Jeg er lidt i tvivl om hvordan man starter en fødselsberetning, når man føler der er så meget at fortælle, så jeg starter bare ved mit første tegn på en mulig fødsel: 39+4 og hindeløsning.
Jeg var til jordemoder i 39+4, en torsdag, hvor jeg fik løsnet hinder. Jeg fik af vide at jeg var 1-2 cm åben, havde blød livmoderhals og at der var 1-2 cm tilbage af halsen. Halvandet døgn senere gik slimproppen og jeg fik tegnblødning og jeg tænkte ”Yes! I nat sker det!” – jeg tog fejl!
Næste torsdag var vi til jordemoder igen, denne gang i 40+4, og jeg var nu fem timer ”mere gravid” end jeg nogensinde havde været med Nethe. Og fem timer mere utålmodig. Jeg fik dommen: 0-1 cm blød livmoderhals og to cm åben. Spørg mig lige om jeg var skuffet. Nå, så måtte vi jo snakke igangsættelse og jeg skulle ringe ind lørdag for at få tid til en scanning om mandagen.
Om lørdagen ringede en af mine hjemmefødsels-jordemødre og spurgte hvordan jeg havde det, og om jeg gerne ville have et besøg for at få løsnet hinder, snakket lidt osv. Det ville jeg gerne, så hun kom en times tid senere. Nu havde jeg aftalt med hospitalet at jeg skulle derind mandag kl 12.40, og det stod på vores whiteboard og føltes lidt som verdens ende. (Note: man må ikke føde hjemme hvis man er blevet sat i gang.) Nå, men den søde kvinde, Gitte, kom og vi snakkede, hyggede os og hun løsnede mine hinder og fortalte at livmoderhalsen var udslettet, rigtig blød og at jeg var fire centimeter åben. Jeg var lige så meget oppe at køre nu som jeg havde været nedtrykt i torsdags! Nu var det jo bare at vente, for jeg ville jo selvfølgelig føde i nat?!
Natten kom og gik, og søndag tog vi i IKEA for at købe et par gardiner. Det gik op for mig at hvis jeg skulle føde i stuen, jamen så ville alle naboerne kunne glo ind på mig og endnu værre: omvendt. Så vi tog i IKEA og jeg havde en pokkers masse plukveer, og de gjorde ondt. Men jeg var helt sikker på at det bare var plukveer, så vi tog hjem og jeg lagde mig til at slappe af i sengen. Efter to-tre timer hvor plukveer ikke var taget af ringede jeg til jordemoderen, Susanne, som var på vagt, bare lige for at fortælle hende hvordan det stod til og at hun nok ikke skulle regne med at få meget søvn i nat, selvom jeg ikke havde veer endnu. En time senere stod hun herhjemme med Lea, en jordemoderstuderende, og de målte på mig med samme resultat som dagen før. Lidt træls, men hvad pokker. Jeg var stadig sikker på at baby snart ville komme ud til sin mor. De kom omkring kl. 16, gav lavement og hindeløsning og kørte igen kl 19.
Kl 22.34 havde jeg en ikke-”smertefuld” ve. Den gjorde ikke mere ondt end en slem plukve, men jeg vidste med det samme at den var god nok. Jeg begyndte min ”contraction timer”-app, kaldte på min mand og ringede til Susanne for at spørge om hun ikke ville have en kop kaffe? Hun sagde at hun var på vej ud til en anden fødsel, og lige ville ringe ind til hospitalet. Nå okay, jeg var vildt skuffet men det var jo fair nok, først til mølle osv. Da klokken var 23.15 cirka ringede jeg til Susanne for at spørge hvad der skete, for jeg havde ikke hørt noget fra hospitalet? Susanne havde så aftalt med hospitalet at de tog ud til den anden fødsel og at hun så ville tage hjem til mig, hun ville være der om en halv time. Jeg var så lettet, selvom den halve time så betød at der var yderligere en halv time inden jeg måtte komme i det badekar som stod ude i stuen, men det kunne jeg jo egentlig godt klare. Mine veer kom på det her tidspunkt med 6-8 minutters mellemrum og gjorde ondt, men ikke mere end at en varmepude på lænden og så kunne jeg nemt klare det. Jeg havde været på toilet, og det at jeg havde gået rundt betød at der var tre minutter og tredive sekunder imellem veerne, så jeg lagde mig pænt ind igen, skulle ikke risikere at det var min mand, Peder, som skulle tage imod babyen.
Kl 23.39 kunne jeg høre jordemødrene ude på parkeringspladsen og Peder styrtede ud for at tage imod dem og bære deres ting, så de kunne komme ind til mig. Jeg hilste på dem, og for første gang nogensinde præsenterede jeg mig nøgen for en anden person. Hun sagde ”Hej, Frida, jordemoderstuderende” og gav mig hånden. Jeg tænkte ”Ja, den med studerende havde jeg selv regnet ud” og svarede, ”Hej, Sigrid, fødende”. Det var måske ikke verdens sjoveste joke, men det satte i det mindste en helt afslappet stemning. De mærker på mig, og jeg er 6-7 cm åben. På dette tidspunkt er det midnat. Jeg spørger om jeg må komme i karret, og det må jeg gerne. Veerne bliver nu hyppigere og stærkere, og jeg går fra at være stille og måske brumme lidt til at klynke. Peder er fantastisk med noget varmt vand fra karret ned af ryggen på mig, kolde klude til min pande og hurtigt også til min mund, han opdagede nemlig at jeg var begyndt at bide i badekarret, som var fyldt med luft – ups!
