Anonym skriver:
Det er på ingen måde fordi jeg prøver at straffe ham eller nogen anden i det her - sådan må det under ingen omstændigheder forståes.
Vores pige var ikke just planlagt - men vi glædede os over nyheden anyways.
Ham og jeg boede lige over 200 km fra hinanden og jeg flyttede ned til ham - fordi han jo skulle studere.
Da vores pige er 3 måneder taler vi om at jeg skal flytte med hende op til noget i nærheden af mine forældre - jeg har brug for dem og savner dem utrolig meget.
Det bliver aldrig en realitet - tror der skete så meget andet at jeg ikke rigtig kunne overskue det på daværende tidspunkt med en så lille str.
Da hun er omkring 2 år og vi har været fra hinanden i et års tid finder jeg en lejlighed i Aarhus nær min familie - men fordi der pludselig er uoverensstemmelser mellem ham og jeg bliver jeg NØDT til at blive - selvom jeg havde fået elevplads og alt mulig lækkert.
Vi ender i en retssag og jeg får tildelt bopælen - (som jeg hele tiden har haft)
Siden da har der ingen problemer været - det piner mig at bo så langt fra min familie, jeg har brug for dem.
Men jeg har hele tiden tænkt; jeg bliver for hans skyld.
Men jeg kan jo ikke blive ved med at sidde her og pine mig selv og savne min familie så meget hvér dag.
Jeg kan jo ikke blive ved med at leve mit liv efter ham? 
Han selv er flyttet ydereligere syd på - så det er jo ikke fordi han selv tænker at han ikke vil flytte for vores skyld ..
Håber det giver mening?
Helt bestemt - jeg forstår dig godt! Jeg flyttede selv da min søn var omkring 2, for at komme tættere på min familie. Jeg havde så ingen far til barnet at tage hensyn til, men synes da at du skal flytte, især hvis du føler at det vil gavne både dig og din datter :-)
Anmeld
