Ja så fik jeg endelig langt om længe tid til at skrive min beretning, selvom tvillingerne snart er 3 mdr. 
(Puha tiden går stærkt med børn 
 
Det bliver en lang beretning, for vil tage det hele med, for at forklare hele forløbet. Jeg havde en forholdsvis let graviditet når man tager i betragtning at jeg ventede tvillinger. Jeg blev ganske vidst sygemeldt med bækkenløsning i 15. uge, og fik leverkløe senere, men det var så også de eneste gener jeg havde 
Nå, nu til selve beretningen.
Den 28.5 (32+6) startede som de fleste andre dage i min graviditet. Min mand stod op og tog i skole, og jeg blev liggende og puttede videre som jeg plejede. Kl. 8.15 ca. stod jeg op og gik på wc, og der fik jeg mig lidt af et chok. Der var nemlig blod på papiret 
Nå, men til alt held havde jeg gjort mig til vane gennem hele graviditeten at tage min telefon med mig overalt, hvis nu der skulle ske noget. Så jeg ringede fluks til fødegangen, og de ville meget gerne se mig hurtigst muligt, så kom i tøjet og ringede til manden på vej ud af døren. Han blev selvfølgelig forskrækket, men skyndte sig afsted, og han stod ved hospitalets indgang og ventede da jeg kom derop. Jeg kom op på afdelingen og blev undersøgt af en rigtig sød jordemoder, som gjorde alt for at jeg skulle føle mig mest muligt tryg. Det viste sig at min livmodehals var afkortet og drengen lå meget langt nede i mit bækken, men med numsen først. Der blev smilet og grinet mens de ringede efter en helikopter, for på Bornholm kan man først tage imod børn efter 34. uge, så jeg skulle på Riget hvis nu det skulle ende med at jeg gik i fødsel før tid. Da helikopteren var kommet, kom vores "tvillinge-jordemoder" og hende der havde skannet mig gennem hele graviditeten, ind til mig, gav mig et knus og sagde "Vi ses igen når du når uge 34, og stadig har dem i maven!" Vi kunne ikke lade være med at grine lidt af det, men vi havde jo bestemt os for at vores børn skulle fødes på Bornholm, så det skulle jo selvfølgelig ikke være anderledes
Min indlæggelse på Riget vil jeg springe lidt hurtigt hen over, der skete ikke så meget andet end at jeg blev undersøgt hver dag, og på mirakuløs vis voksede min livmoderhals fra 9mm til 13mm, så den 6.6, efter 9 meeeeget lange dage bundet til sengen, blev vi endelig flyttet hjem til Bornholms hospital igen. Lykken var stor, for NU var det i hvert fald helt sikkert at vores børn ville komme til verden hjemme på øen
Da jeg var blevet overlyttet blev der kørt kurve på mig, og her blev vi allesammen lidt overraskede. Jeg havde nemlig kraftige, regelmæssige plukveer som jeg slet ikke kunne mærke 
De besluttede sig til at beholde mig weekenden over til observation. Tirsdag til stuegang fik jeg mig så en snak med den sødeste fødselslæge. Han viste mig den kurve de havde lavet på mig, og forklarede at de var lidt bekymrede for de her plukveer, men siden jeg nu ikke kunne mærke dem, og da jeg bor kun 5 min. fra hospitalet, fik jeg lov at tage hjem, dog med løfte om at holde mig i ro og at komme ind med det samme hvis der skulle ske det mindste.