Kl. 00.10 siger jeg at jeg kan mærke at jeg skal presse, og Frida siger at jeg ”kun” er otte centimeter åben. Jeg har fået af vide at jeg sidder i en meget underlig stilling for mit bækken, Peder kaldte det min frøstilling? Jeg sad på numsen, men armene oppe over kanten og med et ben på hver side af mine hofter. Men det må have hjulpet meget på fremgangen i fødslen, for jeg får de første veer som gør uudholdeligt ondt. Jeg råber/brøler/larmer mig igennem to veer, hvor jeg skriger under den sidste. Og efter den sidste ve tager jeg en hånd ned imellem mine ben, og jeg får råbt noget i stil med ”Jeg kan mærke hovedet! Hun er altså på vej ud nu!”, og jeg skal love for at to jordemødre og en mand hurtigt kan komme op ad stolene ved sådan en udmelding! Lavementet har ikke ”holdt” i de seks timer der er gået siden jeg fik det, så jeg må op ad badekarret, godt støttet af Peder og Susanne. Jeg kommer over i sengen og ligger på siden, får besked på at sprede benene og gispe. Og jeg gisper hovedet ud, og presser så kroppen ud. Jeg er ikke sikker, men jeg tror egentlig ikke selve fødslen var smertefuld, bare anstrengende, jeg lagde slet ikke mærke til hvad der skete nede imellem mine ben. Jo altså, jeg vidste godt at baby var på vej, og jeg kunne godt mærke lettelsen da jeg pressede hende ud, men mit fokus var på min mand, som var lige foran mig. Hele pressefasen ”var jeg kun til” i mit hoved, og alt nedenfor mine skuldre føltes ikke som en del af mig. Alt hvad jeg kan forholde mig til lige der var at gispe, gispe, gispe, gispe, gispe og så at holde Peder i hånden.
Jeg hører det smukkeste lille vræl og triller om på ryggen, og fem sekunder gammel kommer Dagmar op på maven af mig, slimet, varm og dejlig. Hun glider næsten ned af mig, og ender med at ligge i min armhule og putte sig, stadig vrælende, indtil Peder klipper den (lidt korte) navlesnor og jeg kan ligge Dagmar til. Og hun sutter bare derudad med det samme og har egentlig gjord det lige siden.
Et kvarter senere føder jeg moderkagen sådan lidt som en ”nå ja, skal vi ikke lige se at få den ud?” ting, og officielt er fødslen ovre, men jeg syntes lige at jeg vil fortælle om de efterfølgende timer også, fordi de var noget af det allerbedste ved at føde hjemme. Efter at Frida har undersøgt mig og konstateret at der ikke er noget som skal syes (hvorfor pokker var der ikke nogen som havde fortalt mig at de har lavet det om siden 2012, og at man nu også får en finger op analt?!), sætter de to sig over i den modsatte ende af vores køkken/alrum og skriver nogenlunde det samme som jeg sidder og skriver nu, bare i en kortere udgave med flere fagtermer. Anyway, Peder og jeg fik et par timers tid med vores fantastiske nyfødte. Det var helt roligt og nede på jorden det hele, og så da vi alle sammen havde ”sundet” os efter de par timer begyndte jordemødrene at måle og veje igen. Veje mine bind for at se hvor meget jeg havde blødt og derefter måle, veje, vurdere og tælle på Dagmar, og i den forbindelse vil jeg tilføje nogle tal:
Hovedomkreds: 36 cm
Længde: 55 cm
Vægt (inklusiv sut og hue): 4230 gram
Tæer: 10 stk
Fingre: 10 stk
Derudover var alle reflekserne som de skulle være, og hun klarede det hele til ug, mors dygtige pige. Jeg har igennem graviditeten været med i et forskningsprojekt fordi jeg er overvægtig og alligevel har et sundt blodsukker-niveau, så jeg har været inde og lave glykosetesten tre gange og været til en scanning i 37+1. Så efter fødslen tog de nogle prøver af mig, og jeg tror nok at Peder gik og ryddede op imens. Han siger i hvert fald at han brugte en halv time om natten og tyve minutter om formiddagen og så var huset tilbage til udgangspunktet, rengøringsmæssigt, så det var meget overskueligt. Da klokken nærmede sig halv fire begyndte jeg så småt at nævne sengen, og jordemødrene listede af og vi sov sammen den første nat. Eller de to andre gjorde, jeg ammede stort set konstant det lille suttemonster, eller også havde jeg efterveer og svedeture, men jeg fik da lov til at blunde lidt og ligge og kigge på vidunderet. Vi er enige om at hvis vi skal have flere børn, så skal de fødes hjemme igen.
