var besøgstid på barselsgangen, vrimlede det med mennesker som blev tilskuere til min smertefulde tur i hospitalsskjorte, nettrusser, kæmpe bind, sivende fostervand og de 30 ekstra kilo jeg havde tillagt mig under graviditeten. Nøj jeg var tosset over, at der ikke var mere privatliv på sådan en gang og hvis ikke det havde været fordi de 8 veer jeg nåede at have på vejen, havde taget min opmærksomhed, havde jeg godt nok følt mig flov, det var der dog heldigvis ikke koncentration til 
Ovre på fødestuen var det virkelig lækkert at komme over i en REN seng og med eget wc og bad (på svangre deltes man med nabostuen om toilettet og med de papirtynde vægge var det ikke skægt da lavementet kl 14 virkede og skulle ud!)
Kl. 17.35 blev epi'en lagt og hvilken fantastisk lettelse det var! Første ve efter epi mærkede jeg fuldt ud, anden ve på ca halv kraft og ved tredje ve vidste jeg kun den var der, fordi den slog ud på CTG'en, jeg var lykkelig!
Nu var smerterne borte, men først her begyndte det virkelige mareridt: Jeg havde fra start haft CTG bæltet på, da det er kotyme ved igangsatte fødsler og bæltet på svangreafsnittet havde svært ved at slutte tæt til maven, så ofte røg forbindelsen men vi fik af vide at alt var fint med lillepigen så vi skulle ikke være bekymrede.
På fødestuen var der samme problem, troede vi, men det viste sig, at det var fordi babys hjerteryme var uregelmæssig og nogen gange forsvandt! Kl. 19 ankom en læge for at lægge elektrode på babys hovede, så de kunne følge mere præcist med i hjerterytmen. Der blev også taget blodprøver fra hendes hoved, for at sikre helt nøjagtige tal på hendes trivsel derinde. Jeg var helt ude af den, men jm Anne var så rolig og professionel og sagde, at selvfølgelig gjorde de det af en årsag, men at det netop bevirkede at de kunne arbejde endnu hurtige HVIS nu der skulle ske noget og hun havde jo ret 
Kort efter elektroden var lagt og jeg havde fået samling på mig selv begyndte jeg at fryse helt vildt, temperaturen blev målt til 38,5 og igen 10 min efter til 39,7... Jeg havde det helt forfærdeligt og der blev givet antibiotika i droppet i min hånd.. Lægen kom tilbage og forklarede, at det enten kunne være en reaktion på epiduralen ekker at min krop nu var så presset, at den troede baby var et fremmedlegeme som skulle bekæmpes!
Jeg fik antibiotika to gange i alt og feberen faldt hurtigt uden nogle udslag hos baby, pyha! Kl. 20.20 var jeg langt om længe 4 cm åben og i aktiv fødsel, desværre var mine veer stoppet så nu måtte der vedrop til. Jeg var stadig fuldt ud smertedækket men kunne se på skærmen at de bkev regelmæssige igen og en del kraftigere end før. Hver 30. minut blev intensiteten øget.. Denne gang reagerede min krop endnu vildere på al det der kom i den gennem droppet og både min og babys hjerteryme dalede drastisk! Jeg fik efedrin i droppet for at få ordentlig gang i os begge igen og det virkede med det samme, gudsketak og lov for det. Hold kæft med slanger og dimser jeg havde alle vejne:
- Drop i venstre hånd med skiftevis vedtimulerende, antibiotika og efedrin.
- Epi'en der lå som en gennemsigtig slange fra inde i rygmarven, tapet fast langs rygraden og udmundede i en beholder der hang rundt om halsen i en snor.
- og så to ledninger fra babys hovede inde i maven, ud gennem mig og tapet fast til mit højre inderlår!
Da der kom ro og regelmæssighed på feber og hjerteryme kunne vi slappe lidt af, få lidt mad og min kæreste tog et billede af mig med alle slangerne, det er meget skægt at have nu Det var til gengæld noget af et cirkus at komme på wc, da stativet med stofferne selv sagt skulle med. Mit højre ben føltes som om det sov pga epiduralen, så haltede som en gammel dame når jeg skulle gå, men gå det ville jeg og jeg ville gøre det uden hjælp (og så undrer jeg mig over hvor min datter har sit stædige sind fra )
Kl. 21.45 var jeg 5 cm åben og det blev besluttet at skrue op for vedroppet hver 20. minut istedet for hver 30..
Både min kæreste og jeg kunne få lidt søvn efter vi havde hilst på den nye jm, der var nemlig vagtskifte.
Jeg kunne ikke FORDRAGE den nye jm!! En gammel dame der var alt for snakkesalig efter min mening - muligvis fordi jeg begyndte at mærke veerne igen
Frem til kl. 24 sov både min kæreste og jeg, men nu var epiduralen ved at miste sin magiske virkning og jeg fik sagt mere end een gang til jm, at hun godt kunne tage at hælde mere væske i den beholder. Hun kom også for at skrue en tand mere op for vedroppet men fik knapt så pænt besked på, at holde nallerne langt væk derfra! Undersøgelsen lidt over midnat viste 9 cm åben, så droppet havde gjort sit arbejde godt..
