grinny skriver:
Jeg har i snart 11 måneder kæmpet en kamp for at blive mig selv igen - blive Anja, men jeg giver op!
Jeg ved ikke hvorfor jeg gider blive ved? Et håb om at hvis jeg bliver mig igen så er det aldrig sket? Jeg ved jo godt at jeg aldrig kommer tilbage til tiden før, tingene har ændret sig, jeg har ændret mig. Hele min tankegang og min måde at leve på har ændret sig.
Før hen sprang jeg for folk når de havde brug for mig. Lavede 100 aftaler om ugen for at glæde alle, hvor mange aftaler tror i jeg har nu? 0!! Jeg kan ikke overskue det. Jeg måtte takke nej til en Halloween fest med mine veninder for kunne slet ikke overskue tanken om at jeg skulle væk fra mit hjem, min kæreste og min trygge hule. Hver gang min kæreste spørg om vi skal aftale noget med nogen tænker jeg åh nej!
Det er dejligt at jeg har lært at se mine egne behov først, men jeg savner at jeg kan forlade den trygge hule - bare for en aften.
Jeg har ændret mig, nu skal jeg bare lære at acceptere det. Finde min nye rytme, finde mig i det her rod af tanker, følelser, veninder, arbejde, familie og ikke mindst vores behandling.
Kære dig.
Læste dit indlæg i går, men kunne ikke svare for havde en lorte dag hvor tårerne var lige bag øjnene og jeg turde ikke åbne for Lia delen for kunne ikke rumme der gik hul på bylden. Ved egentlig heller ikke om jeg kan svare konstruktivt i dag og om svaret bliver for farvet af jeg står midt i Lia dagene hvor alt gør ondt.
Lia bliver 8 år i morgen, og jeg har stadig ikke accepteret min ændring, har stadig ikke accepteret at den Line som jeg har en tendens til ar idealisere er væk. Når jeg skal beskrive det for nogen der ikke har stået i det forsøger jeg at forklare via et billede, et billede af Line som en glasfigur der d, 18.11.2006 blev kastet hårdt i gulvet og gik i tusinder af stykker, og så var det mit job at samle stykkerne op og finde en plads til dem, der var ingen manual for jeg kendte ikke mig selv mere, kunne kun se billeder af konstatere: her var jeg glad, men jeg kunne ikke huske følelsen. Derfor har alle skår ikke fundet deres rigtige plads og nogen skår er slet ikke kommet med i figuren. Men nu her 8 år efter vil jeg sige der en forholdsvis stabil figur med skår, og jeg er desværre smertelig bevidst om figuren var pænere før.
Du er ved nå det første år, du kan snart se i øjnene at du overlevede de første 365 dage, og du derfor kan gøre det en gang til og endda med en viden om hvordan man overlever og måske det giver mere rum til at finde dig, til at kunne tage skridtet ud af hulen - jeg forbeholdt mig retten til at være mærkelig det første år og ja har så forbeholdt mig retten til at være det resten af livet.
En masse kram din vej - kan forestille mig hvordan årsdagen er ved at spøge kraftigt i hovedet...
