Jeg har haft flere gange gennem de sidste år, hvor jeg har følt jeg var på randen af stress-sammenbrud, altså hvor jeg har følt jeg har haft "klinisk" stress. Men intet kan sammenlignes med hvordan jeg har det pt., og der er ikke rigtig noget der kan hjælpe.. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Det er helt ok hvis i kan genkende mig, vil bare ikke lige kunne googles.
Det er sådan at vi har fået nyt hjem her pr den 1. sep. Vi flytter midt i måneden og har vores nuværende hjem indtil 1. okt.
Planen er at selve flytteweekend er 13/14 sep. I tiden op til skal vi pakke det sidste færdigt, male en enkelt væg det nye sted, sætte gardiner og div børnesikringer op, og så skal vi også løbende flytte kasser og møbler. Vi har det gigantiske problem at ingen rigtig kan hjælpe os med at flytte, så de eneste vi egentlig er til at løfte møbler og den slags er mig, min kæreste og min lillebror 
Jeg har endda gået så vidt som at spørge inde på en babyside jeg er på, en anden end baby.dk - som er mere intim, og hvor vi alle har mødt hinanden til træf og sådan. Men ingen kan/har lyst.
På samme tid er jeg startet på 5. semester af mit meget krævende studie, hvor der er rigtig, rigtig, rigtig meget at læse og forberede. Min kæreste er også studerende. Og oveni det er der alt det praktiske så som bestilling af internet, opsigelse af ting osv. osv.
Alt dette lagt sammen gør også at vores hjem flyder. Vi har ikke haft tid til at vaske op i 3 dage (har ikke opvasker), og hvad der ikke er pakket i kasser, RODER bare over det hele. Her er en total svinesti. Så det skal der også være tid til at gøre noget ved.
Og så er der det faktum, at jeg synes vi mangler at pakke en hel del, men det er så svært at finde tiden ved siden af studie og klargøring af det nye hjem.. Vi kan ikke rykke flytteweekenden, da der er ting der skal gøres i denne lejlighed før den skal synes.
Og så er der naturligvis også vores to børn vi skal tage os af.
Nu er jeg begyndt at få flere og flere stress-symptomer. Jeg vågner om natten og ligger vågen i flere timer og stresser over alt det vi skal nå, gennemgår det hele i mit hoved og har lyst til at tude, fordi jeg ikke kan se hvordan vi skal nå det. Når jeg sover, har jeg mareridt. I nat drømte jeg fx, at jeg gik ned for at pakke vores kælderrum ned, men da jeg kom derned opdagede jeg til min skræk, at det var lige så stort som en kæmpe lagerhal, og det var PROPPET med ting jeg skulle pakke. Række efter række med tomme ringbind og den slags.
I går havde jeg et voldsomt svimmelhedsanfald fra eftermiddag til i dag hvor jeg kastede op fordi jeg blev så søsyg. Min læge mener, at det med 99% sikkerhed er et stress-symptom.
Som jeg sidder lige her har jeg nærmest trykken for brystet og ondt i maven. Jeg føler at jeg bør læse noget mere for ikke at komme bagud, men at jeg også burde pakke, hvilket jeg ikke kan fordi det larmer, og jeg er egentlig for træt til at læse, og måske burde jeg gå ud og vaske op.. Har været til forældrerådsmøde fra 17-19 så har ikke kunne vaske op i eftermiddag, og min kæreste heller ikke da børnene har været super eftermiddagstrætte og krævet konstant opmærksomhed.
Nu har min kæreste sagt at han vil tage opvasken i morgen eftermiddag hvor jeg først har fri kl. 17, men nu stresser jeg fordi jeg ved hvor længe han er om at vaske op, og jeg synes det er synd for vores børn at de så slet ikke får forældre-tid hvis han skal bruge hele eftermiddagen på en stor opvask.
Åhh, jeg kan slet ikke se mig ud af det lige nu!