Der gik yderligere to timer med veer, halvsovning mellem veerne, konstant tissetrang og en uslukkelig tørst.!
Kl. 2 indisterede jeg på at komme på toilettet men jm sagde at det var bedst at jeg blev i sengen, for satan jeg blev sur der for skulle sådan skide!!! Hun gav sig og gik med til at lægge et bækken under mig. Selvfølgelig hverken kunne eller skulle jeg skide
Jm undersøgte og jeg var nu 10 cm åben, hun tog sit strikketøj frem og satte sig ned i hjørnet med det og sagde: "Nu slapper du bare af så godt du kan, hvis du føler behov for at presse, så gør du det, men først når du slet ikke kan modstå.. god fornøjelse"
DER gik det op for os, at vi inden længe ville få vores datter i armene, det var et adrenalinsus uden sidestykke!
Veerne ændrede stille og roligt karakter og til sidst måtte jeg bare presse, nærmest som en helt automatisk refleks..
Jm rejste sig fra strikketøjet og resten af forløbet er nok det der står aller tydeligst i min hukommelse, omend tidsfornemmelsen svigtede.
En brændende smerte uden lige ramte og jeg pressede som en sindssyg, det var svært at lade vlre i vepauserne og for første gang var jeg lykkelig så snart en ve ramte, det var ulideligt at skulle stoppe i pauserne..! Efter hvad jeg troede var den største smerte jeg skulle opleve, overtog min krop forsøgte jm at opmuntre mig med, at hovedet var halvvejs ude. KUN HALVVEJS?!?! Jeg pressede endnu mere i næste ve, for det hoved skulle fa***e ikke kun være halvvejs ude, så ondt som det gjorde! Ganske rigtigt kom hovedet ud i næste ve, men nu så jm underlig ud i ansigtet og beordrede mig til at presse som jeg aldrig havde presset før, for fostervandet var blevet grønt og lillepigen skulle ud NU!
Pressede og pressede, lå på siden men kunne ikke holde venstre ben oppe så det skulle kæresten holde. Han tog fat men det gjorde endnu mere ondt end at have benene samlet, og han blev ved med at holde det så det flyttede sig frem og tilbage, ikke med vilje, men fordi de 30 kg jeg tog på hovedsageligt havde sat sig på røv og lår Det var det eneste tidspunkt jeg råbte under fødslen og ordene blev: "SÅ HOLD DOG DET FUCKING BEN STILLE FOR HELVEDE!!!" ... Så det gjorde han.
Kort efter om på ryggen med jm nærmest råbende at nu skulle jeg bare presse igennem, ve eller ej, for det var sidste chance for at få baby ud. Troede ikke at jeg kunne presse mere, men en uanet styrke kom over mig og jeg skreg af mine lungers fulde kraft, i hvad der føltes som en evighed, og klask, et styks lille pige lå pludselig på mit bryst <3
Ingen af os havde lyst til at klippe navlestrengen, så den klarede jm. Computeren virkede ikke på fødestuen, derfor skulle alle noter fra fødslen skrives ind efterfølgende, så efter mål og vejning af baby, k-vitamin indsprøjtning og en massiv mavepuster til mig, fik vi ristet toast og fred, mens jm noterede..
Baby scorede 10/10 på apgar, på trods af de store komplikationer under fødslen og bortset fra en forkølelse har hun ikke været syg endnu 
Ærligt vil jeg sige at jeg ikke nød timerne på fødestuen efter fødslen, men da først vi vaklede ned på barselsgangen til rent sengetøj og frisk luft var alt godt. Kombinationen af fostervand, blod, sved og medicin var ikke den lækreste cocktail
Jeg slap med to overfladiske hudafskrabninger som kun krævede en knude i hver, så de ikke ville gro sammen med hinanden efterfølgende, de sad i hver sin indre skamlæbe, lige overfor hinanden nemlig.. Presseveerne tog kun 7 min fra første og til hun var ude og det var et dejligt kompliment fra jm efterfølgende, at selvom fødslen forløb som den gjorde og det var første gang, havde jeg overrasket og hun ville tro at jeg havde gjort det 2-3 gange tidligere. Det var sgu rart at vide, at jeg havde været så godt med, med både pressestyrke, længde og vejrtrækning, på trods af manglende fødselsforberedelse..
I dag er min datter 4 måneder og 3 uger og aldrig har jeg elsket et menneske så højt <3 Fødslen blev altså igangsat fredag kl. 18, og jeg fødte søndag kl. 02.32, men allerde få timer efter fødslen kunne jeg have gjort det hele en gang til.
Eller to - vi vil gerne have tre børn med tiden
