Så jeg havde nok aldrig regnet med at skulle skrive sådan et emne. Vi har en 3,5-årig pige, som bare er så rolig, empatisk og udtrykker følelser gennem ord og gråd, og vi er selv nogle fredelige typer, så det er en vildt underlig og rigtig hård situation at stå i, for det er så synd for vores lille dreng.
Han er tæt på 2 år, og han slår. MEGET. Og kaster legetøj efter os/storesøster og bider. Jeg synes, at det bliver værre og værre. Jeg oplever, at han gør det i 3 forskellige tilfælde:
70% af situationerne pga. søskendejalousi
20 % af situationerne pga. frustration, hvis han fx får nej
10% af situationerne fuldstændig umotiveret
Og jeg ved ikke, hvad vi skal gøre. Han har altid været en GLAD dreng. Virkelig glad. Intet kunne røre ham, folk har altid bare kommenteret hvor glad og veltilpas han var. Jo, han var vild, og er det stadig, en rigtig lille dreng med stort d, men den her adfærd er ny, det er kommet indenfor den seneste måned. Samme tid med dårlig nattesøvn, og ikke at ville puttes til middagslur (ørerne er checket, de er fine).
Hvad skal vi dog gøre? Jeg synes det er meget frustrerende og fylder meget. Han opfører sig helt artigt når han fx er hos farmor/farfar og passes alene uden storesøster, og vi oplever også at han generelt er markant mere rolig og mindre voldsom, når søster ikke er hjemme, om end dog ikke 100% artig som når han er ude af huset.
Jeg kan opleve jeg bliver helt "bange for ham". Altså hvis han fx kommer løbende mod mig med armene hævet, for man ved aldrig, om det er for at smække en lussing. I går sad vi og legede, og han havde sådan en lille kvadratisk papbog. Og helt umotiveret kylede han den i ansigtet af mig, så jeg begyndte at hyle, fordi det gjorde så ondt. Og det samme med, hvis man lige siger nej, så kommer tandsættet frem, og storesøster tager afstand til ham pga. det.
Det er SÅ synd for ham! Jeg er slet ikke vred over det, fordi jeg er udmærket klar over, at det er en reaktion på noget andet.
Det vi gør er at arbejde super meget med positiv opmærksomhed. Når søster er hjemme gør han konstant næsten noget han ved han ikke må (for opmærksomhed), og vi gør meget ud af at aflede, for ellers kunne vi gå og sige "NEJ NEJ NEJ NEJ NEJ" hele tiden. Vi roser ham, når han så i stedet ikke gør det forbudte, altså sådan, hvor er du god til at TRILLE med bolden (der må ikke kastes med bolde indendørs).
Vi prøver at give ham alenetid med os forældre, og når begge børn er her, forsøger vi at fordele opmærksomheden så ligeligt som man nu kan, eller dele os op, så den ene lege med den ene, og den anden leger med den anden.
Og når han så slår, og kaster med ting og bider. Selvfølgelig får han jævnligt at vide, at det må man ikke. Vi prøver at forklare, at far/mor/søster/whoever bliver ked af det. Opfordrer til kys og kram i stedet. Men hovedparten af tiden arbejder vi ikke med skæld ud for tingene, fordi det forstærker den dårlige adfærd. I stedet prøver vi fx at tage ham op, give ham et kram, tage ham væk fra situationen, vise ham - på hans aldersniveau - hvad han kan gøre i stedet, rumme hans følelser "Nu bliver du rigtig vred" eller "Du bliver ked af det når [søster] sidder hos mor". Men igen: Vi fastholder selvfølgelig, at han jævnligt får at vide, man ikke må slå. Men på en, føler jeg, konstruktiv måde.
Hvordan får vi brudt dette voldsomme mønster? Det er fandme så synd for min lille, dejlige dreng 
