Når livet bliver for hårdt

Her ud på de sene aften begynder tankerne virkelig at blomste. I dag er præcis en måned siden dette helvede startede. Jeg er så ked af det og det føles simpelthen som om at mit hjerte blev revet i tusind stykker den dag. Savnet til at have en lille baby inde i maven er virkelig stort.

Jeg hader mig selv for alt hvad der er sket og ved virkelig ikke om jeg nogensinde kan tilgive mig selv - eller min familie for det. Mit liv er blevet så svært og jeg ved ikke længere hvad jeg skal gøre af mig selv. Specielt om aftenen, når jeg er alene, er der god grobund for de dystre tanker og når først de er startet har jeg virkelig svært ved at abstrahere fra dem. To gange har jeg været indlagt på psykiatrisk afdeling, fordi det blev for meget. Første gang prøvede jeg at tage mit eget liv, men det gjorde jo kun at jeg røg til udpumpning og efterfølgende blev spærret inde på det lukkede afsnit. Jeg har ikke nogen grund til at leve mere og har ikke lyst til det heller. Alt det gode blev taget væk fra mig den dag.

Om dagen går det lidt bedre, men jeg kan ikke holde ud at være blandt andre mennesker. Bare det at være til middag hjemme hos min søster eller være i skole i under en time kan være så angstprovokerende. Jeg får hovedpine og kvalme samt tårer i øjnene.

Eneste grund til at jeg har fået sovet bare en lille smule om natten siden den 5/9 er på grund af de sovepiller og beroligende som sygehuset har ordineret.

Jeg skammer mig over at have det som jeg har det. Jeg har jo altid haft styr på mit liv og nu sejler det hele bare. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre. Har været indlagt i størstedelen af den sidste måned og har virkelig ikke lyst til at komme ind igen, men tankerne bliver bare værre og værre. Prøver at tænke på noget andet, men det hjælper ikke.

Tankerne kører meget i hvordan jeg kan gøre mest mulig skade på mig selv. Har lyst til bare at kyle alle køkkenknive ad helvede til, for jeg ved ikke om jeg kan finde på at gøre noget ved mig selv. Samme vej skal alle mine piller helst også ryge. Jeg er så bange for at det hele knækker fuldstændig. Jeg kæmper for at holde sammen på det hele og ikke gøre noget dumt, men jeg ved ikke om jeg er stærk nok.

Hvad skal jeg gøre?!

kram.

Der er ingen skam i at ha det dårligt!

Syntes du ska kontakte lægen igen, så du ka få noget mere hjælp!

Håner at det snart lysner for dig! Mange tanker herfra. Vh stine

Anonym skriver:

Her ud på de sene aften begynder tankerne virkelig at blomste. I dag er præcis en måned siden dette helvede startede. Jeg er så ked af det og det føles simpelthen som om at mit hjerte blev revet i tusind stykker den dag. Savnet til at have en lille baby inde i maven er virkelig stort.

Jeg hader mig selv for alt hvad der er sket og ved virkelig ikke om jeg nogensinde kan tilgive mig selv - eller min familie for det. Mit liv er blevet så svært og jeg ved ikke længere hvad jeg skal gøre af mig selv. Specielt om aftenen, når jeg er alene, er der god grobund for de dystre tanker og når først de er startet har jeg virkelig svært ved at abstrahere fra dem. To gange har jeg været indlagt på psykiatrisk afdeling, fordi det blev for meget. Første gang prøvede jeg at tage mit eget liv, men det gjorde jo kun at jeg røg til udpumpning og efterfølgende blev spærret inde på det lukkede afsnit. Jeg har ikke nogen grund til at leve mere og har ikke lyst til det heller. Alt det gode blev taget væk fra mig den dag.

Om dagen går det lidt bedre, men jeg kan ikke holde ud at være blandt andre mennesker. Bare det at være til middag hjemme hos min søster eller være i skole i under en time kan være så angstprovokerende. Jeg får hovedpine og kvalme samt tårer i øjnene.

Eneste grund til at jeg har fået sovet bare en lille smule om natten siden den 5/9 er på grund af de sovepiller og beroligende som sygehuset har ordineret.

Jeg skammer mig over at have det som jeg har det. Jeg har jo altid haft styr på mit liv og nu sejler det hele bare. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre. Har været indlagt i størstedelen af den sidste måned og har virkelig ikke lyst til at komme ind igen, men tankerne bliver bare værre og værre. Prøver at tænke på noget andet, men det hjælper ikke.

Tankerne kører meget i hvordan jeg kan gøre mest mulig skade på mig selv. Har lyst til bare at kyle alle køkkenknive ad helvede til, for jeg ved ikke om jeg kan finde på at gøre noget ved mig selv. Samme vej skal alle mine piller helst også ryge. Jeg er så bange for at det hele knækker fuldstændig. Jeg kæmper for at holde sammen på det hele og ikke gøre noget dumt, men jeg ved ikke om jeg er stærk nok.

