Kan nogen fortælle mig hvad der sker?

Måske er det en depression, måske stress og måske noget helt andet.. Jeg har bare lige brug for at få det ud. 

Jeg har været på min arbejdsplads i 5 år nu, men er nu blevet træt af mit arbejde og det er bare det mindste der går imod mig der gør mig irritabel, og jeg får lyst til at bryde sammen. Jeg arbejder i butik i et center og har derfor lange dage. Jeg har typisk 2-3 lukke vagter om ugen, så når jeg kommer hjem sover mine børn. Jeg har kun kort tid om morgenen hvor jeg kan være sammen med dem. Jeg vil gå ned på timer for at få mere tid hjemme, men økonomisk kan det ikke hænge sammen.  

Mine kollegaer er super søde og har betydet utrolig meget for mig. Desværre er de på det sidste stoppet en efter en, og tilbage står jeg og chefen. Jeg er udlært som den eneste i faget, og skal nu til at lære en ny op. Jeg får tildelt mange opgaver på en gang. Selvom det er opgaver jeg kan klare, bliver det for mig uoverskueligt og jeg har taget mig selv i at glemme ting. Det ligner mig ikke. Jeg tænker på det hele tiden. Selv på min fridag kan jeg ikke slappe af, fordi jeg tænker på arbejdet.. I vil nok sige at jeg må tage en snak med min chef. Dette er forsøgt, og umuligt.

På hj. fronten går det fint. Jeg har stadig et stort savn efter tabet af min ene forælder men jeg har ved hjælp af prof. hjælp, fået midler til at komme videre. Jeg kan dog stadig have let til tårer.

Jeg føler mig meget alene. Jeg har ingen tætte veninder. Jeg savner virkelig en veninde som jeg kan gå til når jeg har brug for det, en der vil lytte og give mig råd.. en der vil mig uden at udnytte.. Men jeg har mine søskende og jeg skal nok klare mig.

Jeg ved at jeg må passe på mig selv og jeg har derfor også gjort op med mig selv at jeg må finde et andet arbejde. Jeg tror og føler lidt at det nok er det der kan hjælpe mig. 

Men er der nogle af Jer der har haft det på samme måde som jeg? Jeg håber det ikke, men det kunne alligevel være rart med en at tale med om det.

Og undskyld at det blev lidt langt..

Jeg ville ikke gå forbi uden lige at give en krammer 

jeg kan ikke fortælle dig hvad du skal gøre... Men det lyder til at du er "fyldt" op! Jeg ville måske tage en tur til lægen og snakke om det... Få en afklaring på om det kunne være stress?? 

Hvis du har lyst må du meget gerne skrive privat... Jeg vil rigtig gerne lægge øre til og jeg har desværre selv oplevet haft stress/angst og depression alt for tæt på og vil gerne dele ud af mine egne erfaringer ... 

Anonym skriver:

Måske er det en depression, måske stress og måske noget helt andet.. Jeg har bare lige brug for at få det ud. 

Jeg har været på min arbejdsplads i 5 år nu, men er nu blevet træt af mit arbejde og det er bare det mindste der går imod mig der gør mig irritabel, og jeg får lyst til at bryde sammen. Jeg arbejder i butik i et center og har derfor lange dage. Jeg har typisk 2-3 lukke vagter om ugen, så når jeg kommer hjem sover mine børn. Jeg har kun kort tid om morgenen hvor jeg kan være sammen med dem. Jeg vil gå ned på timer for at få mere tid hjemme, men økonomisk kan det ikke hænge sammen.  

Mine kollegaer er super søde og har betydet utrolig meget for mig. Desværre er de på det sidste stoppet en efter en, og tilbage står jeg og chefen. Jeg er udlært som den eneste i faget, og skal nu til at lære en ny op. Jeg får tildelt mange opgaver på en gang. Selvom det er opgaver jeg kan klare, bliver det for mig uoverskueligt og jeg har taget mig selv i at glemme ting. Det ligner mig ikke. Jeg tænker på det hele tiden. Selv på min fridag kan jeg ikke slappe af, fordi jeg tænker på arbejdet.. I vil nok sige at jeg må tage en snak med min chef. Dette er forsøgt, og umuligt.