Jeg var lykkelig for at komme hjem, men må nok erkende jeg lavede en anelse mere end jeg måtte. Manden og jeg skulle nemlig giftes om lørdagen, 14.6.14 
Det gik også helt fint og uden problemer, men belastede nok alligevel mig selv lidt for meget, for om aftenen begyndte jeg igen at bløde. Jeg tog på fødegangen igen, og endnu engang viste kurven regelmæssige plukveer, men ud over det var der ingen tegn på noget, så jeg kom tilbage på "min" stue til aflastning. Om søndagen blev jeg scannet, og fik dato for pks til den 30.6. Hende der scannede mig sagde så at hun ikke mente jeg ville holde ugen ud, min krop så ud til at være moden nu, så det var bare tilbage på stuen med mig og så vente og se hvornår der skete mere
Det gjorde der så allerede mandag aften ved 22.30-tiden. Vi har nu den 16.6, og jeg er på det tidspunkt 35+3. Jeg havde været på wc, og i det jeg rejser mig siver der noget væske ud af mig. Jeg trækker straks i kaldesnoren, og ind kommer en sygeplejerske. Hun er dog ikke sikker på om det er vandet der er gået, så efter at have snakket med den vagthavende jordemoder, som tilfældigvis den aften var min egen jordemoder, bliver vi enige om at jeg skal tage bind på og vente 1 time, og så blive undersøgt der. Fint, jeg tager bind på og kravler tilbage i sengen, og ringer til manden og hans mor som skynder sig ind til mig. Jeg kan dog ikke holde mig i ro, jeg er pludselig rastløs, så jeg går lidt rundt på stuen, og kan flere gang mærke mere væske, som kommer i "skyller". Da timen er gået, kommer jordemoderen ind og ser til mig, og hun siger med det samme at det er vandet der er gået, så der skal køres kurve på mig for at se hvordan det står til, i forhold til om der skal kaldes læger ind til akut kejsersnit eller om det kan vente til de møder på arbejde tirsdag morgen. Hun har svært ved at fange begge hjertelyde på samme tid, men vi får set at begge babyer har det godt. Jeg får ve-måler på og bliver undersøgt indvendigt, og så var der ingen tvivl. Jeg havde alm. veer med 3-4 minutters mellemrum og var ca. 4 cm. åben, dog stadig uden at have mærket det mindste til det Nå, men der bliver ringet efter operations-hold, og kl. 01.45 bliver jeg kørt afsted til operations-stuen. Her bliver der snakket, joket og smilet mens jeg bliver gjort klar, og jeg var på intet tidspunkt nervøs, på trods af at det var min første operation. Bedøvelsen bliver lagt, og det var så det eneste ubehagelige ved kejsersnittet. Jeg havde fået bedøvelsen, og lagde mig ned igen, men ville lige rykke mig helt på plads så jeg lå godt. Men næ nej, bedøvelsen havde sat ind, kun 10 sek. efter den var blevet givet, så jeg var lam fra midten af ryggen og ned. Ret klam følelse Nå men de begynder så på operationen, og jeg snakker med en sygeplejerske og min mand imens. Manden holder mig i hånden og aer mig over håret, og endelig kl. 02.47 sker det. Der kommer et skrig fra maven, og lægen siger "Så er han født." Vi ser på hinanden gennem tårerne, og giver et hurtigt kys inden det næste, noget mere skingre skrig kommer fra maven. 02.49 kom vores pige ud, og manden blev kaldt hen og se dem mens jeg blev syet sammen og vasket. Det var godt nok de længste 30 min. i mit liv. Mine børn var kommet til verden, og her lå jeg, ivrig efter at se dem, men skulle pænt vente til jeg kom på opvågningen. Jeg blev færdig og kørt afsted, og fik lige et "Stærkt gået, og held og lykke!" Med fra jordemoder, læger og sygeplejersker. Endelig var det tid til at møde mine børn, det jeg havde ventet de sidste 8 mdr. på skete endelig. Og hvor er de dog bare perfekte
Bedøvelsen aftog efter ca. 1 time, og vi blev herefter kørt på børneafdelingen, hvor vi lå i 13 dage fordi de ikke rigtig ville tage på i starten, og havde lidt gulsot. Vores pige havde hul i hjertet, så vi nåede lige at blive rigtig bange, men det lukkede heldigvis af sig selv efter 9 dage, så vi kunne ånde lettet op igen. Den 30.6, datoen for pks, fik vi endelig lov at komme hjem, og alting er bare gået helt perfekt siden 
