Stress...

Hvordan kan det være at man er SÅ pligtopfyldende at man bare IKKE VIL høre på både læger, psykologer samt familie der fortæller en at det ikke dur det her med delvis sygemelding men at man altså skal fuld sygemeldes?

Det er mig selv jeg taler om.

Er delvis sygemeldt fra mit arbejde pga. stress. 

Jeg græder oftest over ingenting. Bliver hurtig vred. Hukommelsen er som en si. Jeg magter ikke store forsamlinger. Var til barndåb i dag og hele dagen tilbragte jeg stort set væk fra alle. Kunne ikke overskue al den snak og det jeg skulle tage stilling til.

Vores sexliv fungerer slet, slet ikke. Jeg har ikke lyst. Vil bare være i fred.

Min mand er så sød, omsorgsfuld men jeg kan ikke snakke med ham om vores sex. Det gør ondt på ham siger han. Som om det har noget med ham at gøre. Jeg vil bare begrave mig under min dyne og være i fred. 

Men alligevel, selvom jeg, fra det øjeblik slår øjenene op, bare frygter dagen og alle de beslutninger der er, står jeg alligevel op og tager afsted.

Jeg VED at det ender højst sandsynligt galt. Fordi jeg ikke hører hvad min krop fortæller men jeg kan ikke overbevise mig selv om at jeg burde sige stop. Burde sige nu trækker jeg stikket.

Men jeg gør det ikke. For mange forpligtelser. For megen dårlig samvittighed. Hiver mig igennem dagene, "lader som om" overfor alle mine kolleger imens jeg bare siger: Nu er der snart ferie, nu er der snart weekend. En kort dag idag. Bare mødet i eftermiddag osv. 

Tak fordi I læste med... 

Hmm det er svært at sige, men jeg kender det godt! Jeg endte så bare med at bryde fuldstændig sammen, totalt uventet for mine kolleger! Det er heller ikke et hit skulle jeg hilse og sige! 

Jeg kan ikke rigtig sige så meget andet, end se at lytte til din krop og så går jeg ud fra, at du har en chef, der kan tage over og finde en løsning mens du er væk! Jo længere tid du trækker den, jo længere tid kommer du højest sandsynligt til at være væk i den anden ende... og det er jo ikke godt hverken for dig eller arbejdspladsen.

Din krop har brug for ro, søvn og hvile og det får den ikke, når du er på job! Det lyder ikke til, at du har fanget det i opløbet, derfor vil jeg råde dig til, at komme helt væk! Den første måned havde jeg konstant dårlig samvittighed, og kunne slet ikke være i mig selv, det blev langsomt bedre, men det var godt nok op af bakke!

Din vigtigste opgave er at passe på dig selv, jeg er ret sikker på, at du ikke får den store tak fra arbejdspladsen, for at gå fuldstændig ned med flaget, fordi du knoklede for deres skyld!

Kram herfra

Jeg har ikke selv haft stress, men min mand gik ned med det for år tilbage. Og det som fik ham til at tage det rigtig seriøst, var at lægen fortalte ham, at hvis han ikke blev sygemeldt ASAP, så ville han være død indenfor 3 mdr., så slemt var det!

Så tjek hvad der betyder noget for dig, for i yderste konsekvens kan det betyde at din mand (og børn hvis I har sådan nogle), ender med at skulle undvære dig! Og det kan intet arbejde være værd..

Du må undskylde hvis jeg lyder meget hård, men jeg har stået og været pårørende til en stressramt, og det er mega monster hårdt, og jeg endte med at true min mand med skilsmisse hvis han ikke tog til lægen, for jeg anede ikke mine levende råd! 

Så lyt nu til lægen, arbejdspladsen kommer ikke til at hænge en plakat af dig op til evigt minde, hvis du ender med at arbejde dig selv ihjel..

Jeg har været der og derfor vil jeg nu give dig en del af den opsang jeg fik af min læge, som har fået mig til at indse et par ting. Tag dig selv alvorligt! Det er helt til grin at du ignorerer dig selv, hvorfor er du ikke lige så vigtig som alle andre.. Og den dårlige samvittighed.. Man tænker "ej det ville også være synd for den og den og den..."- ja, men hvorfor er det ikke synd for DIG?! Jeg har som sagt selv været/er der og har/havde fysiske symptomer som mavepine, hovedpine og især hjertebanken som uden tvivl er det værste! Det er for dumt ikke at tage imod den sygemelding, gør dig selv en tjeneste.. Det vil gøre dig meget godt.. Hvis du har børn, så tænk på dem også.. Har du lyst til at de skal huske dig, som du er nu?? 

