Hvad gør vi her?, Dagpleje

Vores barn er i sidste uge lige startet op i kommunal dagpleje, kun tre dage pga sygdom.

To første dage a´ 1 time sammen med mor, h*n er som h*n plejer, meget nygerrig og går straks i gang med det nye legetøj og undersøger de andre børn.

De to "store" børn, ca 6 mdr forskel til vores barn, leger ikke særlig meget selvstændigt men vil hele tiden op til dagplejer og græder meget, det tredje barn er født samme måned som vores og er som vores god til at lege selv, hun siger dog at de plejer ikke at græde så meget.

Jeg synes selv at min kemi med dagplejer er ok.

Men i fredags skulle vores barn være hos dagplejer selv i 1½ time, efter en time skriver dagplejer at jeg godt må hente lidt før da vores barn er træt og meget ked af det, gå turen tager dog 10 min.

Jeg bliver mødt med 4 grædende unger og vores som er helt rødspættet i hovedet af gråd, det er kun normalt hvis h*n er virkelig ulykkelig, h*n kaster sig i armene af mig og klamre sig fast til sin mor, dagplejer siger at h*n har leget godt i starten men blev pludselig ked af det og var ikke til at muntre op igen.

Vi vinker og siger ses på mandag, kommer ud til barnevognen og tænker at en banan vil gøre godt inden en god lang middagslur (som jeg forventer), efter en hel banan liver vores barn op og virker ikke særlig træt længere og kigger knap så mistroisk på mig, mens h*n spiser bananen i dagplejers indkørsel, hører jeg at de andre børn stadig græder.

Normalt er vores barn meget udadvendt over for fremmede mennesker, vi har aldrig haft problemer når h*n er blevet passet ude, hos f.eks faster og onkel har vi fået passet vores barn et par gange næsten en hel weekend, når vi er kommet for at hente er det: hej mor og far, glad for at se jer, men sæt mig lige ned på gulvet igen, jeg er ikke færdig med at lege.

H*n har heller aldrig været så mor glad som de sidste dage, jo selvfølgelig når man er sulten, træt, ked af det og syg, men ellers er det far der er helten her i huset, selv far har lagt mærke til at h*n nærmest klistre op af min ben og sætter i et hyl hvis jeg går ud i køkkenet mens far forsøger at underholde, h*n er også meget pylret og tryghedssøgende, fra den sene eftermiddagslur og frem til sengetid, kan ikke tåle at være alene, det er slet slet ikke normalt for vores barn.

Vi har tænkt så det knager hele weekenden, vi bliver ved med at sige: h*n skal jo lige have chancen for at vende sig til det, men der er noget inde i os der siger at det er helt hen i vejret, på en eller anden måde som om dagplejer og vores barn ikke har den kemi der skal til for at h*n er tryg.

En bi ting er, at vi holder vores hjem 100% parfumefrit pga at vi begge har allergi, både over for parfume men også andre allergier og min kæreste havde bronkitis som barn.

Det er vores dagplejer ikke, hun bruger især meget på sig selv, vi har det svært med at vores barn og tøj dufter kraftigt af parfume når vi kommer hjem, men det er jo et følsomt emne som vi på ingen måde ønsker en konflikt med.

Her i eftermiddag snakker vi så med en bekendt som arbejder hos kommunen om vores oplevelser, hun synes vi burde kontakte vores tilknyttede pædagog allerede i løbet af denne uge hvis det ikke bliver bedre i løbet af de første dage, samt forlange at dagplejer skruer ned for parfumen når hun arbejder med børn.

Hun siger at det bliver et 2 års langt helved hvis h*n lugter af parfume hver dag, det kan vi godt se, men synes det er svært.

Og hvis h*n ikke trives hos denne dagplejer er det langt det bedste at skifte hurtigst muligt.

Jeg ville nok mest af med min knude i maven, det er så utrolig svært at mærke sit barn, der normalt stor trives, være så ked af det

Vil også gerne høre om i har et råd til hvad vi gør? eller har nogle oplevelser der ligner.

