Det er godt nok ved at være længe siden, men i får den alligevel 
og den er laaaannnngggg 
Jeg havde tid til igangsættelse onsdag den 21. maj kl. 13:20 i obstetrisk ambulatorie Herning. Vi mødte op, spændte på, hvad der skulle ske. Vi var blevet informeret om tidligere, at jeg skulle have lagt et ballonkateter fordi jeg tidligere har fået KS. Ved ankomsten fik jeg kørt en CTG, som var rigtig fin, den viste en smule plukkeveer – jeg mærkede dog ikke dem alle sammen. Efter ca. 30 min med den på blev jeg vist ind i et andet lokale, hvor en læge ville komme og lægge kateteret. Hun mærker på maven og laver fosterskøn til 4500 g. Det gjorde ret ondt i mine slimhinder, at få lagt ballonerne op, de var i forvejen enormt ømme og sensitive. Lægen får uden problemer lagt kateteret og fyldt den med 2x80 ml vand i ballonerne. Da jeg kom op at stå føltes det som om ballonerne var ved at falde ud tror jeg må have set sjov ud da jeg gik
Herefter bliver jeg indlagt på svanger/barselsgangen, hvor vi selv trisser over. Martin og jeg sludre lidt og efter ca. 1 time kommer de første tegn på at vi nu er ”i gang”. Plukkeveerne bliver lidt stride og der går ikke længe inden de bider en smule. Efter en times tid kører manden hjem og henter storesøster, som skal med sin onkel i cirkus. Jeg lægger mig og hviler en times tid, så godt jeg nu kan. Jeg skal lige koncentrere mig lidt under plukveerne. JM Laura var et smut inde og hilse på og kunne godt se jeg havde lidt mere end små uskyldige plukkeveer. Efter yderligere en time løber der væske ud af mig for neden. Jeg kalder på Laura, og fortæller hende, at enten er mit vand gået eller også er der læg i en af ballonerne – jeg tror selv på det sidste da mængden passer med ca. 80 ml. Hun undersøger mig og fortæller at hun i hvert fald kan mærke der er en ballon, men hun vil ringe og forhøre sig ved en læge – hun kommer tilbage og meddeler, at der vil komme en læge og kikke på mig, men de har ret travlt lige pt. Det tror jeg på – der kom ikke en læge før kl. 22 :/ Og hun var sku irriterende. Jeg mistede fuldstændig appetitten da mine plukkeveer startede og havde derfor ikke spist så meget i løbet af eftermiddagen og aftenen. Kun en portion æblegrød og så havde jeg taget en portion mere med ned på stuen. Og vi snakker altså en portion på max en dl. Hun stejlede fuldstændig da hun så det og himlede op om at det i hvert fald ikke var diabetikker kost osv osv…. Bahh tænkte jeg bare, som om ungen tager 1 kg på inden jeg føder, hun har endda skrevet det i min journal, at de skulle være obs på min kost. Nå, men hun ville ikke have mig med før jeg havde målt mit blodsukker. Det var 6.5 og fik så lov at komme med, kæft et postyr for ingenting.
Nå, men hun tager mig med ned på fødegangen, som er lige nedenunder. Her undersøger hun mig og kan konstatere at den ene ballon er sprunget og siger der skal lægges et helt nyt kateter :/ Og også denne gang gør det sindssygt ondt – jeg ved ikke om det var fordi jeg var alene, træt eller hvad, men jeg tuede som pisket og lægen fik et par ikke så pæne eder med på vejen. De to JM, der var tilstede havde helt ondt af mig. De var super søde og holdte i hånden og støttede mig. Også lægen viste sig fra sin pæne side og trøstede også. Og brugte endda det dyrest undersøgelsessæt da det var mindst smertefuldt J Lægen giver grønt lys for at jeg må få en ”cocktail” at sove på, da jeg er godt lukket og hun ikke tror der er udsigt til en snarlig fødsel, hvilket jeg takker ja til.
Tilbage på min stue får jeg en del plukkeveer som er ret stride. Jeg skal have kørt endnu en kurve inden jeg må gå til køjs. Jeg starter med at ligge på ryggen og her vælter plukkeveerne ind over mig. Efter 30 min, hvor de intet brugbart har fra målingerne forlanger jeg at komme om på siden. Det hjælper på mine veer, men de får nu svært ved at fange bettemanden i en længere periode. Jeg ved ikke hvor længe, der går men til sidst er de tilfredse. JM kommer med varme poser til mig, som hjælper på smerterne. Jeg får sovet nogle sammenhængende timer. Får varmepuderne varmet igen ved 2 tiden og sover derefter endnu et par timer.
