Kærlighed´, barn og parforhold?

Jeg er gravid i uge 35+5 med mit første barn og glæder mig helt vildt.
Min køreste og jeg har kendt hinanden i 2 år, og det hele gik faktisk vildt stærkt.
Han har så 2 børn fra tidligere forhold på henholdsvis 10 og 7 år, og han havde da heller ikke regnet med at få flere børn. Men ret hurtigt gjordr jeg det helt klart for ham at hvis han ville mig, så indebar det også børn, da jeg ville have børn, for ellers var han ikke den rette for mig. Den var han lidt lønge om at sluge, men sagde ok for et barn mere, men at der skulle gå noget tid.
Det med "kun" et barn har altid naget mig (vil gerne have mindst 2), men vi blev sammen, købte hus efter kun 1 år, og venter nu vores første barn. Men jeg føler mig ikke rigtig så lykkelig som jeg nok burde.
For allerede efter ½ år blev jeg gravid, og da vi ikke havde været sammen i længere tid, valgte vi abort. Her fik jeg så at vide at det var tvillinger hvilket bare gjorde det endnu værre, og har pint mig meget, men stadig mente jeg at beslutningen var rigtig.
Da jeg så anden gang, jan i år, fortalte jeg var gravid, faldt det i dårlig jord igen, han mente ikke han var klar endnu. Jeg fortalte ham at jeg ikke kunne gennemføre flere aborter, og at jeg ville have det barn - med eller uden ham. Vi blev frygtelig uvenner, han blev fjern, og endte med at stoppe vores forhold. Han mente jeg var gået bag hans ryg med vilje.Efter 14 dage kom han så tilbage, og sagde at det var mig og barnet han ville. Og vi har så været sammen siden.Men han nævner dog stadig en gang imellem over for andre at jeg har lokket ham i en fælde, og jeg bliver bare så ked af det. Jeg føler heller ikke at han er særlig engageret i graviditeten eller noget, men jeg ved at det er sandt når han siger han glæder sig.
Jeg er blevet sådan i tvivl om det nu er det rigtige vi har gjort. Jeg er ikke længere sikker på at vi er "rigtige" for hinanden. Syntes vi er vildt dårlige til at kommunikere sammen, og så har han det med at fulde sig lidt oftere end hvad jeg syntes godt er, især fordi han bliver utrolig ondskabsfuld og taler meget grimt, hvilket er ekstremt ubehageligt, og ikke noget jeg kan/eller vil i længden.Faktisk føler jeg mig ikke længere tryg ved ham - ikke at han gør mig noget - mere rent psykisk.Jeg har tanker om han er den rigtige far til mit barn, om vi kan holde sammen, og om kærligheden kan sejre.
Jeg er bange for jeg ikke føler det samme for ham længere - der er simpelthen sket for meget hen af vejen - alt for mange store og voldsomme skænderier, og jeg frygter lidt fremtiden. Jeg ved dog at jeg elsker ham, og ved også at han elsker mig, men jeg er i tvivl om hvor godt det er??
Ved ikke om nogen kan følge mig i alt det her, det står lidt rodet, og der er meget mere i det end det her, men det er også svært at skrive om.
Har bare brug for at komme ud med tingende.
Den frustrerede.

Hejsa.
Først vil jeg sige, at jeg på en eller anden måde godt kan følge dig i det du beskriver uden dog selv at have prøvet det. Men jeg synes, at du beskriver det rigtig godt.

Jeg kan godt forstå, at du tvivler på ham som far for dit barn - især når han tydeligvis ikke engang selv tager ansvaret for denne rolle men derimod beskylder dig for at have narret ham til det.
Det er jo nok desværre, i mine øjne, et rigtig dårligt grundlag at gennemføre en graviditet på, når han nu ikke har vænnet sig ordentlig til situationen, men jeg ville have valgt det samme, hvis jeg var dig.

Hvordan oplever du at tænke på fremtiden som alene om barnet? For hvis du oplever dig selv som i stand til at klare livet uden ham, er det jo en mulighed at lade det komme an på en prøve men samtidig at være bevidst om dine egne fornemmelser af, at han ikke er den rigtige far til dit barn. Og så reagere på det, hvis denne fornemmelse bliver bestyrket, når barnet kommer.

