dårligsamvittighed :-(

en del af jer ved nok hvem jeg er da jeg en overgang skrev meget omkring min dreng og han problemer (jeg er anonym pga at det ikke skal kunne googles)

jeg har så dårlig samvittighed over for min søn fordi jeg ikke magter ham hele tiden lige nu, han er den skønneste dreng og jeg elsker ham, som alle andre elsker deres børn

men syntes det er så hårdt lige fortiden da han hele tiden er ond overfor mig, kalder mig grimme , slå, laver ballade lige så snart han ser mig.

han er ikke sådan over for sin far (vi bor sammen) og hans handicaphjælper (han er hos hende 2 gange om ugen mandag 4 timer og 6 timer lørdag eller søndag) så jeg føler mig som verden værste mor, til trods for at jeg godt ved det ikke passer. 

men jeg har desværre måtte erkende at lige nu magter jeg ikke tingene som jeg burde så jeg måtte ringe til kommunen for at sig de snart måtte gøre et eller andet (vi har søgt om aflasning til ham 1 weekend om mdr plus de andre timer han har, men det har snart taget en del år at kæmpe med det system) så de har givet mig 6 timer ekstra i denne uge og 6 timer ekstra i næste uge, og jeg syntes bare det er så forkert at jeg ikke magter opgaven som mor for ham lige nu, men vi har også en datter som bliver meget til side sat nå det er sådan her  

og samtidig har jeg også dårlig samvittighed over for famillien som han er hos de normalt 10 om ugen, da de jo har måtte træde til for at hjælpe, da det er dem der skal have de ekstra timer, og syntes allerede de gør så meget for lucas, hun møder op hvis jeg spørg om hun vil med til møde på skolen, og lytter hvis der er noget med ham, tager ham med på tur osv

jeg ville som sådan ikke noget med dette oplæg men havde bare brug for luft

Jeg er ikke selv i den situation, men har ofte tænkt på, hvordan det mon må være at have et barn med handicap - med alt hvad der følger med.

Kan godt forstå det er frustrerende - men du er jo ingen dårlig mor! Og det at du erkender de her ting over for dig selv, er kæmpestort! Det vil måske kunne hjælpe dig til på sigt at sige til dig selv "Sådan her er det lige nu, men jeg gør det bedste jeg kan" Den sætning forsøger jeg at bruge, når jeg kommer til at dunke mig selv i hovedet for noget som egentlig er fuldstændig naturlige følelser.

Lige til sidst - du har nævnt din søns (går jeg ud fra) navn - bare hvis du vil rette det

Kram herfra!

Røverdatter skriver:

Jeg er ikke selv i den situation, men har ofte tænkt på, hvordan det mon må være at have et barn med handicap - med alt hvad der følger med.

Kan godt forstå det er frustrerende - men du er jo ingen dårlig mor! Og det at du erkender de her ting over for dig selv, er kæmpestort! Det vil måske kunne hjælpe dig til på sigt at sige til dig selv "Sådan her er det lige nu, men jeg gør det bedste jeg kan" Den sætning forsøger jeg at bruge, når jeg kommer til at dunke mig selv i hovedet for noget som egentlig er fuldstændig naturlige følelser.

Lige til sidst - du har nævnt din søns (går jeg ud fra) navn - bare hvis du vil rette det

Kram herfra!

tak  han har ikke et stort handicap men har et par diagnoser, det er også det jeg plejer at sige til mig selv, og problemet er at jeg ved det er det bedste, da alting ellers bare vil køre rundt i en ond cirkel i længere tid 

og jeg ved også hvorfor han har det svært lige fortiden, det er fordi han snart har fødselsdag og han kan ikke klare spændingen, så jeg ved det gå over igen og at det bare er en perioede, og det er også grunden til at vi søgte aflastning da der igennem hele året kommer sådan nogen ting som vil få ham til at reagere voldsomt.

men det væreste er at alt hans vrede/funstration kun gå ud over mig.

ja kan se jeg har kommet til at skrive han navn, det er der ikke noget at gøre ved

Det er en god mor der erkender, at det er hårdt og at der er brug for støtte - og gør noget ved sagen. Jeg er ked af, at I ikke får den støtte I har behov for. Systemet er desværre tungt at danse ned, særligt inden for Børne- Familieområdet. 

