Tanker om graviditet og om at blive mor.

Hej allesammen,

Jeg har, som alle andre herinde, en stor drøm om at få en baby. Mit problem er bare, at jeg tænker for for meget over tingene. Hvilken betyder, at jeg bliver angst for de store ændringer, som det vil medfører 

Jeg er 28 år og har været sammen med min kæreste i over 10 år. Vi har et godt solidt forhold, hvor vi kan tale om alt. Vi har i de sidste 4 år snakket meget om at forsøge at lave en baby. Flere gange er jeg stoppet på P-piller, men hver gang er jeg blevet angst og vi har droppet projektet 

I maj maj måned stoppede jeg så på P-piller igen, men vi er ikke gået all in på projektet pga. min nervøsitet. Jeg vil virkelig gerne være gravid, jeg blive jaloux når andre annoncerer deres graviditeter og læser dagligt om graviditet og babyer på nettet. Men hver gang jeg har mistanke om at jeg er gravid bliver jeg nervøs. 

Jeg er bange for de store ændringer i mit liv, og stresser over om jeg nu vil være god nok som mor. Er det normalt at have det sådan? Min kæreste siger at jeg tænker for meget over tingene, men sådan er jeg bare, og det er svært at ligge det fra mig igen.

Jeg er bange for at jeg altid vil have det sådan, lige meget om jeg venter 5 eller 10 år. 

Er der der andre herinde som har haft det ligesom mig? Og hvor lang tid gik der før jeres nervøsitet forsvandt? 

 

På forhånd tak. 

 

Hilsen den nervøse.

Hej nervøse.

Jeg vælger at tro det er helt normalt at være urolig når man ved at der kommer kæmpe ændringer i ens liv, som det ikke er muligt at forberede sig 100% på før man står i det.

Jeg har for nylig selv taget en positiv graviditetstest og er mere spændt end overlykkelig... det er så fjernt endnu, og jeg har ingen rosenrød drøm at det at have barn bare er supernemt. Det bliver rigtig spændende og det bliver sikkert rigtig godt, men det er simpelthen for svært for mig direkte at glæde mig til noget, som jeg aldrig har prøvet før så længe maven er helt flad.

Snakkede også med min partner om at vi for så vidt både kunne have fået børn et par år før og et par år senere... vi tror ikke at vi bliver mere "klar" end vi er nu. Vi vil gerne stifte familie sammen, så nu trækker vi vejret og springer ud i det :-)

Det var mine tanker. Måske kan du bruge dem til noget. Om ikke andet ønsker jeg dig en god søndag :-)

 

Mange tak for dit svar Gummiand - og tillykke med graviditeten  Dejligt at høre, at der er andre som har det ligesom mig..

Jeg tror på sin vis heller ikke, at vi bliver mere klar end vi er nu. Men det er bare sådan en stor beslutning for mig, og jeg har det bare generelt svært med store beslutninger. 

Men vi har rammerne på plads, og vi vil gerne stifte en familie sammen. Jeg kan efterhånden ikke se flere grunde til ikke at forsøge, jeg har samtidig også en frygt for ikke at kunne blive gravid.

Men det er vel bare at springe ud i det, og så håbe at man vænner sig til tanken :-)

 

 

Anonym skriver:

Hej allesammen,

Jeg har, som alle andre herinde, en stor drøm om at få en baby. Mit problem er bare, at jeg tænker for for meget over tingene. Hvilken betyder, at jeg bliver angst for de store ændringer, som det vil medfører 

Jeg er 28 år og har været sammen med min kæreste i over 10 år. Vi har et godt solidt forhold, hvor vi kan tale om alt. Vi har i de sidste 4 år snakket meget om at forsøge at lave en baby. Flere gange er jeg stoppet på P-piller, men hver gang er jeg blevet angst og vi har droppet projektet 

I maj maj måned stoppede jeg så på P-piller igen, men vi er ikke gået all in på projektet pga. min nervøsitet. Jeg vil virkelig gerne være gravid, jeg blive jaloux når andre annoncerer deres graviditeter og læser dagligt om graviditet og babyer på nettet. Men hver gang jeg har mistanke om at jeg er gravid bliver jeg nervøs. 