Jeg havde tænk mig at fortælle dagplejeren i morgen presist hvad vi har oplevet med vores barn, men synes det virker lidt drastisk at kontakte vores kontakt person allerede, men er enig i at hvis det går så galt at vi er nødt til at tænke i et skift, skal det også gå hurtigt.

Anonym skriver:

Vores barn er i sidste uge lige startet op i kommunal dagpleje, kun tre dage pga sygdom.

To første dage a´ 1 time sammen med mor, h*n er som h*n plejer, meget nygerrig og går straks i gang med det nye legetøj og undersøger de andre børn.

De to "store" børn, ca 6 mdr forskel til vores barn, leger ikke særlig meget selvstændigt men vil hele tiden op til dagplejer og græder meget, det tredje barn er født samme måned som vores og er som vores god til at lege selv, hun siger dog at de plejer ikke at græde så meget.

Jeg synes selv at min kemi med dagplejer er ok.

Men i fredags skulle vores barn være hos dagplejer selv i 1½ time, efter en time skriver dagplejer at jeg godt må hente lidt før da vores barn er træt og meget ked af det, gå turen tager dog 10 min.

Jeg bliver mødt med 4 grædende unger og vores som er helt rødspættet i hovedet af gråd, det er kun normalt hvis h*n er virkelig ulykkelig, h*n kaster sig i armene af mig og klamre sig fast til sin mor, dagplejer siger at h*n har leget godt i starten men blev pludselig ked af det og var ikke til at muntre op igen.

Vi vinker og siger ses på mandag, kommer ud til barnevognen og tænker at en banan vil gøre godt inden en god lang middagslur (som jeg forventer), efter en hel banan liver vores barn op og virker ikke særlig træt længere og kigger knap så mistroisk på mig, mens h*n spiser bananen i dagplejers indkørsel, hører jeg at de andre børn stadig græder.

Normalt er vores barn meget udadvendt over for fremmede mennesker, vi har aldrig haft problemer når h*n er blevet passet ude, hos f.eks faster og onkel har vi fået passet vores barn et par gange næsten en hel weekend, når vi er kommet for at hente er det: hej mor og far, glad for at se jer, men sæt mig lige ned på gulvet igen, jeg er ikke færdig med at lege.

H*n har heller aldrig været så mor glad som de sidste dage, jo selvfølgelig når man er sulten, træt, ked af det og syg, men ellers er det far der er helten her i huset, selv far har lagt mærke til at h*n nærmest klistre op af min ben og sætter i et hyl hvis jeg går ud i køkkenet mens far forsøger at underholde, h*n er også meget pylret og tryghedssøgende, fra den sene eftermiddagslur og frem til sengetid, kan ikke tåle at være alene, det er slet slet ikke normalt for vores barn.

Vi har tænkt så det knager hele weekenden, vi bliver ved med at sige: h*n skal jo lige have chancen for at vende sig til det, men der er noget inde i os der siger at det er helt hen i vejret, på en eller anden måde som om dagplejer og vores barn ikke har den kemi der skal til for at h*n er tryg.

En bi ting er, at vi holder vores hjem 100% parfumefrit pga at vi begge har allergi, både over for parfume men også andre allergier og min kæreste havde bronkitis som barn.

Det er vores dagplejer ikke, hun bruger især meget på sig selv, vi har det svært med at vores barn og tøj dufter kraftigt af parfume når vi kommer hjem, men det er jo et følsomt emne som vi på ingen måde ønsker en konflikt med.

Her i eftermiddag snakker vi så med en bekendt som arbejder hos kommunen om vores oplevelser, hun synes vi burde kontakte vores tilknyttede pædagog allerede i løbet af denne uge hvis det ikke bliver bedre i løbet af de første dage, samt forlange at dagplejer skruer ned for parfumen når hun arbejder med børn.

Hun siger at det bliver et 2 års langt helved hvis h*n lugter af parfume hver dag, det kan vi godt se, men synes det er svært.

Og hvis h*n ikke trives hos denne dagplejer er det langt det bedste at skifte hurtigst muligt.

Jeg ville nok mest af med min knude i maven, det er så utrolig svært at mærke sit barn, der normalt stor trives, være så ked af det

Vil også gerne høre om i har et råd til hvad vi gør? eller har nogle oplevelser der ligner.