Har I fået en afgørelse på, at I kan eller ikke kan få bevilget aflastning? 

Anonym skriver:

en del af jer ved nok hvem jeg er da jeg en overgang skrev meget omkring min dreng og han problemer (jeg er anonym pga at det ikke skal kunne googles)

jeg har så dårlig samvittighed over for min søn fordi jeg ikke magter ham hele tiden lige nu, han er den skønneste dreng og jeg elsker ham, som alle andre elsker deres børn

men syntes det er så hårdt lige fortiden da han hele tiden er ond overfor mig, kalder mig grimme , slå, laver ballade lige så snart han ser mig.

han er ikke sådan over for sin far (vi bor sammen) og hans handicaphjælper (han er hos hende 2 gange om ugen mandag 4 timer og 6 timer lørdag eller søndag) så jeg føler mig som verden værste mor, til trods for at jeg godt ved det ikke passer. 

men jeg har desværre måtte erkende at lige nu magter jeg ikke tingene som jeg burde så jeg måtte ringe til kommunen for at sig de snart måtte gøre et eller andet (vi har søgt om aflasning til ham 1 weekend om mdr plus de andre timer han har, men det har snart taget en del år at kæmpe med det system) så de har givet mig 6 timer ekstra i denne uge og 6 timer ekstra i næste uge, og jeg syntes bare det er så forkert at jeg ikke magter opgaven som mor for ham lige nu, men vi har også en datter som bliver meget til side sat nå det er sådan her  

og samtidig har jeg også dårlig samvittighed over for famillien som han er hos de normalt 10 om ugen, da de jo har måtte træde til for at hjælpe, da det er dem der skal have de ekstra timer, og syntes allerede de gør så meget for lucas, hun møder op hvis jeg spørg om hun vil med til møde på skolen, og lytter hvis der er noget med ham, tager ham med på tur osv

jeg ville som sådan ikke noget med dette oplæg men havde bare brug for luft

 

Et kæmpe kram herfra 

Jeg ved præcis hvordan du har det

Mamalou skriver:

Det er en god mor der erkender, at det er hårdt og at der er brug for støtte - og gør noget ved sagen. Jeg er ked af, at I ikke får den støtte I har behov for. Systemet er desværre tungt at danse ned, særligt inden for Børne- Familieområdet. 

Har I fået en afgørelse på, at I kan eller ikke kan få bevilget aflastning? 

 

 

tak nej vi har ikke fået nogen afgørelse, for lige før de nå at lave de sidste parpir færdig så bliver der skiftet sagsbehandler også skal de begynde forfra, vi startede med at søge da han var 4/5 år og nu bliver han 8. så det tager tid

Pylle3 skriver:

Et kæmpe kram herfra 

 

Jeg ved præcis hvordan du har det

tak

Forstår dig fuldt ud, står selv og starter aflastning med min søn en overnatning i ugen. Og det er sku hårdt for man vil jo helst klare sig selv som familie. Men for dig, søskende og resten af familien er det det rigtige at gøre, det er man nødt til at huske på.

Øv for en situtation Er der mulighed for at far tager over i hjemmet i en periode? Altså at det hovedsageligt er ham der tager sig af jeres søn, så du kan fokusere på jeres datter? Nu skriver du ikke hvor gammel din søn er, men det kunne godt lyde som om han har nogle frustrationer rettet mod dig med de ord han kalder dig. Du siger du ikke magter at være mor for ham lige nu, det er meget stort at erkende, men måske skal man vende den om og sige, at måske magter han heller ikke at være din søn lige pt.? Det lyder hårdere end jeg mener det.. Men måske er i kørt surt i dagligdagen og trænger til en "pause".. Derfor mit råd om at lade far tage over i en periode hvis det er muligt.  

Anonym skriver:

tak nej vi har ikke fået nogen afgørelse, for lige før de nå at lave de sidste parpir færdig så bliver der skiftet sagsbehandler også skal de begynde forfra, vi startede med at søge da han var 4/5 år og nu bliver han 8. så det tager tid

Det er jeg ked af at høre Mit bedste råd er at presse på for en afgørelse om aflastning. Det lyder til, at I har behov for det. At din søn reagerer imod dig, kan i min optik meget vel handle om, at I er tættest knyttet. Så prøv at lade være med, at være så hård imod dig selv. Det hjælper ikke nogen af jer!