Jeg er bange for de store ændringer i mit liv, og stresser over om jeg nu vil være god nok som mor. Er det normalt at have det sådan? Min kæreste siger at jeg tænker for meget over tingene, men sådan er jeg bare, og det er svært at ligge det fra mig igen.

Jeg er bange for at jeg altid vil have det sådan, lige meget om jeg venter 5 eller 10 år. 

Er der der andre herinde som har haft det ligesom mig? Og hvor lang tid gik der før jeres nervøsitet forsvandt? 

 

På forhånd tak. 

 

Hilsen den nervøse.

Kære dig.

Jeg har ikke været i igennem det samme som du, men har en veninde som lider af angst så jeg kender godt lidt til det med at tænke for meget over tingene. Jeg tænker selv meget over tingene, men med hensyn til at få børn er jeg ikke nervøs, min kæreste og jeg har prøvet i næsten 2 år og nu er det lykkedes. Vi er klar så hos os er glæden stor.

Men det jeg kan prøve at råde dig til er måske at se på alle de positive ting som et lille mirakel vil give Jer og hvor I er henne i livet i forhold til at få børn. I har været sammen i rigtig mange år og kender hinanden rigtig godt og jeg sys det lyder somom I har det rigtig godt sammen og det er i hvert tilfald et rigtig godt udgangspunkt til at starte familie.

De bedste ønsker til dig og din kæreste det bedste i kampen

Anonym skriver:

Hej allesammen,

Jeg har, som alle andre herinde, en stor drøm om at få en baby. Mit problem er bare, at jeg tænker for for meget over tingene. Hvilken betyder, at jeg bliver angst for de store ændringer, som det vil medfører 

Jeg er 28 år og har været sammen med min kæreste i over 10 år. Vi har et godt solidt forhold, hvor vi kan tale om alt. Vi har i de sidste 4 år snakket meget om at forsøge at lave en baby. Flere gange er jeg stoppet på P-piller, men hver gang er jeg blevet angst og vi har droppet projektet 

I maj maj måned stoppede jeg så på P-piller igen, men vi er ikke gået all in på projektet pga. min nervøsitet. Jeg vil virkelig gerne være gravid, jeg blive jaloux når andre annoncerer deres graviditeter og læser dagligt om graviditet og babyer på nettet. Men hver gang jeg har mistanke om at jeg er gravid bliver jeg nervøs. 

Jeg er bange for de store ændringer i mit liv, og stresser over om jeg nu vil være god nok som mor. Er det normalt at have det sådan? Min kæreste siger at jeg tænker for meget over tingene, men sådan er jeg bare, og det er svært at ligge det fra mig igen.

Jeg er bange for at jeg altid vil have det sådan, lige meget om jeg venter 5 eller 10 år. 

Er der der andre herinde som har haft det ligesom mig? Og hvor lang tid gik der før jeres nervøsitet forsvandt? 

 

På forhånd tak. 

 

Hilsen den nervøse.

Jeg kender godt til dine tanker...

Jeg har selv angst, og kender til det med at gå i panik. For ja - det er en stor ting at blive mor, det er en stor forandring i ens liv. Bliver man en god mor, bliver barnet et "nemt" barn som bare sover derudaf, hvordan bliver min kæreste som far, hvad med økonomien, kan vi lave huset/haven færdig, mens der er et barn/mens jeg er gravid, får jeg nok søvn (manglende søvn er en dræber for mig og forværre min angst), bliver jeg pæn gravid, har vi styr på opdragelsen, kan vores forhold holde til det, har vi nået det vi ville inden?, osv. osv.

Og så trækker vi vejret helt dybt ned i maven.

Ingen af tingene ved vi førend vi oplever tingene. Man kan måske sætte sig rigtig godt ind i tingene, men det er også det eneste vi kan gøre. Og så lad os acceptere det.
Jeg er selv igang med at arbejde med min angst i form af bl.a. mindfulnessøvelser.

