Jeg har for snart 2 år siden fået en ny kæreste, som har en datter der snart er 8år. Jeg har selv 2 børn på snart 6år og 10år. Vi har boet sammen de sidste 7mdr. Vi er meget glade for hinanden og hinandens børn.
Min kæreste har hans datter 5 dage i 9/5 ordning og han og hans eks gik fra hinanden da hun var knap 2år, så han har været alene med hende i knap 4år. Han og hans eks har haft og har et godt forhold til hinanden, hvilket jeg respekterer!
Vi er rigtig gode til, at snakke om tingene generelt og især mine børn på godt og ondt, da de har haft en svær skilsmisse. Men når det kommer til hans datter har jeg det rigtig svært. Jeg føler jeg skal være på listetå når jeg omtaler hende også på godt og ondt og jeg føler han har en mistillid til mig, når jeg er sammen med hans datter. Som om at jeg ikke skulle behandle hende godt nok. Han er extremt beskyttende overfor sin datter og er typen hvor "der er i hvert fald ikke nogen som skal tale grimt om min datter". Det gør jeg heller aldrig. Tværtimod prøver jeg virkelig, at give plads til hende og skabe en tillid til hende, men også på en vis afstand, fordi hun tit og ofte foretrækker sin far. Jeg accepterer at hun helst vil sin far, men synes også det er svært at hun tit vælger mig fra. Men det er noget jeg arbejder med. Jeg mener alligevel, at det bør være ligeværdigt, når vi snakker om enten din eller mine børn.
Vi havde for ikke så lang tid siden en samtale om, at jeg ikke følte, han gav plads til mig i samvær med hende for, at kunne skabe relation med hende og at det ikke var muligt for mig, at kunne diskutere ting som rørte sig ved hende. At han lukkede samtalen hurtigt og ikke ville snakke videre, at han ikke ville lytte til mig, hvis jeg havde noget at sige omkring hende, især det som er noget sværere for ham at snakke om. Jeg fortalte ham, at det ikke kunne være rigtigt, vi ikke kunne snakke om hende, når vi kunne omkring mine børn og det især de ting hvor følelserne går lidt dybere. Men jeg accepterer at han snakker sådan om mine børn (eks. han kan sige " jeg synes det er møjirriterende, at din søn skal tude sådan..."), men havde det været omvendt lukker han den promte og vil ikke snakke.
Eks. på en situation: "Jeg sidder og hygger med hans datter og vi ordner hår på hinanden. Jeg spørger om hun kan sætte elastik i håret, hvor hun svarer, nej. Jeg spørger hende så om jeg skal hjælpe og hun er modtagelig og sætter sig ved siden af mig. Jeg er kun lige startet på at lære hende det, da hun siger hun ikke kan. Jeg prøver at forklare hende med rolig stemme, at når man skal prøve noget nyt er det altid svært i starten, men at man skal prøve at tro på man kan og det kræver øvelse. Hun begynder så at græde og jeg siger det er okay det er svært, men hun afviser og vil ikke. Jeg siger så til sidst at så kan vi prøve igen en anden dag. "
Men idet vi sidder og snakker kommer min kæreste ned i stuen og ser hun græder og går hen mod os. Jeg siger til ham bevidst og med lidt skarpe øjne "ikke nu" og han går igen. Dette pga. hvis han var kommet hen til hende ville hun græde endnu mere, hvilket jeg vurderede ikke var nødvendigt der.
Senere går jeg så ud mod køkkenet, min kæreste går forbi mig og jeg når kun forbi hjørnet, da jeg kan høre han går hen til hende for, at spørge hvordan hun har det. Jeg går promte ind i stuen igen og kalder ham til mig, havde jeg ikke gjort det, ved jeg han også ville have spurgt hende hvad det drejede sig om. Jeg blev virkelig vred på ham over han ikke spurgte mig, og jeg følte virkelig, at han gik bag om ryggen på mig og det er IKKE første gang han har gjort det. Derfor føler jeg denne mistillid, at han ikke stoler på at jeg er sød ved hans datter. Jeg synes ikke jeg prøver på andet, men jeg har selvfølgelig også mine grænser og de er ikke anderledes end mine egne børn. Og ikke nok med det siger han så i vores diskussion senere "ja, hendes mor siger også hun har sagt hun er bange for dig". Slam... at få i hovedet, det gjorde mig rigtig ked. Jeg spurgte ham så, hvad han svarede til hende, hvorpå han siger "ingenting" Det var nok ikke lige det svar jeg havde håbet på.
Jeg undskylder min lange roman og håber det er forståligt. Jeg har i hver fald prøvet, at sætte jer ind i min situation og frustration over, hvordan jeg skal takle det eller om det bare er mig som er gal på den med mine følelser?
