De dumme tanker

De kommer i tide og utide. Jeg har ikke tid og lyst til dem nu! Hvorfor kan de ikke bare forstå det og forsvinde?

Jeg har igen igen igen fundet ud af at en veninde/bekendt skal have sit fjerde barn, hun er 6 måneder henne og fødte for 8 måneder! Jeg skal ikke bestemme over hende og hendes liv - men to ups'ere i træk og jeg sidder og føler mig tom tom tom 

Og så kommer tankerne, tanken jeg ikke vil tænke, men som jeg ikke kan komme udenom - bliver jeg nogensinde mor igen? Skal jeg nogensinde mærke spark fra en baby, finde et navn, se den lille på skanningerne? 

Skal jeg nogensinde se noget jeg selv er af del af, åbne sine øjne? Høre gråden? Er der nogensinde et barn der vil kalde mor efter mig?

Jeg ved mange mister, men hvor mange mister og må derefter kæmpe igen? Han var lige der, lige foran næsen på mig og vupti så var han væk. Revet ud af mine arme ud af mit liv. 

Er der overhovedet nogen der forstår hvordan det er at kæmpe 3 år for at miste det hele og starte en ny kamp?

Et år er gået, et år uden beskyttelse et år med snart 3 x IUI bag os, og ingen baby endnu. Jeg troede virkelig at vi ville nå det i 2014, men dagene er talte og året skifter snart.

Hvorfor? Hvorfor kan vi ikke bare blive beriget med et barn vi kan tage med hjem?

Det er noget lort og jeg har lyst til bare at skrige FUCK til det hele, forsvinde langt væk og aldrig se mig tilbage.

Jeg hader den her årstid og jeg hader at andre har så nemt ved at blive gravide! 

grinny skriver:

De kommer i tide og utide. Jeg har ikke tid og lyst til dem nu! Hvorfor kan de ikke bare forstå det og forsvinde?

Jeg har igen igen igen fundet ud af at en veninde/bekendt skal have sit fjerde barn, hun er 6 måneder henne og fødte for 8 måneder! Jeg skal ikke bestemme over hende og hendes liv - men to ups'ere i træk og jeg sidder og føler mig tom tom tom 

Og så kommer tankerne, tanken jeg ikke vil tænke, men som jeg ikke kan komme udenom - bliver jeg nogensinde mor igen? Skal jeg nogensinde mærke spark fra en baby, finde et navn, se den lille på skanningerne? 

Skal jeg nogensinde se noget jeg selv er af del af, åbne sine øjne? Høre gråden? Er der nogensinde et barn der vil kalde mor efter mig?

Jeg ved mange mister, men hvor mange mister og må derefter kæmpe igen? Han var lige der, lige foran næsen på mig og vupti så var han væk. Revet ud af mine arme ud af mit liv. 

Er der overhovedet nogen der forstår hvordan det er at kæmpe 3 år for at miste det hele og starte en ny kamp?

Et år er gået, et år uden beskyttelse et år med snart 3 x IUI bag os, og ingen baby endnu. Jeg troede virkelig at vi ville nå det i 2014, men dagene er talte og året skifter snart.

Hvorfor? Hvorfor kan vi ikke bare blive beriget med et barn vi kan tage med hjem?

Det er noget lort og jeg har lyst til bare at skrige FUCK til det hele, forsvinde langt væk og aldrig se mig tilbage.

Jeg hader den her årstid og jeg hader at andre har så nemt ved at blive gravide! 

Årh.. Kære søde dig!! 

Jeg kan godt forstå hvilken følelse du har inden i.. 

Og ja, det er svært at beskrive hvor hårdt det er, og bestemt osse med så mange tanker i hovedet efter det i har været igennem.. 

Jeg er helt sikker på at i en dag sidder med et smukt barn i jeres arme.. Som ikke vil forsvinde for jer. 

Men i må virkelig ikke tabe håbet.. I har brug for ALT den støtte i kan! 

Og det hjælper virkelig at få luftet ud når du/i når et hul. 

Jeg ville ikke gå i seng uden at sende dig noget positiv energi og god håb med ind i det nye år. 

