lineog4 skriver:
Da jeg mistede Lia var min egen terapi at skrive og skrive til hende... Et behov jeg ikke har haft længe, ja altså lige indtil jeg tog et skridt midt ud i intetheden i dag under småkagebagningen, da min store datter ville snakke om hendes storebror (min mand har en søn fra tidligere ægteskab). Hun er så glad for ham, og hun glæder sig sådan til at han kommer i dag. Og ville bare dele den glæde, men følte jeg måtte være ærlig eller rettere forklare jeg på ingen måde er sur, men jeg bare er et mærkeligt menneske og er blevet det efter Lia døde... jeg kan godt forstå det er svært at forstå, men jeg kan bare heller ikke være uærlig og spille facade for dem jeg elsker, for jeg spiller nok facade i resten af mit liv.
Men jeg skulle have lukket munden, jeg skulle haves stoppet alle tanker. For alle de huller jeg har undgået i år (og det har været mange fordi jeg mente jeg nu var blevet stærk), de havde åbenbart samlet sig til et kæmpe stort som har trukket mig ned og sidder nu med tårerne trillende, og kan slet ikke finde den juleglæde som jeg troede var med mig i år. Jeg kan slet ikke finde vejen op for der er flere kilometer over til kanten, og den kant er så langt oppe så jeg ved det kræver utroligt med kræfter at få trukket mig op og kræfterne er forsvundet.
Derfor kom jeg til tasterne midt i julehyggen måtte jeg have Line tid med en computer. Og jeg kan mærke jeg har behov for at dele min "snak" med min datter, for ved andre ser den sætter hun et lille aftryk i denne verden. Så bær over med mig, det er bare et behov, og forstår godt hvis ikke det bliver læst til ende, men her kommer det:
Lille Lia skat.
Jeg havde troet at i år var året, hvor jeg kunne glædes ved julen. Hvor jeg kunne bare nyde dine søskende og ikke lade sorgen og manglen få en magt.
Men jeg tog fejl og hullet kom lige nu, 2 ½ time til juleaften sættes i gang og jeg har kun lyst til at opgive det hele, lave en Maude eller sætte mig på graven og bare være tæt på dig.
Gaverne er placeret under træet og selvom bunken er alt for stor, så er den alligevel for lille for der er ikke nogen gaver til dig, der er ikke din forventningsfulde stemme i barnemylderstemmerne, der er ikke dine øjne der lyser af utålmodighed. Du er her ikke og det at du mangler så tydeligt gravede verdens største hul lige foran mine fødder midt i småkagebagningen, et hul så dybt så jeg ikke som jeg plejer kan kravle op når situationen kræver det. Det er de sjældne ukontrollable huller som jeg kender og ved kræver så mange sår på knæ og hænder for at finde fodfæste igen.
Lille bitte Lia, jeg ønskede bare at forklare, men forklaringen gjorde så ondt – jeg vil jo bare være normal, jeg vil jo bare kunne have fokus på de små ting, kunne være en del af livets lethed. Jeg ville så gerne kunne møde nye mennesker, jeg ville så gerne kunne give hele Line – men jeg kan ikke for når jeg skal give hele Line så gør det så ondt, og jeg er så bange for mennesker ikke kan rumme hele Line. For hele Line er underlig, hele Line har en lomme af smerte som er så farlig både for hende selv og for andre.
Lille lille skat, jeg har nægtet bitterheden, men for at beskytte mig selv har jeg så bare sat panser op. Det nemt ikke at blive bitter, hvis man ikke forventer noget at nogen. Hvis man kun giver en flig så kan ingen tage afstand til hele en, men kun en flig. Hvis man ikke lukker ind der hvor det gør ondt, så kan ingen gøre en ondt.
Det var bare det jeg prøvede at forklare, men forklaringen gjorde så ondt, for hvem er jeg så? Over for de jeg elsker kan jeg være ærlig eller uærlig og begge ting er forkerte. For er jeg ærlig så fortæller jeg om det farlige, jeg fortæller om det som gør mig så unormal, fortæller om det valg imod bitterheden som har gjort mig afstumpet i mange af livets sociale sammenhænge. Er jeg uærlig så lukker jeg ikke en gang dem jeg elsker ind og hvad er der så tilbage.
Jeg bliver aldrig den samme, men jeg ville da gerne være blevet noget – og lige nu føler jeg at jeg bare blev noget fluffy som ikke en gang kan klare en juleaften.
Lille skat jeg mangler dig helt op til månen og tilbage igen – mor som aller helst ville aflyse julen og finde vejen op af hullet på den rigtige måde. Men jeg putter masken på og er den uærlige Line for et øjeblik
