For fanden...

Jeg er så flov og føler mig som sådan et dårligt menneske... Har kæmpet og kæmpet for at holde mig selv ovenvande og nu ser det hele ud til at jeg er ved at drukne i det hele... 

Jeg har kæmpet meget for at jeg hele tiden skulle holde mig igang selvom det nok har været en ond spiral, men har altid sagt jeg vil IKKE på kh.. Nu står jeg så overfor at min skole mener jeg bør droppe ud fordi jeg har det som jeg har det og ikke ved hvornår jeg vil være ovenpå igen.. Mest af alt fordi mit manglende overskud overfor alt, og min kroniske træthed der gør at jeg sover 12-15 timer i døgnet har givet mig en del fravær.. 

Jeg er gift og i barnløsheds behandling som jeg har været længe, og nu ser det bare ud som om alt jeg har gjort for ikke at sætte mig selv i en skidt situation nu ramler ned i hovedet på mig fordi jeg knækkede i dag.. Årh ha kan slet ikke finde hoved og hale i noget som helst, bliver det nu min skyld hvis vi ryger på gaden?? Bliver jeg nød til at stoppe min behandling for barnløshed fordi jeg ikke kan skubbe mig selv væk og tage mig sammen? 

SKal have fat i min læge i morgen men jeg aner ikke hoved eller hale i hvad der kommer til at ske.. Om jeg overhovedet vil kunne få nogen som helst økonomisk støtte når vi er gift selvom min mand kun er på su?.. Føler bare at hele mit knæk vil ødelægge alt.. 

Ved også bare at jeg bliver verdens største skuffelse for min mor.. Hvem gider have en datter der ikke kan holde sine følelser i skak... 

Ja undskyld havde bare brug for at komme ud med det.. 

Anonym skriver:

Jeg er så flov og føler mig som sådan et dårligt menneske... Har kæmpet og kæmpet for at holde mig selv ovenvande og nu ser det hele ud til at jeg er ved at drukne i det hele... 

Jeg har kæmpet meget for at jeg hele tiden skulle holde mig igang selvom det nok har været en ond spiral, men har altid sagt jeg vil IKKE på kh.. Nu står jeg så overfor at min skole mener jeg bør droppe ud fordi jeg har det som jeg har det og ikke ved hvornår jeg vil være ovenpå igen.. Mest af alt fordi mit manglende overskud overfor alt, og min kroniske træthed der gør at jeg sover 12-15 timer i døgnet har givet mig en del fravær.. 

Jeg er gift og i barnløsheds behandling som jeg har været længe, og nu ser det bare ud som om alt jeg har gjort for ikke at sætte mig selv i en skidt situation nu ramler ned i hovedet på mig fordi jeg knækkede i dag.. Årh ha kan slet ikke finde hoved og hale i noget som helst, bliver det nu min skyld hvis vi ryger på gaden?? Bliver jeg nød til at stoppe min behandling for barnløshed fordi jeg ikke kan skubbe mig selv væk og tage mig sammen? 

SKal have fat i min læge i morgen men jeg aner ikke hoved eller hale i hvad der kommer til at ske.. Om jeg overhovedet vil kunne få nogen som helst økonomisk støtte når vi er gift selvom min mand kun er på su?.. Føler bare at hele mit knæk vil ødelægge alt.. 

Ved også bare at jeg bliver verdens største skuffelse for min mor.. Hvem gider have en datter der ikke kan holde sine følelser i skak... 

Ja undskyld havde bare brug for at komme ud med det.. 

Det lyder som om, at du har fået en depression. Har man en depression kan man ikke bare tage sig sammen, det gør dig træt, ked af det, sur og uoplagt. Så du skal ikke dunke dig selv oveni hovedet med en masse selv-kritik. En depression kan komme ud af det blå, men jeg tænker det godt kan hænge sammen med at i er i behandling. Det skulle efter sigende jo være mega hårdt og følelsesladet. 

Få en tid hos lægen, og så må du få en god snak med ham/hende om det heleI forhold til din mor, skal du ikke tænke sådan om dig selv. Din mor elsker dig sansynligvis uanset hvad. Kunne da ikke forestille mig at hun ville synes du er en dårlig datter osv. Det synes en mor da ikke. 

M_V skriver:

Det lyder som om, at du har fået en depression. Har man en depression kan man ikke bare tage sig sammen, det gør dig træt, ked af det, sur og uoplagt. Så du skal ikke dunke dig selv oveni hovedet med en masse selv-kritik. En depression kan komme ud af det blå, men jeg tænker det godt kan hænge sammen med at i er i behandling. Det skulle efter sigende jo være mega hårdt og følelsesladet. 

Få en tid hos lægen, og så må du få en god snak med ham/hende om det heleI forhold til din mor, skal du ikke tænke sådan om dig selv. Din mor elsker dig sansynligvis uanset hvad. Kunne da ikke forestille mig at hun ville synes du er en dårlig datter osv. Det synes en mor da ikke. 

Har haft en mild dep før... Men bare det at alle tanker er en stor mudret tåge kan slet ikke finde ud af hvad jeg tænker eller føler, bryder bare sammen.. Det er yderst ubehageligt og uhyggeligt.. Føler jeg svigter min mand, og svigter mig selv ved ikke bare at kunne holde op og tage mig sammen  

Det er nok rigtigt, men frygter sådan hendes reaktion... Jeg har de sidste mange år været den som har fået så meget ros over at jeg er nået så langt.. Og nu finder hun nok ud af at jeg slet ikke kunne klare det.. 

Anonym skriver:

Har haft en mild dep før... Men bare det at alle tanker er en stor mudret tåge kan slet ikke finde ud af hvad jeg tænker eller føler, bryder bare sammen.. Det er yderst ubehageligt og uhyggeligt.. Føler jeg svigter min mand, og svigter mig selv ved ikke bare at kunne holde op og tage mig sammen  

Det er nok rigtigt, men frygter sådan hendes reaktion... Jeg har de sidste mange år været den som har fået så meget ros over at jeg er nået så langt.. Og nu finder hun nok ud af at jeg slet ikke kunne klare det.. 

Du stiller for høje krav til dig selv. Du skal ikke altid være den stærke, det kan man ikke, og jeg er sikker på at din mor ikke vil tænke andet end at det er synd for dig, og vil gøre alt for at hjælpe dig ovenpå igen. Fordi du har det skidt nu og er psykisk nede betyder det ikke at du ikke kan gøre din uddannelse færdigDet kan bare være, at du må udskyde det til du er klar igen. Du skal ikke spekulere på hvad andre vil tænke, fordi ens egne forestillinger er ofte en helt anden end virkeligheden. Hvis du siger det højt så kan din mand og resten af familien støtte og hjælpe dig igennem din krise. Jeg har selv haft det rigtig skidt et lille års tid, for et godt stykke tid siden efterhånden, og det hjalp at snakke med min mor og min mand omkring det samt min bedste veninde. Jeg følte mig så lille og mislykket som menneske på daværende tidspunkt, og troede  falle så ned på mig fordi jeg havde det som jeg havde det. Men det var kun min egen fantasi. Ingen så ned på mig tvært imod. Man er stærk når man kan være ærlig og be om hjælp. 

Det skal nok gå, men åben op og tag imod den hjælp du kan få.