Nu bliver jeg så weekendmor

Ja så har vi altså taget beslutningen herhjemme om at gå fra hinanden. Det har været temmelig langt og sejt for os begge to den tid, vi har været forældre (ca 4,5 år) og min fødselsdepression og tilbagefald og generelt hverdagen med et lille barn har været temmelig hård for kærligheden. Vi har haft flere kriser under vejs og de sidste 2-3 mdr har vi ikke rigtigt haft følelser for hinanden. Derudover har jeg så oplevet, at mine depressive følelser og manglende overskud vendte tilbage efter stop med medicin. 

Nu er vi så blevet enige om, at jeg flytter ud og vores dreng bliver hos sin far. Jeg skal så have ham hver anden weekend og en hverdag i ugen. Det er temmelig trist, men jeg føler mig faktisk lettet. Samtidig har jeg ikke længere skyld/skamfølelse over at vælge den beslutning, fordi min søn for det første har verdens bedste far og for det næste er så tæt knyttet til mig, at jeg ved at vi kan bevare et nært bånd selv om han ikke bor hos mig.

Kan ikke sige, at jeg ikke fortryder den beslutning, men nu er det sådan, det bliver 

Det må have været en hård beslutning, men jeg kan godt forstå du er lettet nu. Det skal nok blive godt, når I nu er enige og klar til at samarbejde 

Du har min fulde respekt, ikke mange mødre formår at se barnet bedste når det handler om at overgive sine børn til den anden forældre. 

Flot og og stor respekt, håber I får det bedste samarbejde i fremtiden 

Rosa-Sofia skriver:

Ja så har vi altså taget beslutningen herhjemme om at gå fra hinanden. Det har været temmelig langt og sejt for os begge to den tid, vi har været forældre (ca 4,5 år) og min fødselsdepression og tilbagefald og generelt hverdagen med et lille barn har været temmelig hård for kærligheden. Vi har haft flere kriser under vejs og de sidste 2-3 mdr har vi ikke rigtigt haft følelser for hinanden. Derudover har jeg så oplevet, at mine depressive følelser og manglende overskud vendte tilbage efter stop med medicin. 

Nu er vi så blevet enige om, at jeg flytter ud og vores dreng bliver hos sin far. Jeg skal så have ham hver anden weekend og en hverdag i ugen. Det er temmelig trist, men jeg føler mig faktisk lettet. Samtidig har jeg ikke længere skyld/skamfølelse over at vælge den beslutning, fordi min søn for det første har verdens bedste far og for det næste er så tæt knyttet til mig, at jeg ved at vi kan bevare et nært bånd selv om han ikke bor hos mig.

Kan ikke sige, at jeg ikke fortryder den beslutning, men nu er det sådan, det bliver 

Jeg kan læse mig frem til det bare er en super løsning for jer og især for dig, og hvor er det bare dejligt

Det er sådan en underlig ting at man kan føle sig lettet over beslutningen og alligevel fortryde og være ked af den - og atter samtidig vide med sig selv at det var den rigtigste beslutning.
Jeg kender den godt, jeg er bare i den anden ende og min daværende kæreste og barnets far startede med en fødsels-depression og er nu meget plaget af psoriasisgigt.

Det har givet ham mulighed for at have overskudet til at være den allerbedste far han kan være i de 0,5-1-2 dage om ugen han har hende - og overskuddet til at gøre det som er bedst for ham (og dermed også Milja) i de andre dage.

Det samme håber jeg sker for dig (jer)

Du får lige et kram

Sender dig også et kæmpe kram - og er overbevist om, at der i fremtiden venter sig det bedste for dig!

Har stor respekt for, at dit barns bedste kommer i første række - lige i dens slags situationer, så tror jeg, at mange ubevidst glemmer eller ikke er opmærksomme på, hvad det bedste for barnet egentlig er !!

Alt godt herfra - det hele skal nok ende lykkeligt !!

Tak for jeres svar Det varmer . Ja det er ikke sådan, at beslutningen lige frem er sjov at tage. Men synes også, at vi har prøvet længe nok her med alle midler.

Nu venter jeg så på at få en lejlighed tilbudt.

Må indrømme, at jeg da stadig har lidt en drøm om, at min søn kan komme til at bo 14 dage hos mig og 14 dage hos sin far på skift, når han engang bliver 6-8 år. Lige nu vil jeg bare helst, at han har en fast base.