Næste morgen har vi en tid på fødegangen kl. 8, hvor de håber at kunne tage mit vand. Der bliver fra starten koblet to JM på mig da jeg er ”speciel” patient pga. sukkersyge. (Normalt skal man som sukkersyge patient føde i Skejby, men det havde jeg sagt jeg ikke ville. Jeg døjer med en depression og lidt angst, og kunne derfor slet ikke overskue at skulle derud. Jeg fik derfor, af overlægerne i Herning, lov at føde ”hjemme&rdquo.
Jeg får til start kørt en kurve som ser fin ud og der ses jævnligt plukkeveer, og jeg kan lige så godt vænne mig til det med CTG, for det skal jeg have gennem hele forløbet da jeg er en højrisiko patient pga. tidligere KS, svangerskabsforgiftning, højt blodtryk, højt BMI, stort barn, stort blodtab efter sidste fødsel og diabetes – puhh de må have hadet mig for at vælge at blive i Herning . Den ene JM og afdelings JM undersøger mig og vurdere jeg er ca. 4-5 cm åben, fedt tænkte jeg – så er der da sandsynlighed for det bliver i dag . Han står meget højt og de kan mærke noget på fosterhinden de ikke helt kan sige hvad er. De tør ikke tage vandet da de frygter det er blodkar. Der bliver derfor sent bud efter forvagt Pernille, som skal lave en vurdering på det. Hun kan heller ikke mærke hvad det er, så det besluttes jeg lige skal scannes. Det viser sig ikke at være blodkar, så der gives grønt lys for at de kan tage vandet. De kan dog ikke komme til da han står meget højt og smutter væk når de prøver at prikke hul. Her troede jeg løbet var kørt og de ville sende mig til KS. Men de bliver enige om, at de vil ligge ve stimulerende drop og se hvad det eventuelt kan gøre. Og så vil de lige tage det med på konference for at være sikker på, at der skal fortsættes som planlagt.
Jeg giver her udtryk for, at hvis veerne bliver slemme vil jeg have en epi, eller det havde jeg faktisk sagt fra starten af fordi mine veer var så stride med storesøster da mit vand blev taget. Det skriver de ned og tager alvorligt og er forstående. Desuden laver de også et fosterskøn på 4500g. Endvidere har lægen fra aftenen forinden noteret i min journal at jeg skal have målt blodsukker hver time og at den skal være mellem 4-6, what. Havde ellers en aftale med diabeteslægen fra Herning sygehus at det var ca hver 2.-3. time og at der skulle gives glucosedrop ved bs under 7 L Mellem 4-6 er et noget lille interval for hver time. Så kan man nærmest intet spise uden man skal have enten det ene eller det andet insulin L Damn hun var ikke i høj kurs.
Ca. kl. 10. Jeg fik lagt en venflon, som fra start faktisk irriterede mig helt vildt. Efter noget tid, hvor de jævnligt har øget droppet begynder veerne lige så stille at komme, men ikke mere end at jeg kan holde det ud og jeg slapper fint af i pauserne. Sådan går der et par timer hvor de løbende skruer op for styrken. Veerne bliver kraftigere, men stadig ikke mere end jeg kan håndtere, JM spørger løbende om det er nu jeg skal have epi, men jeg synes ikke det er så slemt når bare der er pause imellem så jeg takker hver gang nej. Jeg får også her tilbudt klyx som jeg takker ja til. Den virker efter hensigten og jeg får tømt godt ud. Jeg slapper fint af i ve pauserne og får varmepuder på som også hjælper ret godt. Jeg ligger og hører lidt musik på telefonen. Martin ringer til sine forældre og får dem til at hente storesøster i bh og jeg sms’er til mine om de vil tage hende med hjem efter bedsteforældredag dagen efter.