Ikke giv op.. Se positivt og tænk på et nyt år som forhåbentlig giver nye muligheder. 

Byg på jeres kærlighed til hinanden og snak om jeres tanker. 

STORT Knus her fra..  

Det er også bare helt uretfærdig alt det i ska igennem!

1000 varm tanker og Herfra! Vh stine

Bshizzle skriver:

Årh.. Kære søde dig!! 

Jeg kan godt forstå hvilken følelse du har inden i.. 

Og ja, det er svært at beskrive hvor hårdt det er, og bestemt osse med så mange tanker i hovedet efter det i har været igennem.. 

Jeg er helt sikker på at i en dag sidder med et smukt barn i jeres arme.. Som ikke vil forsvinde for jer. 

Men i må virkelig ikke tabe håbet.. I har brug for ALT den støtte i kan! 

Og det hjælper virkelig at få luftet ud når du/i når et hul. 

Jeg ville ikke gå i seng uden at sende dig noget positiv energi og god håb med ind i det nye år. 

Ikke giv op.. Se positivt og tænk på et nyt år som forhåbentlig giver nye muligheder. 

Byg på jeres kærlighed til hinanden og snak om jeres tanker. 

STORT Knus her fra..  

Tusind tak for dine ord, at vide at der er en i den anden ende der læser, lytter og giver sig tid får altid et smil frem hos mig.

Jeg prøver virkelig at holde modet oppe. Prøver at huske på at jeg er blevet gravid en gang, men det er svært når hullet bliver dybt.

Vores kærlighed til hinanden er heldigvis stærk og vi er rigtig gode til at snakke sammen, men når hullet er dybt virker alt så ligegyldigt 

StineW79 skriver:

Det er også bare helt uretfærdig alt det i ska igennem!

1000 varm tanker og Herfra! Vh stine

Tusind tusind tak 

grinny skriver:

De kommer i tide og utide. Jeg har ikke tid og lyst til dem nu! Hvorfor kan de ikke bare forstå det og forsvinde?

Jeg har igen igen igen fundet ud af at en veninde/bekendt skal have sit fjerde barn, hun er 6 måneder henne og fødte for 8 måneder! Jeg skal ikke bestemme over hende og hendes liv - men to ups'ere i træk og jeg sidder og føler mig tom tom tom 

Og så kommer tankerne, tanken jeg ikke vil tænke, men som jeg ikke kan komme udenom - bliver jeg nogensinde mor igen? Skal jeg nogensinde mærke spark fra en baby, finde et navn, se den lille på skanningerne? 

Skal jeg nogensinde se noget jeg selv er af del af, åbne sine øjne? Høre gråden? Er der nogensinde et barn der vil kalde mor efter mig?

Jeg ved mange mister, men hvor mange mister og må derefter kæmpe igen? Han var lige der, lige foran næsen på mig og vupti så var han væk. Revet ud af mine arme ud af mit liv. 

Er der overhovedet nogen der forstår hvordan det er at kæmpe 3 år for at miste det hele og starte en ny kamp?

Et år er gået, et år uden beskyttelse et år med snart 3 x IUI bag os, og ingen baby endnu. Jeg troede virkelig at vi ville nå det i 2014, men dagene er talte og året skifter snart.

Hvorfor? Hvorfor kan vi ikke bare blive beriget med et barn vi kan tage med hjem?

Det er noget lort og jeg har lyst til bare at skrige FUCK til det hele, forsvinde langt væk og aldrig se mig tilbage.

Jeg hader den her årstid og jeg hader at andre har så nemt ved at blive gravide! 

hejsa

å søde jeg kende det for godt jeg her selv prøve at føde min barn som have dårlig  og ja nu her jeg så kamp med min nye mand i 10 år nu og her også prøve at være gravid 2 gang og en hjemme lave en men kan ikke hold på dem og når ikke at får lave så det bliv og ja nu side vi så også snakkes om i gårr om det vil lykke for os at bliv mor og far og vi tæller nu for jeg er 43 år men her sige til min mand at jeg stop ikke før min mens ikke kom mere da så tro på det og kamp til dig/jer og det er sur at folk så lige får en hovsa 

kære dig...

