Min mand gjorde det samme med det første, måske især fordi jeg havde behov for at tale om det allerede fra jeg havde fået en scanning (den gang fik man en scanning i uge 19). Og tror for ham var der bare lang tid til, og en del mere uvirkeligt end for mig.
Vi blev dog enige om to pigenavne, eller rettere jeg blev enig 
Og han sagde okay. Drengenavne fandt vi aldrig (så var det jo heldigt at det blev en pige). Og ja de to pigenavne blev det heller ikke, for en uge før termin stod jeg på biblioteket og læste bag på en bog (og nej ikke Dinas bog) og navnet Dina sprang mig i øjnene og Dina blev det da hun kom ud og var en Dina 
Så mit gode råd er at finde de navne du vil have, og sig dem mange gange og pludselig kommer farmand nok til at sige noget - men ikke presse for måske er han bare ikke parat til at finde et navn endnu. Jeg havde det sådan selv med nummer 4, kunne slet ikke forlige mig med han skulle have andet navn end lillebror, resten af famlien pressede mig da han var en måned, at nu skulle han have et navn - jeg bøjede mig for et navn (som jeg selv havde foreslået), men kaldte ham ikke navnet det første år.
Anmeld
