Siden Lucas var 6 mdr. har jeg kunne se, at han ikke var som andre..
Han var altid syg, fulgte ikke med i udviklingen, rendte til læge flere gange om ugen, fordi jeg vidste at der var noget galt, men lægen grinte altid af mig, op i mit åbne ansigt og sagde "slap du nu bare af, bare fordi du er ung mor, skal du ikke bekymre dig mere end andre"
Jeg stolede på lægen, når han sagde at jeg havde en sund og rask dreng, men gang på gang følte jeg aldrig at jeg blev taget seriøst, da Lucas skulle til 2 års undersøgelse, havde vi i mellemtiden skiftet lægehus, jeg ville ikke blive ved med at finde mig i behandlingen fra min tidligere læge, jeg havde brug for at blive taget seriøs, og ikke blive grinet af ..
Første gang min nuværende læge så Lucas, og jeg delte min bekymring med hende, sagde hun "jeg kan godt se at han kæmper med noget, men det er ikke mit kompetence område, derfor henviser jeg, jer til børneafdelingen" endelig følte jeg, at jeg fik den rette behandling.
På børneafdelingen blev vi henvist til at han skulle i en MR scanner, og scaningen viste at han havde umodenheder på begge hans hjernehalvder, så han fik diagnosen cerberal parase ..
Han er nu os igang med en udredning for en kromosonfejl, da de os mistænker han har sådan en ..
Da vi fik dommen, brød jeg sammen, til dels fordi der skulle gå så lang tid, før vi blev taget seriøs, men os fordi jeg ikke vidste hvad fremtiden skulle bringe for min søn..
Lucas er heldigvis sådan en glad dreng, og har så meget gå på mod, vi er endelig kommet igang med træningen med ham, sammen med en børne Fys, og vi kan se fremskridt, han kan pludselig gå meget mere bedre og falder ikke så tit, og hans sprog bliver bedre..
Han kæmper stadigvæk med en del, men vi træner og øver med ham hele tiden..
Lige meget hvad vil jeg altid elske min søn, det vil enhver mor jo gøre