Jeg havde tænk mig at fortælle dagplejeren i morgen presist hvad vi har oplevet med vores barn, men synes det virker lidt drastisk at kontakte vores kontakt person allerede, men er enig i at hvis det går så galt at vi er nødt til at tænke i et skift, skal det også gå hurtigt.

 

 

Da jeg læste din tråd tænkte jeg flere gsnge, er det min 2 år gamle tråd. 

Jeg er ikke i tvivl om i skal skifte. Stol på din mavefornemmelse.

vi skiftede til vuggestue, selvom jeg egentlig var sikker på dagpleje var bedst. Og sundhedsplejerske og område pædagog mente vi havde den bedste dagpleje i byen.

efter skiftet trives min dreng perfekt! Han græder ikke længere ved aflevering og afhentning.

har virkelig lært at man altid skal følge sin mavefornemmelse selvom fagfolk er uenige i beslutningen.

senere har det vidst sig at min dreng havde brug for støttetimer (han er sensitiv) og er sikker på ar var vi stadig hos dagplejeren havde det været en stempel som problembarn. 

I vuggestuen er der flere hænder, de kan hjælpe og holde øje med hinanden, de er uddannede og der er større chance for barnet svinger med bare en af de voksne, bedre muligheder for jævnaldrende børn og  mild overgang til børnehave hvis det er samme hus.

håber det hele løser sig for jer, det skal føles trygt at aflever sit barn.

Anonym skriver:

Vores barn er i sidste uge lige startet op i kommunal dagpleje, kun tre dage pga sygdom.

To første dage a´ 1 time sammen med mor, h*n er som h*n plejer, meget nygerrig og går straks i gang med det nye legetøj og undersøger de andre børn.

De to "store" børn, ca 6 mdr forskel til vores barn, leger ikke særlig meget selvstændigt men vil hele tiden op til dagplejer og græder meget, det tredje barn er født samme måned som vores og er som vores god til at lege selv, hun siger dog at de plejer ikke at græde så meget.

Jeg synes selv at min kemi med dagplejer er ok.

Men i fredags skulle vores barn være hos dagplejer selv i 1½ time, efter en time skriver dagplejer at jeg godt må hente lidt før da vores barn er træt og meget ked af det, gå turen tager dog 10 min.

Jeg bliver mødt med 4 grædende unger og vores som er helt rødspættet i hovedet af gråd, det er kun normalt hvis h*n er virkelig ulykkelig, h*n kaster sig i armene af mig og klamre sig fast til sin mor, dagplejer siger at h*n har leget godt i starten men blev pludselig ked af det og var ikke til at muntre op igen.

Vi vinker og siger ses på mandag, kommer ud til barnevognen og tænker at en banan vil gøre godt inden en god lang middagslur (som jeg forventer), efter en hel banan liver vores barn op og virker ikke særlig træt længere og kigger knap så mistroisk på mig, mens h*n spiser bananen i dagplejers indkørsel, hører jeg at de andre børn stadig græder.

Normalt er vores barn meget udadvendt over for fremmede mennesker, vi har aldrig haft problemer når h*n er blevet passet ude, hos f.eks faster og onkel har vi fået passet vores barn et par gange næsten en hel weekend, når vi er kommet for at hente er det: hej mor og far, glad for at se jer, men sæt mig lige ned på gulvet igen, jeg er ikke færdig med at lege.

H*n har heller aldrig været så mor glad som de sidste dage, jo selvfølgelig når man er sulten, træt, ked af det og syg, men ellers er det far der er helten her i huset, selv far har lagt mærke til at h*n nærmest klistre op af min ben og sætter i et hyl hvis jeg går ud i køkkenet mens far forsøger at underholde, h*n er også meget pylret og tryghedssøgende, fra den sene eftermiddagslur og frem til sengetid, kan ikke tåle at være alene, det er slet slet ikke normalt for vores barn.

Vi har tænkt så det knager hele weekenden, vi bliver ved med at sige: h*n skal jo lige have chancen for at vende sig til det, men der er noget inde i os der siger at det er helt hen i vejret, på en eller anden måde som om dagplejer og vores barn ikke har den kemi der skal til for at h*n er tryg.