Dog bider jeg mærke i det du siger om, at du ikke er tryg ved ham psykisk. Sådan noget er jo vigtigt at handle på, hvis du virkelig mener det. Også i forhold til, at du vel skal kunne stole hundrede procent på ham, hvis du skal lade ham tage vare på dit barn og på dig. For de ting du beskriver skulle jo helst ikke blive værre - også i forhold til dine muligheder for at komme ud af forholdet, hvis det bliver aktuelt.

Jeg ved godt, at det lyder idealistisk, men jeg mener virkelig ikke, at du skal blive i forholdet for enhver pris og for at have en far til dit barn. Men det er jo kun noget du selv kan afgøre...

Held og lykke med det hele!

kan man ikke faa at vide om man venter tvillinger inden aborten??

kan godt folge dig.. jeg ville heller ikke kunne sige nej til tvillinger. tvillinger er noget jeg synes er lidt mere utroligt end 1 barn

Har du selv læst dit indlæg igennem? For jeg syntes faktisk at du selv svarer på hvad der er det rigtige...

Du skriver bla det her:

"Jeg er blevet sådan i tvivl om det nu er det rigtige vi har gjort. Jeg er ikke længere sikker på at vi er "rigtige" for hinanden. Syntes vi er vildt dårlige til at kommunikere sammen, og så har han det med at fulde sig lidt oftere end hvad jeg syntes godt er, især fordi han bliver utrolig ondskabsfuld og taler meget grimt, hvilket er ekstremt ubehageligt, og ikke noget jeg kan/eller vil i længden.Faktisk føler jeg mig ikke længere tryg ved ham - ikke at han gør mig noget - mere rent psykisk.Jeg har tanker om han er den rigtige far til mit barn, om vi kan holde sammen, og om kærligheden kan sejre.
Jeg er bange for jeg ikke føler det samme for ham længere - der er simpelthen sket for meget hen af vejen - alt for mange store og voldsomme skænderier, og jeg frygter lidt fremtiden. Jeg ved dog at jeg elsker ham, og ved også at han elsker mig, men jeg er i tvivl om hvor godt det er??"

Jeg tror du skal tænke på hvad du føler der er bedst og tryggest for den lille for at du kan etablere en stabil hverdag. Skal det indebærer at mor og far skændes? At far bliver ondskabsfuld overfor mor? At mor ikke er helt tryg ved far (børn registerer mere end man tror)? Selvom i elsker hinanden er I måske bare ikke skabt til at leve sammen. Han kan jo sagtens være far - og en god far - for barnet uden at I lever sammen...

Følg dit hjerte...

Knus Camilla.

Kristine skriver:

Jeg er gravid i uge 35+5 med mit første barn og glæder mig helt vildt.
Min køreste og jeg har kendt hinanden i 2 år, og det hele gik faktisk vildt stærkt.
Han har så 2 børn fra tidligere forhold på henholdsvis 10 og 7 år, og han havde da heller ikke regnet med at få flere børn. Men ret hurtigt gjordr jeg det helt klart for ham at hvis han ville mig, så indebar det også børn, da jeg ville have børn, for ellers var han ikke den rette for mig. Den var han lidt lønge om at sluge, men sagde ok for et barn mere, men at der skulle gå noget tid.
Det med "kun" et barn har altid naget mig (vil gerne have mindst 2), men vi blev sammen, købte hus efter kun 1 år, og venter nu vores første barn. Men jeg føler mig ikke rigtig så lykkelig som jeg nok burde.
For allerede efter ½ år blev jeg gravid, og da vi ikke havde været sammen i længere tid, valgte vi abort. Her fik jeg så at vide at det var tvillinger hvilket bare gjorde det endnu værre, og har pint mig meget, men stadig mente jeg at beslutningen var rigtig.
Da jeg så anden gang, jan i år, fortalte jeg var gravid, faldt det i dårlig jord igen, han mente ikke han var klar endnu. Jeg fortalte ham at jeg ikke kunne gennemføre flere aborter, og at jeg ville have det barn - med eller uden ham. Vi blev frygtelig uvenner, han blev fjern, og endte med at stoppe vores forhold. Han mente jeg var gået bag hans ryg med vilje.Efter 14 dage kom han så tilbage, og sagde at det var mig og barnet han ville. Og vi har så været sammen siden.Men han nævner dog stadig en gang imellem over for andre at jeg har lokket ham i en fælde, og jeg bliver bare så ked af det. Jeg føler heller ikke at han er særlig engageret i graviditeten eller noget, men jeg ved at det er sandt når han siger han glæder sig.
Jeg er blevet sådan i tvivl om det nu er det rigtige vi har gjort. Jeg er ikke længere sikker på at vi er "rigtige" for hinanden. Syntes vi er vildt dårlige til at kommunikere sammen, og så har han det med at fulde sig lidt oftere end hvad jeg syntes godt er, især fordi han bliver utrolig ondskabsfuld og taler meget grimt, hvilket er ekstremt ubehageligt, og ikke noget jeg kan/eller vil i længden.Faktisk føler jeg mig ikke længere tryg ved ham - ikke at han gør mig noget - mere rent psykisk.Jeg har tanker om han er den rigtige far til mit barn, om vi kan holde sammen, og om kærligheden kan sejre.
Jeg er bange for jeg ikke føler det samme for ham længere - der er simpelthen sket for meget hen af vejen - alt for mange store og voldsomme skænderier, og jeg frygter lidt fremtiden. Jeg ved dog at jeg elsker ham, og ved også at han elsker mig, men jeg er i tvivl om hvor godt det er??
Ved ikke om nogen kan følge mig i alt det her, det står lidt rodet, og der er meget mere i det end det her, men det er også svært at skrive om.
Har bare brug for at komme ud med tingende.
Den frustrerede.