Det er sgu da også uretfærdigt, der burde være en lov om når man har mistet står man først i køen når der uddeles graviditeter.

Jeg kan ikke fortælle dig det nok skal gå, men jeg kan fortælle dig jeg har mødt andre der har kæmpet den kamp, andre som først kæmpede for graviditeten og derfor måtte kæmpe igen fordi de mistede. Jeg har læst og hørt deres ord, forsøgt at forstå den kamp, de tanker, den smerte - men jeg vil aldrig forstå det helt. Jeg kan forstå at miste, men ikke kampen for jeg kæmpede en anden kamp.

Men jeg kan fortælle dig at feks. På mit efterfødsel for kvinder der har mistet var der 4 der havde været igennem behandling for at blive gravide, 4 der også skulle i behandling igen - og alle 4 har levende børn i dag 8 år efter, ja de har sågar mere end 1. 

Jeg ved der nogen gange er temaaftener i landsforeningen om det at miste efter behandling (ved godt I ikke var i behandling med Isaac, men tænker det at forsøge så længe som I gjorde nok kan ligestilles), men ved jo selvsagt ikke om det ville være noget, at møde nogen der stod og står hvor I gør? 

Men i hvert fald kæmpe nytårskram din vej, selv om der ikke findes garantier, så vil jeg virkelig håbe I holder jer inde for den statistisk om de fleste der har mistet har fået barn eller er gravide inden der er gået 2 år

Føler så meget med dig

Men prøv at fokusere tankerne hen på det spontan forsøg i lige fik. Der var jo kanon gode chancer så måske er du allerede gravid. 

Da jeg skulle i behandling efter at have mistet ( naturligvis ikke det samme ved jeg godt) søgte jeg kognitiv terapi  for at få fjernet fokus fra det negative og fokusere på alt det det talte for at det lykkedes. Det tror  jeg havde stor betydning for at det lykkedes  1 forsøg.  Måske kan de hjælpe med at få styr på dine tanker?  Kam godt forstå det er øv at skulle glæde sig på andres vegne altid. 

grinny skriver:

De kommer i tide og utide. Jeg har ikke tid og lyst til dem nu! Hvorfor kan de ikke bare forstå det og forsvinde?

Jeg har igen igen igen fundet ud af at en veninde/bekendt skal have sit fjerde barn, hun er 6 måneder henne og fødte for 8 måneder! Jeg skal ikke bestemme over hende og hendes liv - men to ups'ere i træk og jeg sidder og føler mig tom tom tom 

Og så kommer tankerne, tanken jeg ikke vil tænke, men som jeg ikke kan komme udenom - bliver jeg nogensinde mor igen? Skal jeg nogensinde mærke spark fra en baby, finde et navn, se den lille på skanningerne? 

Skal jeg nogensinde se noget jeg selv er af del af, åbne sine øjne? Høre gråden? Er der nogensinde et barn der vil kalde mor efter mig?

Jeg ved mange mister, men hvor mange mister og må derefter kæmpe igen? Han var lige der, lige foran næsen på mig og vupti så var han væk. Revet ud af mine arme ud af mit liv. 

Er der overhovedet nogen der forstår hvordan det er at kæmpe 3 år for at miste det hele og starte en ny kamp?

Et år er gået, et år uden beskyttelse et år med snart 3 x IUI bag os, og ingen baby endnu. Jeg troede virkelig at vi ville nå det i 2014, men dagene er talte og året skifter snart.

Hvorfor? Hvorfor kan vi ikke bare blive beriget med et barn vi kan tage med hjem?

Det er noget lort og jeg har lyst til bare at skrige FUCK til det hele, forsvinde langt væk og aldrig se mig tilbage.

Jeg hader den her årstid og jeg hader at andre har så nemt ved at blive gravide! 

Ved slet ikke hvad jeg skal skrive, udover at jeg godt kan sætte mig ind i en del af din kamp 

Tænker tit på dig 

Jeg forstår dig så godt, det er 7 mdr siden vi mistede og jeg er ikke gravid endnu  

 For det snart er vores tur