En bi ting er, at vi holder vores hjem 100% parfumefrit pga at vi begge har allergi, både over for parfume men også andre allergier og min kæreste havde bronkitis som barn.

Det er vores dagplejer ikke, hun bruger især meget på sig selv, vi har det svært med at vores barn og tøj dufter kraftigt af parfume når vi kommer hjem, men det er jo et følsomt emne som vi på ingen måde ønsker en konflikt med.

Her i eftermiddag snakker vi så med en bekendt som arbejder hos kommunen om vores oplevelser, hun synes vi burde kontakte vores tilknyttede pædagog allerede i løbet af denne uge hvis det ikke bliver bedre i løbet af de første dage, samt forlange at dagplejer skruer ned for parfumen når hun arbejder med børn.

Hun siger at det bliver et 2 års langt helved hvis h*n lugter af parfume hver dag, det kan vi godt se, men synes det er svært.

Og hvis h*n ikke trives hos denne dagplejer er det langt det bedste at skifte hurtigst muligt.

Jeg ville nok mest af med min knude i maven, det er så utrolig svært at mærke sit barn, der normalt stor trives, være så ked af det

Vil også gerne høre om i har et råd til hvad vi gør? eller har nogle oplevelser der ligner.

Jeg havde tænk mig at fortælle dagplejeren i morgen presist hvad vi har oplevet med vores barn, men synes det virker lidt drastisk at kontakte vores kontakt person allerede, men er enig i at hvis det går så galt at vi er nødt til at tænke i et skift, skal det også gå hurtigt.

 

 

Jeg ville have givet det en chance. Det er noget helt andet når barnet bliver passet af nogen barnet er tryg ved og ved helt fremmede. Det er helt normal reaktion. Arbejder i en vuggestue, og har ik mødt et barn der ikke reagere i starten. Hun skal også forholde sig til de andre børn, uro og alt de nye ting. Jeg ville give de to uger held og lykke. 

Giv hende en chance men stol stadig på din mavefornemmelse... og tag snakken med hende og ikke pædagogen, altid start med at snakke med den der har med barnet at gøre... også om parfumeproblemet, det skaber mistillid fra starten hvis du ikke prøver at tale med hende først

Jeg er selv pædagog og har arbejdet i en vuggestue, og jeg ville syntes det ville være så ubehageligt hvis jeg skulle havde sådanne ting afvide gennem min leder, frem for at jeg fik dem fra forældrene, det er trods alt hende der skal være sammen med dit barn i mange timer de næste par år... og hende du skal havde en daglig kontakt med...

Hvis du altså vælger at blive 

Og til det med morsyge, hvor gammel er dit barn? For det er meget normalt at børn fra 8 måneders alderen og et godt stykke frem (nogle tidligere, andre senere) bliver morsyge, også kaldet separations angst, dette bliver ofte forværret af institutions start da de jo selv sagt oplever at mor ikke er der

Hælder også til at giv det en chance. 

Vær åben omkring det parfume.

Vær glad for hun faktisk ringede efter dig. Hele gruppen af ungerne skal lige falde på plads igen. Og når gruppen af børn ikke er ældre også kræver det også sin kvinde og hun har jo kun 2 arme

Anonym skriver:

Vores barn er i sidste uge lige startet op i kommunal dagpleje, kun tre dage pga sygdom.

To første dage a´ 1 time sammen med mor, h*n er som h*n plejer, meget nygerrig og går straks i gang med det nye legetøj og undersøger de andre børn.

De to "store" børn, ca 6 mdr forskel til vores barn, leger ikke særlig meget selvstændigt men vil hele tiden op til dagplejer og græder meget, det tredje barn er født samme måned som vores og er som vores god til at lege selv, hun siger dog at de plejer ikke at græde så meget.

Jeg synes selv at min kemi med dagplejer er ok.

Men i fredags skulle vores barn være hos dagplejer selv i 1½ time, efter en time skriver dagplejer at jeg godt må hente lidt før da vores barn er træt og meget ked af det, gå turen tager dog 10 min.

