Jeg ved ærlig talt ikke hvordan jeg skal gribe tingene an længere.
For et pr mdr siden fik jeg og min kæreste en baby sammen og jeg har en på 6 i forvejen som jeg føler min kæreste er begyndt at "skubbe lidt væk".
Min 6 årige er uden tvivl en pain in the ass lige for tiden og det kommer til udtryk ved at han ikke hører efter og gør hvad man beder ham, han griner lige op i ansigtet på en når man forsøger at irettesætte ham og kan finde på at gøre det igen og igen på trods af at han lige har siddet på værelset eller har talt med store ord. I skolen havde han "gemt sig" dvs kravlet under borde og stole da læreren ville have børnene skulle samles på rad og række. Da hun så bad ham komme frem og stille dig ved de andre, grinte han bare....
Det er vigtigt at sige at min søn har gennemgået mange ændringer i hans liv på kort tid. Vi er flyttet, så blev han storebror og så flyttede vi igen hvorefter han startede i skole her i den kommune vi bor i nu. Alt dette er sket på et år!
Jeg har været optaget af en øv graviditet, brud med kæresten og har efterfølgende skulle tage mig af baby. Det har derfor ikke været så meget overskud til min store dreng.
Vi flyttede lige inden skolestart og der tænkte jeg at jeg nu måtte begynde af fokusere mere på den store dreng men det der gør alting lidt svært er min kærestes udtalelser om ham.... "Han er for meget ... Han er et psykopat barn der burde komme i aflastning så vi kan få lidt ro omkring os"????
Jeg tænker at min søn nu mere end nogensinde, har brug for kærlighed tryghed og omsorg. Min kæreste har vel givet op på ham på forhånd og jeg er bange for min søn vil kunne mærke det og at det hele bare bliver meget værre.
Ord sårer så dybt og kan aldrig tages tilbage uanset hvordan min kæreste prøver at retfærdiggøre hans udsagn om min søn.
Sådan var det ikke inden baby kom, der var min søn og kæreste meget tætte... Men det synes jeg har ændret sig nu og jeg føler lidt jeg udsætter min søn ved at byde ham en faderrolle som egentlig ik bryder sig om ham.
Med han er jo far til baby og jeg elsker ham MEN de ting han har sagt om min søn har dræbt nogle følelser indeni i forhold til ham.
Trines svar
Kære Fortvivlet mor
Tak for dit brev og undskyld der er gået lidt tid før jeg har fået svaret.
Hvor er det trist at tingene har ændret sig sådan siden I har fået den lille. Desværre er det meget normalt at overskuddet ryger når der kommer en lille ny og at forældrene kommer til at skændes. Der sker jo en masse ændringer både rent hormonelt hos moderen men også rent praktisk i familien hvor der pludselig skal gøres plads til den lille som fylder meget.
Desværre er det jo også sådan at når frustrationen bliver for stor kan man komme til at sige tingene på en meget hård måde eller man kan komme til at sige ting man måske ikke helt mener.
Jeg kan godt forstå du er blevet såret over din kærestes udtalelser om din søn særlig når du fortæller at de havde en tæt forhold før den lille kom. Dog tror jeg det er vigtigt at du ser dem i det perspektiv som de er blevet sagt i, nemlig i frustration. Ordene vil nok altid sidde der som et lille ar, som måske aldrig heler helt. Men hvis du vælger at blive sammen med faderen, må du finde en måde at tilgive hans udtagelser ellers vil de sidde som en kile imellem jer.
I forhold til din søn lyder det som om han har været igennem en meget turbulent tid men rigtig mange faktorer der har spillet ind.
Dit overskud har heller ikke været det største da du har haft en svær graviditet samtidig med at du har skulle forholde dig til flytning og brud.
Derfor har din søn nok følt at han ikke var så elsket som han ellers plejer at være. Det har fået ham til at tvivle på din kærlighed og gjort ham usikker på dig som hans faste støtte.
Derfor er han nu gået i gang med at prøve at finde ud af om du virkelig elsker ham også selvom han gør alt hvad han kan for at du ikke elsker ham. Samtidig higer han efter at du sætter nogle grænser op for ham så han ved "hvor" og "hvem" du er.
Derfor er mine råd følgende:
Start med at tage en snak med din kæreste hvor du fortæller hvad det har gjort ved dig at han har sagt de ting han har sagt. Og tal så herefter om hvordan I, i fællesskab kan sætte nogle rammer op så han igen kan være en del af familien.
Du bliver nødt til at tage de første skidt både i forhold til din søn men også i forhold til din kæreste. Derfor bliver du nødt til at mene hvad du siger og ellers være konsekvent over for din søn.
Hvis han f.eks. sidder og ser tegnefilm og du beder ham om at slukke, for der er mad, og han ikke hører efter, er det vigtigt at du med det samme siger, "jeg vil have at du hører efter hvad jeg siger"(og så skal du mene det.) Hvis han ikke hører efter, siger du konsekvent "så må jeg slukke fjernsynet og så slukker du det". Hvis han tænder igen slukker du det igen. Næste gang han så vil se tegnefilm må du sige at det kan han ikke for han kan ikke finde ud af at høre efter.
Det er vigtigt at du ikke giver ham changer men med det samme "slå" ned på den dårlige opførelse. Og særligt vigtigt at der er en konsekvens når han ikke hører efter. Og at du ikke skælder ud men forklare ham at når han ikke hører efter så kan han ikke....
Når du har fået vist din søn at du ikke vil have den opførelse men at du stadig elsker ham selvom han opføre sig dårligt vil hans adfærd langsomt begynde at ændre sig.
Og når du har vist din kæreste at du kan rumme din søn vil din kæreste forhåbentligt også igen kunne begynde at knytte sig til din søn.
Og husk så at det tager tid, så prøv at vær tålmodig.
Jeg håber du kan bruge mine råd ellers er du velkommen til at skrive igen.
Hilsen Trine
Trine yder personlig rådgivning, i spørgsmål omhandlende opdragelsen, institutionslivet, trivsel, leg og børns sociale udvikling enten via e-mail eller ved at kommer ud i jeres hjem, hvor I føler jer trygge og derved bedre kan fortælle om de vanskeligheder I oplever. Endvidere holder Trine foredrag inden for 3 overordnet områder. Det, som hun kalder naturlig opdragelse, børn laver mad og natur oplevelser både med og uden et pædagogisk indhold.
Se Trines hjemmeside: www.naturligopdragelse.dk
