Deres konflikt gør mig sindssyg!!

Mig kæreste har en skøn søn på 3 år med en anden kvinde - de har aldrig været i et forhold sammen, han blev lavet ved en "one-nigther".

De fatter simpelthen ikke at kommunikere og slet ikke at samarbejde om deres søn. Og deres konflikter er så håbløse og dræbende. Og handler om alt muligt fra samvær, forældremyndighed til kost, sovetider og alt umuligt andet. Man ville nok tro jeg var på min kærestes banehalvdel, men jeg synes de begge er lige gode om det. Og de pisser i deres egen rede! Iha. 

De beskylder hinanden, og deres sms korrenspondancer eskalere fuldstændigt. Jeg har selvfølgelig prøvet x flere at snakke med min kæreste om det, men det er som om han er fuldstændigt blind overfor han selv er et problem i det, og jeg er overbevist om, at hun har det på samme måde. 

Jeg synes de skal have professionel hjælp til at løse deres konflikt, og få dem til at fatte at det eneste de gør, er at gøre det mere besværligt for dem selv, og det er kun deres søn de straffer (dog formår de så vidt muligt, at holde ham ude at konflikten).

Hvordan får jeg dem til at gå med til det? - Eller skal jeg egentligt bare blande mig helt ud af deres hårkude? 

Mig kæreste har en skøn søn på 3 år med en anden kvinde - de har aldrig været i et forhold sammen, han blev lavet ved en "one-nigther".

De fatter simpelthen ikke at kommunikere og slet ikke at samarbejde om deres søn. Og deres konflikter er så håbløse og dræbende. Og handler om alt muligt fra samvær, forældremyndighed til kost, sovetider og alt umuligt andet. Man ville nok tro jeg var på min kærestes banehalvdel, men jeg synes de begge er lige gode om det. Og de pisser i deres egen rede! Iha. 

De beskylder hinanden, og deres sms korrenspondancer eskalere fuldstændigt. Jeg har selvfølgelig prøvet x flere at snakke med min kæreste om det, men det er som om han er fuldstændigt blind overfor han selv er et problem i det, og jeg er overbevist om, at hun har det på samme måde. 

Jeg synes de skal have professionel hjælp til at løse deres konflikt, og få dem til at fatte at det eneste de gør, er at gøre det mere besværligt for dem selv, og det er kun deres søn de straffer (dog formår de så vidt muligt, at holde ham ude at konflikten).

Hvordan får jeg dem til at gå med til det? - Eller skal jeg egentligt bare blande mig helt ud af deres hårkude? 

 

Jeg tænker lidt det ikke er dit bord. Kan sagtens forstå det er frustrerende og opslidende at skulle se til. Men når det så er sagt tænker jeg blot du kan have indflydelse på din kæreste eventuelt og ellers gøre op med dig selv om du kan være en del af dette. 

Hvis det er så anspændt fra begge sider og umuligt med konstruktive sms'er/ kontakt tænker jeg det bliver svært for dig at gøre fra eller til jo mindre din mand eventuelt vælger at tage skeen i den anden hånd.

Anonym skriver:

Mig kæreste har en skøn søn på 3 år med en anden kvinde - de har aldrig været i et forhold sammen, han blev lavet ved en "one-nigther".

De fatter simpelthen ikke at kommunikere og slet ikke at samarbejde om deres søn. Og deres konflikter er så håbløse og dræbende. Og handler om alt muligt fra samvær, forældremyndighed til kost, sovetider og alt umuligt andet. Man ville nok tro jeg var på min kærestes banehalvdel, men jeg synes de begge er lige gode om det. Og de pisser i deres egen rede! Iha. 

De beskylder hinanden, og deres sms korrenspondancer eskalere fuldstændigt. Jeg har selvfølgelig prøvet x flere at snakke med min kæreste om det, men det er som om han er fuldstændigt blind overfor han selv er et problem i det, og jeg er overbevist om, at hun har det på samme måde. 

Jeg synes de skal have professionel hjælp til at løse deres konflikt, og få dem til at fatte at det eneste de gør, er at gøre det mere besværligt for dem selv, og det er kun deres søn de straffer (dog formår de så vidt muligt, at holde ham ude at konflikten).

