Fødslen siger ham intet.

Jeg kan ikke lade være med at smågrine lidt af min kæreste. Hvis det stod til ham ville han køre mig på sygehuset når jeg skulle føde og så kunne han gå og komme igen når barnet lige er på vej ud. Fødslen siger ham intet. Han tager kun med for min skyld. Selvfølgelig glæder han sig til barnet kommer ud men alt det der med at det kan tage timer på sygehuset og at han ikke rigtig kan gøre noget gider han ikke. Han er ærlig nok og det er fint og slet ikke noget jeg bliver ked af eller sur over. Jeg er bare glad at han tager med trods alt. 

Jeg syntes det er lidt morsomt at han har det sådan 

Er min kæreste den eneste der har/havde det sådan??

Min kæreste kan ikke se det fede i en fødsel - på den måde at han ikke forstår jeg ligefrem glæder mig og er super opsat på at få en vaginal fødsel. For ham er fødsel = smertehelvede, som det eneste.  og han har svært ved at forstå at jeg ikke hellere vil have pks.. Men det er sgu nok også svært at forstå når man ikke selv har været gravid men han er absolut ikke ligeglad med forløbet og kunne aldrig drømme om at overlade mig alene med den slags smerte. Han vil være der til at støtte mig gennem smerterne som den største selvfølgelighed i verden  

Min kæreste frygter lidt fødselen (endda så meget at jeg har back up i den kommende gudmoder/moster) men kunne aldrig drømme om at lade mig klare det alene han glæder sig såh meget til den lille kommer og ville. Nok blive pænt sur hvis jeg sagde den klare jeg lige selv denne her altså i har lavet det her barn sammen så mon ikke det måske kan omhandle frygt fra hans side der gør det få evt snakket med han om det 

Vi har tre børn og min kæreste synes det er en fed og hyggelig oplevelse at være på sygehuset, spændingen og glæden ved at nu er det nu. Tror godt han ville undvære at jeg havde smerter men synes altid vi har haft en god oplevelse. Og han er en mega god støtte, og bare det at han er der og jeg ved han er så meget på som han er. Min mand sætter sig ikke bare i en stol og venter, han er med til alt og er obs på alt hvad jeg kunne ha brug for og roser mig og ja han ER der bare så meget. Tror faktisk han ville være en glimrende jordermoder ville blive enormt skuffet hvis han bare var sådan lidt nå ja whatever omkring vores børns fødsler. Det er sgu det største vi nogensinde har oplevet. 

Til at starte med min kæresten ikke med her, men så kom han en måned senere og sagde " Skat jeg vil gerne med når du skal føde " og nu glæder han sig sygt meget

Tror hvis det er første gang, har han nok enormt svært ved at forestille sig hvordan det er. Når han først står i det vil tiden gå hurtigt, han vil have ondt i hele kroppen over at se dig i smerter, han vil få adrenalinkick, han vil være praktisk gris, han vil heppe og og og og... Nu havde min mand jo et bArn da han mødte mig, så han vidste hvad det gik ud på, men tror gerne på han kunne være: okay hvad laver man? 

Mon ikke din bedre halvdel vil huske det som den største oplevelse overhovedet og glæde sig til næste gang 

lineog4 skriver:

Tror hvis det er første gang, har han nok enormt svært ved at forestille sig hvordan det er. Når han først står i det vil tiden gå hurtigt, han vil have ondt i hele kroppen over at se dig i smerter, han vil få adrenalinkick, han vil være praktisk gris, han vil heppe og og og og... Nu havde min mand jo et bArn da han mødte mig, så han vidste hvad det gik ud på, men tror gerne på han kunne være: okay hvad laver man? 

Mon ikke din bedre halvdel vil huske det som den største oplevelse overhovedet og glæde sig til næste gang 

Det er deres nummer2  

Omsorgsgiver skriver:

Jeg kan ikke lade være med at smågrine lidt af min kæreste. Hvis det stod til ham ville han køre mig på sygehuset når jeg skulle føde og så kunne han gå og komme igen når barnet lige er på vej ud. Fødslen siger ham intet. Han tager kun med for min skyld. Selvfølgelig glæder han sig til barnet kommer ud men alt det der med at det kan tage timer på sygehuset og at han ikke rigtig kan gøre noget gider han ikke. Han er ærlig nok og det er fint og slet ikke noget jeg bliver ked af eller sur over. Jeg er bare glad at han tager med trods alt. 

Jeg syntes det er lidt morsomt at han har det sådan 

Er min kæreste den eneste der har/havde det sådan??

Nu kan vi ikke helt sætte os ind i det, da alle vores børn er født med ks. Men denne sidste gang var det planlagt og jeg tror min kæreste "glædede" sig til det der skulle ske inden baby kom ud, fordi han følte at han kunne udrette noget i form af at støtte mig mentalt osv. 

Så mænd er måske bare opgaveorienterede og måske ser han sin opgave som værende meget lille - hvilket man umiddelbart kan tro eftersom du jo skal gøre det hårde arbejde 

Omsorgsgiver skriver:

Jeg kan ikke lade være med at smågrine lidt af min kæreste. Hvis det stod til ham ville han køre mig på sygehuset når jeg skulle føde og så kunne han gå og komme igen når barnet lige er på vej ud. Fødslen siger ham intet. Han tager kun med for min skyld. Selvfølgelig glæder han sig til barnet kommer ud men alt det der med at det kan tage timer på sygehuset og at han ikke rigtig kan gøre noget gider han ikke. Han er ærlig nok og det er fint og slet ikke noget jeg bliver ked af eller sur over. Jeg er bare glad at han tager med trods alt. 

Jeg syntes det er lidt morsomt at han har det sådan 

Er min kæreste den eneste der har/havde det sådan??

Min kæreste ville ikke have undværet at være der for mig under fødslen, han beskriver det selv som "den vildeste oplevelse ever" 

Tror ikke der er mange mænd som din, der bare har lyst til at sætte deres kæreste af ved fødegangen

Alle er jo ikke ens og godt for det. Bare han glæder sig til baby kommer, så er det godt du kan tage det roligt med at han ikke er så vild med forløbet op til.  Jeg ser mange pårørende i mit arbejde og nogen har det altså bare stramt med alt det der sygehussjov - og det er ikke fordi de er ligeglade, men de tænker meget på den måde,  at når jeg alligevel ikke kan gøre noget, hvorfor skal jeg så være her.... Håber du får en god fødsel