På mig lyder det som om dine tanker er i hormonræs. Jeg kan selvfølgelig ikke læse dine tanker, men kan selv huske at jeg var rigtig meget i tvivl om vi var rigtige for hinanden, men jeg savnede ham når han ikke var der og jeg havde stadig lyst til at ligge i hans arme og for mig var det bevis på at være rigtigt. Det er kun dig selv der kan svare på det. Jeg synes han skal have en chance for at vise at han kan være far for det lille barn men man må også forstå at han havde forberedt sig på ikke at skulle have flere børn så det må gså være en omvæltning for ham men det at han står ved din og barnets side nu synes jeg siger en hel del.
Jeg kender ingen af jer så jeg håber bare i finder den løsning der er rigtig for jer.
Held og lykke med det hele

Kære anonym.

Jeg synes du har skrevet et utrolig flot langt indlæg, jeg var med dig hele vejen mens jeg læste.
Han elsker dig og du elsker ham, men du bliver nød til at elske dig selv højst. Det lyder på mig som om din graviditet har modnet dig og ændret mange værdier hos dig og det er helt naturligt. (Tillykke med det!)

De der umodne charmerende mænd er skønne at være sammen med INDTIL man får børn med dem! Så er det drengerøvede pludselig ikke så charmerende mere og kvinden har brug for en ligeværdig partner, en anden voksen at være forælder sammen med.
Børn er barnlige og har ligesom en gyldig grund til det (De ér børn) og når en kvinde bliver mor har hun nok i at være den modne i forhold til barnet og forlanger derfor mere af manden.

Det lyder lidt som om det samme sker for dig allerede nu, han skal slappe af med de der dumme drukture, han skal høre dig og I skal sammen blive bedre til at samarbejde som et team osv.
Jeg synes det er helt rimelige tanker du gør dig, men når det så er sagt ér der også hormonfaktoren, du er udstyret med ekstra hormoner og er i en ekstra sårbar situation og derfor synes jeg ikke at du skal tage nogle afgørende beslutninger i den nærmeste fremtid..

Held og lykke med det hele - du lyder til at blive en fantastisk mor

Jeg har tre børn og i hver graviditet har jeg gjort mig tanker der ligner dine. Faderen til alle børnene er den samme men alligevel har jeg i hver graviditet sat spørgsmålstegn ved vores forhold, liv, værdier osv. Jeg er også hver gang endt med at beslutte mig til at vente med at tage store beslutninger til jeg er færdig med hormon-uroen i kroppen. OG sørme om ikke alle mine tanker er blevet gjort til skamme og vi er stadig gift.

Det jeg ville tage mest alvorligt, er nok at han har givet udtryk for at føle at han er lokket i en fælde. Mener han det reelt? eller er det bar enoget han fyrer af for at lyde smart overfor mine venner? stoler han på dig?