Lige pludselig giver det et ordentlig smæld i maven, som får både lillemanden og mig til at spjætte helt vildt og det gør ondt ned mod skridtet. Jeg tænker med det samme, at det er præcis som jeg før har hørt det føles når vandet går, men der kommer ingen vand, så tænker at det er det nok ikke så. Efter ganske få minutter kommer veerne væltende og jeg er nu ikke i tvivl om, at det er fordi mit vand er gået. Det føltes fuldstændig som da de tog vandet med Sille. Jeg beder nu om, at der skal ringes efter en epi, som skal lægges ASAP. JM ringer med det same og siger det skal være med det samme og anæstesi lægen kommer ret hurtigt der efter. Og hun skruger ned for ve droppet. I modsætning til sidste gang synes jeg det gør rigtig ondt, at få den lagt og at det er vildt ubehageligt. Denne gang går der også noget tid inden den virker – og så synes jeg ikke den virker helt så godt som sidst. Jeg kan stadig mærke veerne, de gør bare ikke vildt ondt. Der bliver slukket helt for vedroppet. Da epi er begyndt at virke helt trænger jeg til at komme på WC, jeg kommer på benene, som godt kan mærkes og bære mig J da jeg tisser føles det som om der kom noget med fra skeden og tænker igen om det ikke er vandet der er gået, men der kommer ikke mere. Da jeg rejser mig drypper jeg lidt og så kan jeg mærke hvad der er på vej. Jeg åbner døren ind til manden og JM og siger at det med tage vandet ikke er nødvendigt, jeg klare det selv – og så vælter det bare ud af mig med klart fostervand kl. 14:18.
Tilbage på briksen får jeg CTG sat til igen og den viser lillemanden er ok. JM undersøger mig og jeg er 1 cm åben WHAT, hvor blev de sidste 3-4 cm af?!?! Hun siger det er meget normalt man lukker sig lidt igen når vandet er gået, da det ikke tynger ned på samme måde mere. ØV tænkte jeg bare og synes at det er lidt op af bakke igen.
Efter epi’en er lagt begynder det at klø helt vildt på hele kroppen. Det er en normal reaktion på det, men hold nu kæft det er belastende. Jeg begynder også hurtigt at fryse og får varmelampen over mig, uhmm J har dog ingen feber. To timer efter vandet er gået er der ikke sket ret meget og de beslutter at starte vedrop igen.
Kl. 17:30 er jeg 4 cm åben og det går nu lidt fremad igen, nu er jeg da i det mindste i aktiv fødsel – har ca 5 veer pr. 10. min J mit vand står og siver hele tiden, det mærkes en smule underligt. Ve droppet øges hele tiden og veerne er nu igen blevet til at mærke, også lidt mere end ønskeligt Under veerne bliver det værre med kløen og jeg har til tider svært ved at fokusere på veerne fordi det klør så vanvittigt. JM begynder at stryge mig op af benene og fordi jeg har sådan et ”strikket” tæppe på virker det kløestillende og det bliver så meget nemmere at fokusere på veerne, det var virkelig skønt. Kl. 18:30 - 5 cm, nu begynder jeg at tro på det hele nok skal gå. Så er der jm skifte og det er jeg faktisk ret træt af. Ind kommer jm Tove som er en ældre dame, som virker noget stram i betrækket. Hun undersøger mig ved 20:15 tiden 6-7 cm. Ved 21:45 tiden endnu 6-7 cm og ingen fremgang og lillemandens hjerterytme falder indimellem. Bagvagt Ole bliver konsulteret og de vælger at tage en scalp Ph. værdi på ham, den er normal. Kl. 22 er jeg på wc, men jeg kan ikke komme af med noget. Jeg får lov at gå lidt rundt på stuen da jeg er ved at være noget træt af at ligge ned. Efter kort tid stopper veerne?!?! Hmm, prøver igen uden, held, at tisse. Tilbage på briksen bliver jeg katheriseret. Min urin er ret koncentreret, så jeg bliver opfordret til at drikke en masse. Kl. 23 bliver der taget en ny scalp ph. Som også er normal. I samme ombæring bliver jeg undersøgt og er nu kun 6 cm åben – nej nej nej. Tænker at det begynder at ligne forløbet med storesøster og mister håbet om vaginal fødsel en smule. Kl. 00:00 bliver der endnu engang taget en scalp ph. Og nu er jeg 8 cm åben. Bliver her faktisk en smule skræmt da der jo lige pludselig ikke er så langt igen. Martin er god til at hjælpe mig med vejrtrækningen, og stryger mig på benene. Synes også det begynder, at gøre mere ondt ned over mit skamben og det trykker nedad til på en helt anden måde. Efter kort tid får jeg pressetrang i slutningen af veerne. Martin bliver ved med, at sige jeg skal huske at trække vejret, så måtte lige fortælle ham at man altså ikke kan trække vejret når man presser jeg får en sækkepude op på briksen og ligger ind over den med overkroppen så jeg kan vugge med rumpen. Det er faktisk rigtig rart. Det eneste problem er bare at jeg ligger med knæene på en kant så mine underben bliver helt følelsesløse. Kl. 1:15 bliver jeg undersøgt igen og er 9 cm åben, og pressetrangen bliver mere intens. Jeg har før hørt at folk siger det hele føles meget rare når man får pressetrang, og der kan jeg kun være enig. Kroppen tog bare over og jeg kunne bare følge med. Synes dog det var noget hårdt.
