Nogen har måske læst mine mange tråde om emnet, de kan findes, så jeg springer lige forhistorien over. Jeg trappede ned i medicin for to mdr siden. Hm og så er det begyndt at gå lidt skævt. Har ikke depressive følelser, eller angst eller selvværdsproblemer, bare en stor følelse af tristhed og af at være fanget i familielivet. Det har fået mig til at ræssonnere, måske er det bare ikke rigtigt for mig at være fuldtidsmor. Måske ville det efterhånden være bedst bare at tage skridtet og blive weekendmor.
I skal ikke hjælpe med beslutningen, men vil bare gerne høre jeres erfaringer. kender i nogen, hvor det vitterligt har virket sådan at det traditionelle far-mor-børn /kernefamilie halløj bare ikke har fungeret for dem?
Jeg begynder at frygte, at den der tristhed (ikke depression), vil dukke op igen og igen, fordi jeg simpelthen lever mit liv på den forkerte måde.
Anmeld
