Er det forkert

Sagen er den, at jeg længe har tænkt på flere ting som undre mig som mor. Måske kan i hjælpe med et svar.

Jeg har 2 børn på 7 og 3 år. En dreng og en pige.

Jeg føler mig bare mere forbundet til min datter end til min søn. Og jeg føler det er så forkert af mig.  Min søn og jeg går så tit skævt af hinanden, han har det meget med at råbe når man spørg ham om noget, og han siger ofte grimme ord, ved godt han inders inden ikke mener noget med de ord, at det er noget han høre de store sige i skolen, og syntes det er lidt smart at sige, men det sorge mig at han bruge dem, det snakker vi jo om at det ikke lyder pænt. Men han bliver ved både med at råbe og snakke grint. Der til er han, vil ikke døv, jeg kan siger tingene 1000 gange før det sker noget. 

Hvis jeg siger nu går jeg altså hjem, er han bare lige glad og følger ikke med. 

Min pige er meget afhængig af mig, mor skal gøre alt og vi har et meget tæt bånd. Og har alle hendes 3 år haft det, da hun ikke kunne lide mænd det første 1 år, har det ofres været mig som tog hende. Hvor far så måtte tage sønnike. 

Hun vil nødig have jeg går uden hun kommer med uha da så bryder verden sammen. 

Jeg har ammet hende og ikke ham, ikke fordi jeg ikke ville, men jeg fik det meget psykisk dårligt da jeg fik ham, bristede meget, havde derfor meget ondt og han havde for kort tunge bånd. Det gik mig meget på at han ikke kunne sutte hos mig og at han ikke kunne ammes. Jeg valgte efter 5 dage med en konstant skrigende dreng ( pga sult) at give falske.  Og kunne overhoved ikke psykisk klare at prøve at ligge ham til. Men jeg tænker om det kan have betydning for vores forhold i dag. 

Jeg føler mig lidt som en lorte mor for ham. Og tænker at disse tanker altid vil følge mig om det kan være årsagen, men det får jeg jo aldrig svar på og burte lade det ligge, men det kan jeg ikke.

jeg har jo også tænkt om det bare er dreng pige forholdet. Altså jeg jeg føler mig mere som min datter vi vi begge er pige. 

Uha det blev langt, tak fordi i læste med.

Anonym skriver:

Sagen er den, at jeg længe har tænkt på flere ting som undre mig som mor. Måske kan i hjælpe med et svar.

Jeg har 2 børn på 7 og 3 år. En dreng og en pige.

Jeg føler mig bare mere forbundet til min datter end til min søn. Og jeg føler det er så forkert af mig.  Min søn og jeg går så tit skævt af hinanden, han har det meget med at råbe når man spørg ham om noget, og han siger ofte grimme ord, ved godt han inders inden ikke mener noget med de ord, at det er noget han høre de store sige i skolen, og syntes det er lidt smart at sige, men det sorge mig at han bruge dem, det snakker vi jo om at det ikke lyder pænt. Men han bliver ved både med at råbe og snakke grint. Der til er han, vil ikke døv, jeg kan siger tingene 1000 gange før det sker noget. 

Hvis jeg siger nu går jeg altså hjem, er han bare lige glad og følger ikke med. 

Min pige er meget afhængig af mig, mor skal gøre alt og vi har et meget tæt bånd. Og har alle hendes 3 år haft det, da hun ikke kunne lide mænd det første 1 år, har det ofres været mig som tog hende. Hvor far så måtte tage sønnike. 

Hun vil nødig have jeg går uden hun kommer med uha da så bryder verden sammen. 

Jeg har ammet hende og ikke ham, ikke fordi jeg ikke ville, men jeg fik det meget psykisk dårligt da jeg fik ham, bristede meget, havde derfor meget ondt og han havde for kort tunge bånd. Det gik mig meget på at han ikke kunne sutte hos mig og at han ikke kunne ammes. Jeg valgte efter 5 dage med en konstant skrigende dreng ( pga sult) at give falske.  Og kunne overhoved ikke psykisk klare at prøve at ligge ham til. Men jeg tænker om det kan have betydning for vores forhold i dag. 

Jeg føler mig lidt som en lorte mor for ham. Og tænker at disse tanker altid vil følge mig om det kan være årsagen, men det får jeg jo aldrig svar på og burte lade det ligge, men det kan jeg ikke.

jeg har jo også tænkt om det bare er dreng pige forholdet. Altså jeg jeg føler mig mere som min datter vi vi begge er pige. 

Uha det blev langt, tak fordi i læste med.

Jeg tror du skal vente og se til din pige bliver 7 og preteen - så er jeg sikker på din pige reagerer med samme handlinger. Jeg tror de værste opgør - løsrivelsesprocessen - sker mellem døtre og deres mødre  Jeg husker ihvertfald min egen barndom sådan. Far var den bedste i verden  Så når du har opgøret med din datter i fremtiden, så er jeg sikker på din søn og dig har et roligt forhold 

Anonym skriver:

Sagen er den, at jeg længe har tænkt på flere ting som undre mig som mor. Måske kan i hjælpe med et svar.