På hj. fronten går det fint. Jeg har stadig et stort savn efter tabet af min ene forælder men jeg har ved hjælp af prof. hjælp, fået midler til at komme videre. Jeg kan dog stadig have let til tårer.

Jeg føler mig meget alene. Jeg har ingen tætte veninder. Jeg savner virkelig en veninde som jeg kan gå til når jeg har brug for det, en der vil lytte og give mig råd.. en der vil mig uden at udnytte.. Men jeg har mine søskende og jeg skal nok klare mig.

Jeg ved at jeg må passe på mig selv og jeg har derfor også gjort op med mig selv at jeg må finde et andet arbejde. Jeg tror og føler lidt at det nok er det der kan hjælpe mig. 

Men er der nogle af Jer der har haft det på samme måde som jeg? Jeg håber det ikke, men det kunne alligevel være rart med en at tale med om det.

Og undskyld at det blev lidt langt..

jeg er os altid klar til at snakke hvis du har behov for det.

Anonym skriver:

Måske er det en depression, måske stress og måske noget helt andet.. Jeg har bare lige brug for at få det ud. 

Jeg har været på min arbejdsplads i 5 år nu, men er nu blevet træt af mit arbejde og det er bare det mindste der går imod mig der gør mig irritabel, og jeg får lyst til at bryde sammen. Jeg arbejder i butik i et center og har derfor lange dage. Jeg har typisk 2-3 lukke vagter om ugen, så når jeg kommer hjem sover mine børn. Jeg har kun kort tid om morgenen hvor jeg kan være sammen med dem. Jeg vil gå ned på timer for at få mere tid hjemme, men økonomisk kan det ikke hænge sammen.  

Mine kollegaer er super søde og har betydet utrolig meget for mig. Desværre er de på det sidste stoppet en efter en, og tilbage står jeg og chefen. Jeg er udlært som den eneste i faget, og skal nu til at lære en ny op. Jeg får tildelt mange opgaver på en gang. Selvom det er opgaver jeg kan klare, bliver det for mig uoverskueligt og jeg har taget mig selv i at glemme ting. Det ligner mig ikke. Jeg tænker på det hele tiden. Selv på min fridag kan jeg ikke slappe af, fordi jeg tænker på arbejdet.. I vil nok sige at jeg må tage en snak med min chef. Dette er forsøgt, og umuligt.

På hj. fronten går det fint. Jeg har stadig et stort savn efter tabet af min ene forælder men jeg har ved hjælp af prof. hjælp, fået midler til at komme videre. Jeg kan dog stadig have let til tårer.

Jeg føler mig meget alene. Jeg har ingen tætte veninder. Jeg savner virkelig en veninde som jeg kan gå til når jeg har brug for det, en der vil lytte og give mig råd.. en der vil mig uden at udnytte.. Men jeg har mine søskende og jeg skal nok klare mig.

Jeg ved at jeg må passe på mig selv og jeg har derfor også gjort op med mig selv at jeg må finde et andet arbejde. Jeg tror og føler lidt at det nok er det der kan hjælpe mig. 

Men er der nogle af Jer der har haft det på samme måde som jeg? Jeg håber det ikke, men det kunne alligevel være rart med en at tale med om det.

Og undskyld at det blev lidt langt..

Det lyder til du er begyndt at have for meget om ørerne.. jeg kender alt til det, da jeg for fire måneder siden mistede min kære mor meget pludseligt, min far er dement, jeg har en pige på 3 og én på vej... det kan hurtigt blive for meget oven i job osv. Jeg ville helt klart forhøre min om orlov  eller sygemelde mig efter en tur ved lægen. Det er vigtigt at lytte til sin krop og de tidlige signaler på stress. Du er velkommen til at skrive privat hvis du hellere vil det.