Kl. 1:50 10 cm og presser nu mere aktivt under det meste af veen. De måler igen en scalp ph., som er normal. Kl. 2:10 presser jeg aktivt og de lukker ned for epi. Det blev næsten min død. Efter kort tid begynder jeg, at få sindssyg ondt ud i min venstre hofte. Jeg kunne ikke finde en stilling, der kunne afhjælpe det, shit det gjorde ondt. Under hele presseperioden kamp sveder jeg bare. Har det virkelig varmt, Martin prøver ihærdigt at holde kluden på min pande kold. Kl. 2:30 ny scalp ph., som var ok. Kl. 3:30 har jeg presset i 1½ time og jeg er ved at gå i opløsning af smerter. Jeg skriger på smertestillende og på, at de skal få den unge ud NU. Jeg tudbrøler og tikker Martin om at gøre noget, jm og afd. jm får samme bøn. De taler om at der evt skal lægges en cup og så strømmer det ind med mennesker på stuen. Bl.a. lægen Pernille fra før. Hun kikker lidt med og står ellers bare om brummer lidt. Jeg kan pga. smerter ikke selv løfte mine ben når jeg skal presse, så Pernille og jm må hjælpe med hver deres ben. Og jeg har svært ved at holde dem oppe fordi sveden render af mig. En jm jeg aldrig fandt ud af hvad hed, og i dag ikke ville kunne genkende, blev beordret, af mig, til at finde nogle varmepuder i en fart til min hofte. Da hun kom med dem føltes det virkelig som om den var taget lige fra skabet uden overhovedet at være blevet varmet. Hun bliver med eder sent afsted igen med besked på at få det l… varmet i en fart. Martin har efterfølgende fortalt, at de var så glohede at, hverken ham eller jm kunne holde ved dem, ups. Egentlig var jeg nok mest sur på jm over at hun ikke hørte på hvad jeg sagde og kom med forslag til evt lindring. Pernille siger flere gange til mig at jeg skal tage det roligt og at det jo skal gøre ondt når barnet begynder at presse nedaf – behøver jeg at fortælle at hun fik en ed og et par skarpe øjne med på vejen. Prøver forgæves at forklare dem, at presset er til at have med at gøre, men at det er min hofte der føles som om den er ved at revne indvendig. Fik sku ikke meget opbakning L Bagvagt Ole kommer på stuen. Det skal lige siges at jeg havde mødt Ole to gange før, til nogle af mine konsultationer, og det var ham der lavede min fødselsplan, så han var et kendt ansigt og det var præcis derfor jeg valgte at blive i Herning. I Århus var sandsynligheden for at møde et kendt ansigt nærmest lig 0. Nå men han giver nogle ordre og undersøger så mig. Herefter siger han højt, så skal vi lige have ro på stuen og det blev der. Han kikker derefter på mig og fortæller at han vil lægge en cup og at det er vigtigt at vi samarbejder så det kommer til at gå. Jeg nikker og lytter. Cup’en bliver lagt og Ole hiver, svup cuppen ryger af fordi den ikke sad ordentlig fast pga. elektroden bassen havde på hovedet. På og af igen – og det samme engang til, den sidste gang synes han dog det mærkes som om at baby fulgte med og begyndte at rotere. Han fortæller at han giver det endnu et forsøg selvom de normalt kun prøver tre gange, men at han ikke kan love at det virker og så er det aks. Ok siger jeg, han sætter den på igen og trækker. Jeg kan mærke at der sker noget og smerten i hoften bliver endnu vildere. Ole beder mig om at gispe hvilket jeg gør og føder hovedet. Pernille begynder at knappe min skjorte op og jeg er nu klar over at han er lige ved at være der. Jeg kan høre at de snakker om at han sidder fast med sin skulder og et øjeblik efter kommer den sygeste smerte i min skede og jeg skriger fuldstændig uhæmmet og spørger om de lige klippede mig, hvilket afd. Jm nikker til. Pernille klapper mig på armen og siger, slap af slap af, så slemt er det ikke. Havde jeg haft overskuddet til det var hun blevet bedt om at skride ad h… til. kl. 3:57 kommer en meget blå og slap baby op på min mave. Jeg når lige at nusse han på ryggen og ligge en hånd på hans hoved og så er han væk igen. De giver han ilt med det samme, jeg