Jeg har 2 børn på 7 og 3 år. En dreng og en pige.

Jeg føler mig bare mere forbundet til min datter end til min søn. Og jeg føler det er så forkert af mig.  Min søn og jeg går så tit skævt af hinanden, han har det meget med at råbe når man spørg ham om noget, og han siger ofte grimme ord, ved godt han inders inden ikke mener noget med de ord, at det er noget han høre de store sige i skolen, og syntes det er lidt smart at sige, men det sorge mig at han bruge dem, det snakker vi jo om at det ikke lyder pænt. Men han bliver ved både med at råbe og snakke grint. Der til er han, vil ikke døv, jeg kan siger tingene 1000 gange før det sker noget. 

Hvis jeg siger nu går jeg altså hjem, er han bare lige glad og følger ikke med. 

Min pige er meget afhængig af mig, mor skal gøre alt og vi har et meget tæt bånd. Og har alle hendes 3 år haft det, da hun ikke kunne lide mænd det første 1 år, har det ofres været mig som tog hende. Hvor far så måtte tage sønnike. 

Hun vil nødig have jeg går uden hun kommer med uha da så bryder verden sammen. 

Jeg har ammet hende og ikke ham, ikke fordi jeg ikke ville, men jeg fik det meget psykisk dårligt da jeg fik ham, bristede meget, havde derfor meget ondt og han havde for kort tunge bånd. Det gik mig meget på at han ikke kunne sutte hos mig og at han ikke kunne ammes. Jeg valgte efter 5 dage med en konstant skrigende dreng ( pga sult) at give falske.  Og kunne overhoved ikke psykisk klare at prøve at ligge ham til. Men jeg tænker om det kan have betydning for vores forhold i dag. 

Jeg føler mig lidt som en lorte mor for ham. Og tænker at disse tanker altid vil følge mig om det kan være årsagen, men det får jeg jo aldrig svar på og burte lade det ligge, men det kan jeg ikke.

jeg har jo også tænkt om det bare er dreng pige forholdet. Altså jeg jeg føler mig mere som min datter vi vi begge er pige. 

Uha det blev langt, tak fordi i læste med.

Du er ikke en dårlig mor! Men måske er der nogle ting fra fødslen og barselsdagene med din søn du ikke helt har fået bearbejdet? Og det tror jeg sagtens kan spille ind stadigvæk.

Som du selv siger, så mener han jo intet med de grimme ord han siger. Og han er simpelthen så lille at jeg absolut ikke tror at HAN med vilje lægger afstand til dig. Jeg tror snarere det er omvendt, men måske fordi du føler dig som en dårlig mor overfor dig og så bliver det selvforstærkende? 

Din datter er jo stadig i en alder hvor hun har meget brug for dig. Sådan er min søn på 3 år også i forhold til mig, selv om han er en dreng 

Så jeg tror virkelig du skal tænke meget over at hvis din søn trodser dig eller siger grimme ord, så er det måske fordi han har brug for at du er der som mor. Ikke fordi du skal synes det er ok, men bare du ikke giver op overfor ham. Og selvfølgelig skal i også have gode oplevelser sammen. Nu har du det jo på forhånd sådan at han garanteret ikke vil med når du henter ham, er du sikker på du så ikke er irriteret på ham på forhånd? For det kan de altså godt mærke - og det sker nogle gange for os alle  Det skal bare ikke ske hver gang.

Jeg læser det i hvert fald som om du tror din søn ikke har brug for dig/ikke kan lide dig og det er jeg 100% sikker på ikke er rigtigt 

Sagen er den, at jeg længe har tænkt på flere ting som undre mig som mor. Måske kan i hjælpe med et svar.

Jeg har 2 børn på 7 og 3 år. En dreng og en pige.

Jeg føler mig bare mere forbundet til min datter end til min søn. Og jeg føler det er så forkert af mig.  Min søn og jeg går så tit skævt af hinanden, han har det meget med at råbe når man spørg ham om noget, og han siger ofte grimme ord, ved godt han inders inden ikke mener noget med de ord, at det er noget han høre de store sige i skolen, og syntes det er lidt smart at sige, men det sorge mig at han bruge dem, det snakker vi jo om at det ikke lyder pænt. Men han bliver ved både med at råbe og snakke grint. Der til er han, vil ikke døv, jeg kan siger tingene 1000 gange før det sker noget. 

Hvis jeg siger nu går jeg altså hjem, er han bare lige glad og følger ikke med. 

Min pige er meget afhængig af mig, mor skal gøre alt og vi har et meget tæt bånd. Og har alle hendes 3 år haft det, da hun ikke kunne lide mænd det første 1 år, har det ofres været mig som tog hende. Hvor far så måtte tage sønnike. 

Hun vil nødig have jeg går uden hun kommer med uha da så bryder verden sammen. 