Jeg bliver mødt med 4 grædende unger og vores som er helt rødspættet i hovedet af gråd, det er kun normalt hvis h*n er virkelig ulykkelig, h*n kaster sig i armene af mig og klamre sig fast til sin mor, dagplejer siger at h*n har leget godt i starten men blev pludselig ked af det og var ikke til at muntre op igen.

Vi vinker og siger ses på mandag, kommer ud til barnevognen og tænker at en banan vil gøre godt inden en god lang middagslur (som jeg forventer), efter en hel banan liver vores barn op og virker ikke særlig træt længere og kigger knap så mistroisk på mig, mens h*n spiser bananen i dagplejers indkørsel, hører jeg at de andre børn stadig græder.

Normalt er vores barn meget udadvendt over for fremmede mennesker, vi har aldrig haft problemer når h*n er blevet passet ude, hos f.eks faster og onkel har vi fået passet vores barn et par gange næsten en hel weekend, når vi er kommet for at hente er det: hej mor og far, glad for at se jer, men sæt mig lige ned på gulvet igen, jeg er ikke færdig med at lege.

H*n har heller aldrig været så mor glad som de sidste dage, jo selvfølgelig når man er sulten, træt, ked af det og syg, men ellers er det far der er helten her i huset, selv far har lagt mærke til at h*n nærmest klistre op af min ben og sætter i et hyl hvis jeg går ud i køkkenet mens far forsøger at underholde, h*n er også meget pylret og tryghedssøgende, fra den sene eftermiddagslur og frem til sengetid, kan ikke tåle at være alene, det er slet slet ikke normalt for vores barn.

Vi har tænkt så det knager hele weekenden, vi bliver ved med at sige: h*n skal jo lige have chancen for at vende sig til det, men der er noget inde i os der siger at det er helt hen i vejret, på en eller anden måde som om dagplejer og vores barn ikke har den kemi der skal til for at h*n er tryg.

En bi ting er, at vi holder vores hjem 100% parfumefrit pga at vi begge har allergi, både over for parfume men også andre allergier og min kæreste havde bronkitis som barn.

Det er vores dagplejer ikke, hun bruger især meget på sig selv, vi har det svært med at vores barn og tøj dufter kraftigt af parfume når vi kommer hjem, men det er jo et følsomt emne som vi på ingen måde ønsker en konflikt med.

Her i eftermiddag snakker vi så med en bekendt som arbejder hos kommunen om vores oplevelser, hun synes vi burde kontakte vores tilknyttede pædagog allerede i løbet af denne uge hvis det ikke bliver bedre i løbet af de første dage, samt forlange at dagplejer skruer ned for parfumen når hun arbejder med børn.

Hun siger at det bliver et 2 års langt helved hvis h*n lugter af parfume hver dag, det kan vi godt se, men synes det er svært.

Og hvis h*n ikke trives hos denne dagplejer er det langt det bedste at skifte hurtigst muligt.

Jeg ville nok mest af med min knude i maven, det er så utrolig svært at mærke sit barn, der normalt stor trives, være så ked af det

Vil også gerne høre om i har et råd til hvad vi gør? eller har nogle oplevelser der ligner.

Jeg havde tænk mig at fortælle dagplejeren i morgen presist hvad vi har oplevet med vores barn, men synes det virker lidt drastisk at kontakte vores kontakt person allerede, men er enig i at hvis det går så galt at vi er nødt til at tænke i et skift, skal det også gå hurtigt.

 

 

Jeg ville give det en chance, men sætte måske en deadline, hvor længe vil jeg give det? Og så se hvordan tingene er. Som andre siger, barnet skal jo lige vænne sig til at det er en hel ny person det bliver afleveret hos, nye børn barnet skal vænne sig til, nyt sted.. Det tager tid for sådan en lille en.
Men glem aldrig at følg din mavefornemmelse, og snak med dp, hun har sikkert oplevet det før, og ved hvordan forældre har det med at aflevere deres barn til en fremmed. Vær imødekommende med hende.

Hold op hvor blev jeg glad og lettet da jeg læste alle jeres svar  og at i forstod pointen i mit indlæg.

Det gik bedre en anelse bedre i dag, jeg fortalte Dagplejeren at han ikke havde taget det ret godt i sidste uge her til morgen, vi blev enige om at gå ned på at h*n kun skulle være der en time i dag.