Hvordan får jeg dem til at gå med til det? - Eller skal jeg egentligt bare blande mig helt ud af deres hårkude? 

 

Jeg synes det er GODT du blander dig! Det virker som om du bare gerne vil hjælpe dit bonusbarn, fordi du ikke kan holde til at se forældrene opfører sig på den barnlige måde de åbenbart gør. Jeg ville tage endnu en alvorlig snak med kæresten, og evt. sætte ham til at se programmerne "stop nu krigen mor og far". Alt for mange børn lever i et helvede pga. deres forældres egoisme og egne følelser. Det er barnets tarv der kommer først, og ikke forældrenes. 

Forslå evt. at de hyrer en mægler, hvis de ikke kan få det bivilliget det via statsforvaltningen. 

Du lyder fornuftig. Han kunne lige sp godt have fundet en kvinde som bare smed mere brænde på bålet. 

Håber de finder ud af det for deres barns skyld. 

Du kan sagtens blande dig, hvis du spørger mig. 

Ment på den måde, at du kan foreslå/insistere på at din kæreste og moderen skal indgår i er forløb sammen hvor de lærer at snakke og samarbejde. Mener det er statsforvaltningen, som udbyder sådanne kurser. 

Jeg er selv bonusmor, og har sagt overstående til min kæreste - at hvis han så os ude i fremtiden sammen, så skulle han og hans xkone finde en måde at få deres samarbejde til at fat ungere. For det tager bare så meget energi at skulle være vidne til, samt at i mit tilfælde går det også rigtig meget ud over børnene. Og det gider jeg simpelthen ikke være vidne til, at voksne mennesker opfører sig som pattebørn, som i sidste ende altid vil have de fælles børn som de største tabere i det spil. 

Det er jo teknisk set ikke dit bord at blande dig i, omend jeg synes at du skal blande dig hvis du rent faktisk kan bidrage med noget godt. Altså indimellem har selv forældre da brug for et los i røven når de tydeligvis gør noget galt, uden at de selv kan se det og de kan jo ikke give hinanden det los når de selv er problemet. Men hvordan vil du få dem til at få hjælp, uden det blot lyder som om du vil være en del af deres skænderi og pege fingre af dem og det de gør galt? 

Anonym skriver:

Mig kæreste har en skøn søn på 3 år med en anden kvinde - de har aldrig været i et forhold sammen, han blev lavet ved en "one-nigther".

De fatter simpelthen ikke at kommunikere og slet ikke at samarbejde om deres søn. Og deres konflikter er så håbløse og dræbende. Og handler om alt muligt fra samvær, forældremyndighed til kost, sovetider og alt umuligt andet. Man ville nok tro jeg var på min kærestes banehalvdel, men jeg synes de begge er lige gode om det. Og de pisser i deres egen rede! Iha. 

De beskylder hinanden, og deres sms korrenspondancer eskalere fuldstændigt. Jeg har selvfølgelig prøvet x flere at snakke med min kæreste om det, men det er som om han er fuldstændigt blind overfor han selv er et problem i det, og jeg er overbevist om, at hun har det på samme måde. 

Jeg synes de skal have professionel hjælp til at løse deres konflikt, og få dem til at fatte at det eneste de gør, er at gøre det mere besværligt for dem selv, og det er kun deres søn de straffer (dog formår de så vidt muligt, at holde ham ude at konflikten).

Hvordan får jeg dem til at gå med til det? - Eller skal jeg egentligt bare blande mig helt ud af deres hårkude? 

 

Har du børn med din kæreste? Hvis ikke, så synes jeg at du skal overveje seriøst om han er manden du gerne vil starte familie med. Nu har du set hvordan han tackler et delebarn, og det er ikke en situation du har lyst til at stå i.

En lidt hård udmelding, men immervæk ret relevant, synes jeg.

Jeg synes sagtens at du kan blande dig, og foreslå, ja vel egentlig kræve, at din kæreste går med til noget fælles rådgivning hvor de lærer at kommunikere ordentligt.

Hvis jeg var dig, ville jeg simpelthen sige at jeg ikke ville have lyst til at stifte familie med en mand der er så dårlig til at håndtere en delebarns-situation, så hvis han mener det seriøst med dig, må han tage sig sammen.