Hvad skal jeg gøre?!

Søde dig, det er aldrig rart at have de skide tanker, jeg har selv været så langt ude at jeg mente verden var bedre uden mig men turde ikke gøre noget ved det, samtidig med at jeg også var stædig og ikke mente at det kunne være rigtigt at alt det dumme der var sket mig, skulle have lov til at vinde.

Du har brug for hjælp og det er ikke nogen falliterklæring. Alle kan blive ramt på psyken, selv de stærkeste personer, så jeg synes du skal tage kontakt til din læge psykiatrisk afdeling, eller hvad  du er tilknyttet, så der kan komme lidt ro på dig igen. Læg alt facaden væk, ræk hånden ud og få den hjælp du har brug for.

Knus og tanker til dig.

Nu ved jeg ikke hvad der er sket, ved ikke om det er dig med aborten. Uanset hvad, så synes jeg også at du skal søge hjælp så du kan komme ovenpå igen. Når det gælder det psykiske så er det sjældent man kan klare det selv. Du har intet at skamme dig over, eller at hade dig selv for. Uanset hvad grunden er til at du har det sådan. Vi vælger desværre ikke altid hvordan vi skal have det. Jeg synes helt klart at du skal søge hjælp så du kan få det bedre

Du er stærkere end du tror 

Har du nogen at snakke med familie/venner eller måske en psykolog, måske kan sådan give dig nogle redskaber at arbejde med når de dumme tanker kommer.

hvad skete der med dit barn? 

Monica 

Anonym skriver:

Her ud på de sene aften begynder tankerne virkelig at blomste. I dag er præcis en måned siden dette helvede startede. Jeg er så ked af det og det føles simpelthen som om at mit hjerte blev revet i tusind stykker den dag. Savnet til at have en lille baby inde i maven er virkelig stort.

Jeg hader mig selv for alt hvad der er sket og ved virkelig ikke om jeg nogensinde kan tilgive mig selv - eller min familie for det. Mit liv er blevet så svært og jeg ved ikke længere hvad jeg skal gøre af mig selv. Specielt om aftenen, når jeg er alene, er der god grobund for de dystre tanker og når først de er startet har jeg virkelig svært ved at abstrahere fra dem. To gange har jeg været indlagt på psykiatrisk afdeling, fordi det blev for meget. Første gang prøvede jeg at tage mit eget liv, men det gjorde jo kun at jeg røg til udpumpning og efterfølgende blev spærret inde på det lukkede afsnit. Jeg har ikke nogen grund til at leve mere og har ikke lyst til det heller. Alt det gode blev taget væk fra mig den dag.

Om dagen går det lidt bedre, men jeg kan ikke holde ud at være blandt andre mennesker. Bare det at være til middag hjemme hos min søster eller være i skole i under en time kan være så angstprovokerende. Jeg får hovedpine og kvalme samt tårer i øjnene.

Eneste grund til at jeg har fået sovet bare en lille smule om natten siden den 5/9 er på grund af de sovepiller og beroligende som sygehuset har ordineret.

Jeg skammer mig over at have det som jeg har det. Jeg har jo altid haft styr på mit liv og nu sejler det hele bare. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre. Har været indlagt i størstedelen af den sidste måned og har virkelig ikke lyst til at komme ind igen, men tankerne bliver bare værre og værre. Prøver at tænke på noget andet, men det hjælper ikke.

Tankerne kører meget i hvordan jeg kan gøre mest mulig skade på mig selv. Har lyst til bare at kyle alle køkkenknive ad helvede til, for jeg ved ikke om jeg kan finde på at gøre noget ved mig selv. Samme vej skal alle mine piller helst også ryge. Jeg er så bange for at det hele knækker fuldstændig. Jeg kæmper for at holde sammen på det hele og ikke gøre noget dumt, men jeg ved ikke om jeg er stærk nok.

Hvad skal jeg gøre?!

Umiddelbart vil jeg nok mene at du skal ringe til psykiatrisk skadestue når du får det så skidt og hvis du synes det er akut.

Jeg læser det som om du ikke var ret vild med at være indlagt (forståeligt) men når man har det så dårligt som du beskriver, så er det nok desværre nødvendigt med meget hjælp og du skal nok igennem en del for at komme ovenpå.

Nu aner jeg heller ikke hvad det er der er sket for dig, men hvis det er en bestemt situation der har sat alt dette i gang, så er det jo i hvert fald noget der slet ikke er blevet bearbejdet helt endnu og det skal det jo.

Hvis det er mindre akut, så ring til din læge. Men det kan godt være han anbefaler indlæggelse (det kan jo være på en åben afdeling). Måske smart nok hvis du ikke skal være alene og have det sådan der?