Han var lige så ked af det da jeg kom ind af døren som i fredags, men hun fortæller, at han havde leget længere tid, inden han blev ked af det og kun havde være ked af det i 15 min inden jeg kom og hun følte der var lidt fremgang fra sidst.

Efter at have tænkt over jeres svar og den meget lille fremgang i dag, tænker jeg at hun selvfølgelig skal have en god chance, det har nu altid været hensigten, men man reagere jo når ens guld ikke trives optimalt.

Kay skriver:

Giv hende en chance men stol stadig på din mavefornemmelse... og tag snakken med hende og ikke pædagogen, altid start med at snakke med den der har med barnet at gøre... også om parfumeproblemet, det skaber mistillid fra starten hvis du ikke prøver at tale med hende først

Jeg er selv pædagog og har arbejdet i en vuggestue, og jeg ville syntes det ville være så ubehageligt hvis jeg skulle havde sådanne ting afvide gennem min leder, frem for at jeg fik dem fra forældrene, det er trods alt hende der skal være sammen med dit barn i mange timer de næste par år... og hende du skal havde en daglig kontakt med...

Hvis du altså vælger at blive 

Og til det med morsyge, hvor gammel er dit barn? For det er meget normalt at børn fra 8 måneders alderen og et godt stykke frem (nogle tidligere, andre senere) bliver morsyge, også kaldet separations angst, dette bliver ofte forværret af institutions start da de jo selv sagt oplever at mor ikke er der

Vores barn er lige fyldt et år og har indtil nu ikke vist særlig tegn på morsyge før, det har mere været farsyge, mor er der bare

Jeg kan godt se at det må være træls at få sådan noget af vide af sin leder, men synes det er et meget følsomt emne der så let kan blive misforstået næsten uanset hvilken måde det bliver sagt på.

Jeg aner simpelt hen ikke hvordan jeg skal få det sagt, uden at hun føler at det er en kritik af, hvordan hun må være i hendes eget hjem, hvis det var forståeligt

Anonym skriver:

Vores barn er i sidste uge lige startet op i kommunal dagpleje, kun tre dage pga sygdom.

To første dage a´ 1 time sammen med mor, h*n er som h*n plejer, meget nygerrig og går straks i gang med det nye legetøj og undersøger de andre børn.

De to "store" børn, ca 6 mdr forskel til vores barn, leger ikke særlig meget selvstændigt men vil hele tiden op til dagplejer og græder meget, det tredje barn er født samme måned som vores og er som vores god til at lege selv, hun siger dog at de plejer ikke at græde så meget.

Jeg synes selv at min kemi med dagplejer er ok.

Men i fredags skulle vores barn være hos dagplejer selv i 1½ time, efter en time skriver dagplejer at jeg godt må hente lidt før da vores barn er træt og meget ked af det, gå turen tager dog 10 min.

Jeg bliver mødt med 4 grædende unger og vores som er helt rødspættet i hovedet af gråd, det er kun normalt hvis h*n er virkelig ulykkelig, h*n kaster sig i armene af mig og klamre sig fast til sin mor, dagplejer siger at h*n har leget godt i starten men blev pludselig ked af det og var ikke til at muntre op igen.

Vi vinker og siger ses på mandag, kommer ud til barnevognen og tænker at en banan vil gøre godt inden en god lang middagslur (som jeg forventer), efter en hel banan liver vores barn op og virker ikke særlig træt længere og kigger knap så mistroisk på mig, mens h*n spiser bananen i dagplejers indkørsel, hører jeg at de andre børn stadig græder.

Normalt er vores barn meget udadvendt over for fremmede mennesker, vi har aldrig haft problemer når h*n er blevet passet ude, hos f.eks faster og onkel har vi fået passet vores barn et par gange næsten en hel weekend, når vi er kommet for at hente er det: hej mor og far, glad for at se jer, men sæt mig lige ned på gulvet igen, jeg er ikke færdig med at lege.