får sagt til Martin at han skal tage et billede. Han får godt nok fundet kameraet, men får kun taget et billede. Efter ca. 2 min ankommer børnelægen og vi er nærmest i panik da vi begge er overbeviste om, at han aldrig kommer med os hjem :’( men alligevel registrere jeg at de siger der ikke er givet tryk hvilket jeg selvfølgelig tænker er positivt. Børnelægen er super sød og helt rolig. Han fortæller os, at alt ser fint ud og han begynder at blive lyserød. Han tager kort masken af ham så vi kan høre ham græde. De pusler noget rundt derover, men har svært ved at koncentrere mig om hvad der sker fordi jm, afd. Jm og Pernille hiver og trækker i min mk og trykker mig hårdt på maven. Det gør vildt ondt i hele maven og ikke mindst i det klip de lige har lavet. Efter noget tid kommer Ole over og siger de skal stoppe, den kommer ikke på trods af en masse medicin. Jeg skal på OP og have den fjernet :’( Han fortæller at de er lidt bekymrede for lillemanden da han ikke får farve i den ene arm og ikke vil gribe med den. De tror han har brækket hans underarm da de hev ham ud. Jeg kan se på ham at han er rigtig påvirket af det og hører ham bande lidt over det også.
Martin går en smule i panik da de vil kører lillemanden på neo. Han spørger om han ikke skal gå med mig, men får ham forklaret, at han skal gå med lillemanden og sørge for han er ok. Han går modvilligt med og lover mig at komme op til mig med det samme jeg vågner. Vejen over til OP er en gangbro lavet af, jah det ligner faktisk bare en skurvogn og den er ikke isoleret eller noget. Det var skønt at komme ud i kulden da jeg stadig svedte helt vildt. Da vi kommer på OP gangen og står og venter taler de alle om at det godt nok er et ordentlig uvejr og nogle vilde brag der er kommet?!?!?!? Har INTET hørt he he
Da jeg kommer på opvågning går der ikke mange minutter inden Martin er ved min side. Han fortæller at bassen har det godt, men at han er noget mindre end forventet. 3932 g og 53 cm. Han fortæller at han har fået c-pap og smertestillende til at komme i gang på, men at han nu er ude af c-pap og bare ligger og får varmen. Han har siddet med ham på maven i 20 min <3
Kl. 7:30 er vi tilbage på barselsgangen og får ringet til vores forældre for at fortælle at det nu er overstået. Svigerforældrene er på vej i børnehave med storesøster og lover ikke at fortælle hende noget da farmand gerne vil have den ære. Kl. 8 har Martin fundet en kørestol og vi er på vej over til bassemanden. Jeg havde mistet 1½ l blod så jeg var en smule groggy. bettemandens sygeplejerske er på stuen og spørger med det samme om jeg ikke vil have ham over til mig J Lykke J jeg lægger ham til, men han er ikke så suttelysten, men han har også fået mad i sonde. Efter en times tid smutter jeg tilbage på stuen, på opfordring af syg.pl., for at få lidt søvn og evt. et bad. De vil hente mig når der var stuegang. Jeg kommer i et bad da jeg kom til at kikke ned af mig selv. Jeg havde blod under neglene, på maven og under mine fødder J lækkert. Efterfølgende kan jeg slet ikke sove, så jeg ringer til begge hold oldeforældre på min side og fortæller dem at endnu et velskabt barn er kommet i familien. Hviler en smule inden en syg.pl. kommer med bettemanden i armene og siger det er tid til stuegang. Jeg sidder med ham mens hun kører os på neo. Her siger lægen at han bare er så fin og hun troede bestemt ikke der var noget med hans arm. Men de vil gerne holde øje med ham fortsat da det har været et rigtig slemt forløb for ham og han er ret forslået og har blå mærker på hele kroppen og hans hoved er helt mørke lilla i cup mærket :’( efter 5 dage blev han igen indlagt på neo da han pludselig blev sløv og ikke ville spise. Han fik en antibiotika behandling, men de fandt ingenting på ham.
Det er bare kun gået fremad siden og han er nu en sund og rask dreng J Og storesøster elsker ham lige så højt som vi gør <3