Søde du - du bliver simpelthen nødt til, at sætte dig selv først i det her! Der er INGEN der takker dig, hvis du går ned med stress. Til gengæld har du så ødelagt dig selv, og muligvis også din familie, da du måske ikke kan overskue dem, eller de ikke kan overskue dig, da det er superhårdt at være pårørende til en stressramt. Er dit arbejde vigtigere end dig selv og din familie? Og i så fald, hvorfor? Det er ikke ment negativt, men jeg tror det er nogle spørgsmål, du skal stille dig selv - og være ærlig. Er det fordi du har brug for at føle dig vigtig/nødvendig og hvad bunder det i så fald i?

Jeg har selv været der, blot ikke i samme grad, som det lyder til at du er. For mig handler det nok i bund og grund om lavt selvværd - hvis jeg nu liiiige gør sådan og sådan, så bliver folk glade (og dermed kan de måske bedre lide mig)/hvis jeg nu liiige læser lidt mere får jeg 12, og så kan folk se op til mig (og måske bedre lide mig) osv osv. Det resulterede så i, at jeg begyndte at blokere, når jeg skulle læse, fordi der blev sat krav til, at NU skulle jeg være genial og forstå det hele - eller, rettere sagt, jeg satte krav til mig selv, fordi jeg så gerne ville gøre det godt, så andre (og mig selv) ville synes, at jeg er dygtig, at jeg har præsteret noget. Er det det samme du søger? At du ikke vil skuffe dem på dit arbejde, fordi du i bund og grund tror, at de i så fald vil kunne lide dig mindre? 

Gennem samtaler med min læge nåede jeg frem til det simple, men meget effektfulde, mantra: "Hvad er det værste, der kan ske?". Jeg kendte det godt i forvejen, men har aldrig rigtig "indset" det. For, hvad er det værste der kan ske, hvis du sygemelder dig? At de skal finde en vikar? At de andre har en smule mere travlt i en periode indtil de finder den nye rytme? At dine kunder/klienter/hvaddunuendlaver skal vente lidt længere og måske ikke se et kendt ansigt næste gang? I så fald, hvad er det værste der kan ske ved det? 

Det vigtigste i dit liv bør være dig selv, og derigennem dine nære.Du fortjener bedre, end at bruge dit liv på ikke at være lykkelig - og helt ærligt, har du ikke spildt nok af dit liv på at føle, at dagene, ugerne og månederne var noget du skulle gennemføre i stedet for at nyde? Det er tid til forandring, så du kan få det godt igen 

Jeg har selv været, hvor du er og det endte i et brag - jeg blev rigtig syg af det. Jeg lyttede heller ikke til mig selv. Mente at det ikke kunne passe, at jeg kunne være stresset - at det var noget pjat med mig. Alle andre kunne jo klare det jeg skulle, så det kunne og skulle jeg også.

Jeg endte med en fuld sygemelding og her flere år efter er jeg stadig mærket af det. Netop fordi jeg ikke lyttede til mig selv, men blev ved at presse min krop selvom den sagde stop. Du er nødt til at lytte til dig selv og stoppe op i tide. Stress er alvorligt og skal tages alvorligt! Vær åben omkring det - du vil møde mere forståelse end du regner med. Giv dig selv lov til at være ked af det og forsøg ikke at skjule det. Da jeg accepterede situationen, begyndte jeg at få det bedre. Din mand lyder sød og opmærksom. Sex er nok ikke det du tænker mest på lige nu, men det kommer igen, så snart din krop har fået ro til at blive sig selv - og du kan mærke dig selv igen. Når man er stresset, er det svært at mærke sig selv - man er ikke til stede i sin krop, men i sit hovedet (sådan havde jeg det). Kom ud og gå nogle ture i naturen og lav ting du har lyst til. Spørg dig selv "hvad har jeg til lige nu" - og gør det! Gør en masse godt for dig selv og tænk ikke på, hvad andre forventer af dig. Se dig selv som et lille barn - dig selv som da du var 4-5 år og tænk på, hvordan du kan hjælpe denne lille pige, så hun får det godt igen. Hvordan ville du behandle hende? Ville du blive ved at presse hende og bebrejde hende, eller ville du holde om hende og passe på hende?  Vær god ved hende (dig selv) og giv hende en masse omsorg og lav en masse ting med hende, der gør hende glad - det har hun brug for.

Det sidste kan lyde mærkeligt, men se på dig selv med kærlige øjne og giv dig selv en masse omsorg Kram herfra

Har du været fuldtidssygemeldt??  

Tænker at, i hvert fald for mit eget vedkommende så var en deltidssygemelding i kortere dage == at jeg bare nåede mere på kortere tid =  stadig med press på en selv. 

Så prøv fuld tid hjemme også langsom byg op med først en opgave stille og roligt.