Jeg har ammet hende og ikke ham, ikke fordi jeg ikke ville, men jeg fik det meget psykisk dårligt da jeg fik ham, bristede meget, havde derfor meget ondt og han havde for kort tunge bånd. Det gik mig meget på at han ikke kunne sutte hos mig og at han ikke kunne ammes. Jeg valgte efter 5 dage med en konstant skrigende dreng ( pga sult) at give falske.  Og kunne overhoved ikke psykisk klare at prøve at ligge ham til. Men jeg tænker om det kan have betydning for vores forhold i dag. 

Jeg føler mig lidt som en lorte mor for ham. Og tænker at disse tanker altid vil følge mig om det kan være årsagen, men det får jeg jo aldrig svar på og burte lade det ligge, men det kan jeg ikke.

jeg har jo også tænkt om det bare er dreng pige forholdet. Altså jeg jeg føler mig mere som min datter vi vi begge er pige. 

Uha det blev langt, tak fordi i læste med.

Jeg tror i hvert fald at det er meget vigtigt at du som mor gør det klart for dig selv at det er dit ansvar at bryde den onde cirkel. Din søn kan ikke gøre det. Mit gæt er at han mærker at dit bånd til din datter er stærkere end til ham, og derfor reagerer han med frustration, både for at fange din opmærksomhed (negativ opmærksomhed er bedre end ingen), men også fordi han sikkert er ked af det over forskelsbehandlingen. 

Har du prøvet at have mor-tid kun med din søn? Lave hyggelige ting sammen, hvor I fokuserer på det positive - kun jer to. Lave ting sammen som du ved han synes er sjovt, mens far tager sig af datter.

Sørger du for ikke at skælde ud og kritisere hele tiden, men at rose og fortælle ham når I har det hyggeligt sammen? Give ham masser af kram, lytte til hvad han synes er spændende og relevant at fortælle? O.s.v.

Det med amningen skal du glemme og lægge bag dig - det er fortid. Nu skal du se fremad.

Christine skriver:

Du er ikke en dårlig mor! Men måske er der nogle ting fra fødslen og barselsdagene med din søn du ikke helt har fået bearbejdet? Og det tror jeg sagtens kan spille ind stadigvæk.

Som du selv siger, så mener han jo intet med de grimme ord han siger. Og han er simpelthen så lille at jeg absolut ikke tror at HAN med vilje lægger afstand til dig. Jeg tror snarere det er omvendt, men måske fordi du føler dig som en dårlig mor overfor dig og så bliver det selvforstærkende? 

Din datter er jo stadig i en alder hvor hun har meget brug for dig. Sådan er min søn på 3 år også i forhold til mig, selv om han er en dreng 

Så jeg tror virkelig du skal tænke meget over at hvis din søn trodser dig eller siger grimme ord, så er det måske fordi han har brug for at du er der som mor. Ikke fordi du skal synes det er ok, men bare du ikke giver op overfor ham. Og selvfølgelig skal i også have gode oplevelser sammen. Nu har du det jo på forhånd sådan at han garanteret ikke vil med når du henter ham, er du sikker på du så ikke er irriteret på ham på forhånd? For det kan de altså godt mærke - og det sker nogle gange for os alle  Det skal bare ikke ske hver gang.

Jeg læser det i hvert fald som om du tror din søn ikke har brug for dig/ikke kan lide dig og det er jeg 100% sikker på ikke er rigtigt 

Tak for de pæne ord, det betyder meget for mig. 

modesty skriver:

Jeg tror i hvert fald at det er meget vigtigt at du som mor gør det klart for dig selv at det er dit ansvar at bryde den onde cirkel. Din søn kan ikke gøre det. Mit gæt er at han mærker at dit bånd til din datter er stærkere end til ham, og derfor reagerer han med frustration, både for at fange din opmærksomhed (negativ opmærksomhed er bedre end ingen), men også fordi han sikkert er ked af det over forskelsbehandlingen. 

Har du prøvet at have mor-tid kun med din søn? Lave hyggelige ting sammen, hvor I fokuserer på det positive - kun jer to. Lave ting sammen som du ved han synes er sjovt, mens far tager sig af datter.

Sørger du for ikke at skælde ud og kritisere hele tiden, men at rose og fortælle ham når I har det hyggeligt sammen? Give ham masser af kram, lytte til hvad han synes er spændende og relevant at fortælle? O.s.v.

Det med amningen skal du glemme og lægge bag dig - det er fortid. Nu skal du se fremad.

Du skriver lige det som jeg også forsøger. Vi har siden lillesøster kom til haft vores mor/ søn dage. De er dog blevet mindre siden han begyndte i skole. Men i vinter ferien gjore jeg det at jeg tog 3 ferie dage bare med ham, så kom søster i dp og vi hyggede os, tog i bio, på cafe og bare en stille dag herhjemme. Det nyder han meget, og han er stort set altid sød og rar  når det bare er ham og jeg... 

Han er en del jaloux og der mærker vi dagligt. Så jeg nyder også disse dage, og hver gang får han ros for at det er gået så godt.