At han fulder sig lidt for ofte, kan være en slags "panik før lukketid". Han har prøvet det før og frygter måske at den hårde tid med små børn ikke er godt for jeres forhold. Min mand reagerede i alle mine graviditeter ved at arbejde meget for nu skulle der jo penge til huse.

Jeg siger på ingen måde at dine følelser er forkerte, men at det slet ikke er unormalt at reagere sådan som i begge gør. Hvis du er i tvivl ville jeg give det en chance og se tiden an til barnet er nogle måneder gammel. Hvis du inderst inde føler at det her er forkert så tror jeg dog ikke at det er hormonerne der spiller dig et puds.

Tak for de mange fine svar og synspunkter. I er alle inde på noget som jeg selv tænker. Jeg tror til dels godt at det er mine hormoner, og at jeg er ekstra følsom for tiden. Jeg ved godt jeg gør mig mange tanker, og det at få børn er jo også en stor ting.
Jeg ved jo at han er en god far for sine andre to børn. Og i går aftes talte vi da også lidt om det han siger og giver udtryk for, over for andre, med at jeg har lokket ham i en fælde. Jeg fortalte ham om hvor ked af det jeg bliver og spurgte om han kunne forstå hvordan det føles - især når det jo ikke hænger sådan sammen. Han forstår mig godt, og han siger det bare er noget "mundlort" som jeg ikke skal tage så tungt, og at han bestemt ikke mener det alvorligt.
Noget af det der også piner mig er at jeg syntes det er så svært at tale med ham om det at vi snart har et barn sammen, og hinanden forventninger, tanker omkring fødslen olign. Han slår det ligesom hen hver gang jeg prøver eller svarer utroligt kortfattet på alt og lidt irriteret. Men jeg tænker også at det jo nok er meget typisk for mænd, de har ikke lige så meget at snakke om på det område, og måske er jeg lidt for meget romantiker her.
Det med hans druk-ture, det er ikke sådan gå-i-byen druk, men mere at han drikker øl hver dag på jobbet, og nogen gange fortsætter han så når han kommer hjem. Hans humør bliver utroligt påvirket heraf. Omvendt bebrejder jeg ham ikke, han har haft det svært - hans mor døde pga alkohol, og hans far svigtede ham som ganske lille, han har først for nyligt fået kontakten igen, og er glad for det. Hans baggrund og min egen er dermed utrolig forskellig. Han bruger øl til at deale med ting han ellers ikke kan rumme.
Dertil skal det også siges at det er blevet meget mindre og at jeg ved han virkelig arbejder med det, selvom han falder i vandet en gang imellem.
Jeg ved hvor meget vi elsker hinanden, og alting er jo også gået meget stærkt, vi har trods alt kun kendt hinanden i lidt over 2 år. Mine tanker om det nu også er os på længere sigt har dukket op før - også inden min graviditet, men det er sådan lidt i perioder. Vi har det jo samtidigt rigtigt godt sammen, så måske er det bare mig der skal til at tage det med ro og lade tingende falde på plads. Jeg vil i hvert fald give det nogen tid, og så må vi jo se hvad der sker. Hvis det er helt galt, vil jeg ikke være bange for at sige fra, så ved jeg at jeg sagtens kan klare det alene. Men som det er, vil jeg ikke undvære ham trods skænderier og frustration. Jeg tror stadig på os, selvom det kan være svært til tider.
Endnu engang tusind tak for jeres kommentarer, det hjælper meget at få andres syn på sagen.

Puha, den kender jeg godt. Sådan tænkte jeg osse under min graviditet. Og jeg syntes bare kæresten blev mere og mere barnlig og uansvarlig og festede lidt for ofte, som om han nu skulle nå at leve livet inden bebs kom.....Vi havde det både fantastisk og rigtig trælst med hinanden under graviditeten.

Da Emma så kom havde vi stadig en masse problemer i starten, da jeg syntes jeg stod med det hele. Men efterhånden har vi bare fået det fantastisk sammen igen... Ja, tror faktisk vi elsker hinanden højere nu, fordi vi har en vidunderlig datter, der binder os sammen for altid.

Så jeg tror helt sikkert det er dine hormoner, og dine forberedelser til at blive mor, og din mands forberedelser til at blive far. Det er bare på 2 meget forskellige måder...

Håber I får det fantastisk sammen igen som familie!!