H*n har heller aldrig været så mor glad som de sidste dage, jo selvfølgelig når man er sulten, træt, ked af det og syg, men ellers er det far der er helten her i huset, selv far har lagt mærke til at h*n nærmest klistre op af min ben og sætter i et hyl hvis jeg går ud i køkkenet mens far forsøger at underholde, h*n er også meget pylret og tryghedssøgende, fra den sene eftermiddagslur og frem til sengetid, kan ikke tåle at være alene, det er slet slet ikke normalt for vores barn.

Vi har tænkt så det knager hele weekenden, vi bliver ved med at sige: h*n skal jo lige have chancen for at vende sig til det, men der er noget inde i os der siger at det er helt hen i vejret, på en eller anden måde som om dagplejer og vores barn ikke har den kemi der skal til for at h*n er tryg.

En bi ting er, at vi holder vores hjem 100% parfumefrit pga at vi begge har allergi, både over for parfume men også andre allergier og min kæreste havde bronkitis som barn.

Det er vores dagplejer ikke, hun bruger især meget på sig selv, vi har det svært med at vores barn og tøj dufter kraftigt af parfume når vi kommer hjem, men det er jo et følsomt emne som vi på ingen måde ønsker en konflikt med.

Her i eftermiddag snakker vi så med en bekendt som arbejder hos kommunen om vores oplevelser, hun synes vi burde kontakte vores tilknyttede pædagog allerede i løbet af denne uge hvis det ikke bliver bedre i løbet af de første dage, samt forlange at dagplejer skruer ned for parfumen når hun arbejder med børn.

Hun siger at det bliver et 2 års langt helved hvis h*n lugter af parfume hver dag, det kan vi godt se, men synes det er svært.

Og hvis h*n ikke trives hos denne dagplejer er det langt det bedste at skifte hurtigst muligt.

Jeg ville nok mest af med min knude i maven, det er så utrolig svært at mærke sit barn, der normalt stor trives, være så ked af det

Vil også gerne høre om i har et råd til hvad vi gør? eller har nogle oplevelser der ligner.

Jeg havde tænk mig at fortælle dagplejeren i morgen presist hvad vi har oplevet med vores barn, men synes det virker lidt drastisk at kontakte vores kontakt person allerede, men er enig i at hvis det går så galt at vi er nødt til at tænke i et skift, skal det også gå hurtigt.

 

 

I forhold til parfume synes jeg sagtens du kan være ærlig overfor dp mor. Fortæl hende at i har allergier, og om hun måske kan skrue lidt ned på mængden hun bruger - på en pæn måde. Dog må i respektere at hun bruger parfume, men jeg mener sagtens i på en pæn måde kan spørge om hun kan tage så lidt på som muligt.

Mht indkøring så bør i slå koldt vand i blodet! Det kan tage tid for de små at vende sig til en hverdag med andre børn, og at man ikke altid kan få sin vilje. Nogle børn hyler meget, andre lidt, og du kan være kommet i et øjebliksbillede med 4 børn, 1 sulten, 1 træt, 1 med hjemve og en der har slået sig. NÅR indkøringen er på plads - og den første månedstid er gået skal i revurdere.. Er det det rigtige sted? Passer kemien stadig? Føler i jer trygge ? Og hvis ikke skal i selvfølgelig skifte. Mit barn startede i dp som 7,5 måned og skiftede til vs som 13 mdr. Skiftet var dog ikke pga manglende kemi med dp mor, men fordi vi helst ville i vs, og så måtte vi ente til der var en ledig plads.

stol på jer selv, men giv folk en chance

Som det første vil jeg lige sige at hvis du er utryg ved aflevering vil dit barn også være det. 

Jeg synes ikke det lyder usædvanligt. Mange børn bliver ked af at blive afleveret hos HELT fremmede og i et HELT fremmed hjem, selvom de ellers er glade. Det er derfor man bruger omkring 2 uger (nogle mere, andre mindre) på at køre sit barn ind. 

At der er børn som græder ved afleveringstidspunktet er ikke unormalt. I vuggestuen kan du opleve endnu flere børn på en gang græde fordi de har lidt svært ved at sige farvel. 

Det med parfume ville jeg klart nævne for hende - ikke pædagogen. Jeg ville altid snakke med hende først for at opretholde et godt samarbejde. 

Giv det lidt tid håber dit barn og du bliver glad for hende