Når mine tanker eskalere derud af, så trækker jeg vejret dybt og stille og roligt, og snakker nogle gange med min kæreste. Vi har snakket om det med at blive forældre, mange gange, vi har taget "snakkene" så at sige - og vi er også så klar som vi kan blive. Så tager vi mine tanker fra en ende af: Ja, jeg bliver en god mor. Og det ved jeg fordi det kan jeg mærke helt indeni. Jeg bliver ikke en perfekt mor, som har styr på hele huset, hele haven, håret, make up'en, motionen, den sunde kost, rengøringen, oprydningen, osv. osv. Men jeg bliver en kærlig mor, som vil mine børn det bedste sammen med min kæreste (forhåbentlig mand på et tidspunkt ).

Vi kan ikke vide hvordan barnet bliver forinden - vi skal heller ikk vide alt. Jeg ved, at vi har en god familie og nogle dejlige venner, som ville hjælpe, hvis søvnen for mit vedkommende bliver en mangelvare, og min kæreste ikke lige har mulighed for at kunne få fri fra arbejdet - således, at jeg lige kan få en time på øjet, bare en gang imellem. Så tager vi den derfra.

Jeg er sådan set heller ikk i tvivl om at min kæreste bliver en god far (ellers var jeg formentlig heller ikk sammen med ham, da det er en vigtig egenskab for mig hos min partner). Vi har prøvet efterhånden et stykke tid, at jeg skulle blive gravid, og i efterhånden som tiden går, bliver min kæreste bedre og bedre til at sige, at han glæder sig til at blive far.

Rent økonomisk har vi også gennemgået det flere gange - og det skal nok gå.

Min pointe er, at nogle gange når vi går i panik, så træk vejret. Stille og roligt. Tænk tingene stille og roligt igennem, og når tingene bliver for uoverskueligt, så tag en snak med din kæreste/mand, skriv tingene op, og gå tingene igennem. Tag det som en god ting, at du forsøger at tænke tingene igennem, i stedet for at dunke dig selv i hovedet over at tænke for meget over det.

Og lav endelig nogle mindfulnessøvelser - kan helt sikkert anbefale det 

Anonym skriver:

Hej allesammen,

Jeg har, som alle andre herinde, en stor drøm om at få en baby. Mit problem er bare, at jeg tænker for for meget over tingene. Hvilken betyder, at jeg bliver angst for de store ændringer, som det vil medfører 

Jeg er 28 år og har været sammen med min kæreste i over 10 år. Vi har et godt solidt forhold, hvor vi kan tale om alt. Vi har i de sidste 4 år snakket meget om at forsøge at lave en baby. Flere gange er jeg stoppet på P-piller, men hver gang er jeg blevet angst og vi har droppet projektet 

I maj maj måned stoppede jeg så på P-piller igen, men vi er ikke gået all in på projektet pga. min nervøsitet. Jeg vil virkelig gerne være gravid, jeg blive jaloux når andre annoncerer deres graviditeter og læser dagligt om graviditet og babyer på nettet. Men hver gang jeg har mistanke om at jeg er gravid bliver jeg nervøs. 

Jeg er bange for de store ændringer i mit liv, og stresser over om jeg nu vil være god nok som mor. Er det normalt at have det sådan? Min kæreste siger at jeg tænker for meget over tingene, men sådan er jeg bare, og det er svært at ligge det fra mig igen.

Jeg er bange for at jeg altid vil have det sådan, lige meget om jeg venter 5 eller 10 år. 

Er der der andre herinde som har haft det ligesom mig? Og hvor lang tid gik der før jeres nervøsitet forsvandt? 

 

På forhånd tak. 

 

Hilsen den nervøse.

Jeg tror helt ærligt du vil have det sådan om 1, 5, eller 10 år. Så jeg vil mene du bare skal springe ud i det. Efter min mening er der ikke et 100% rigtigt tidspunkt at få barn på, men når babyen er i dine arme så giver det SÅ meget mening.

Jeg gik også totalt i panik med vores første barn da testen var positiv (det var planlagt men gevinst i første forsøg) og tanken strejfede mig da, om vi kunne/skulle fortryde. Sådan havde vi det lidt begge to. Men så vænnede vi os til tanken og huskede hinanden på hvorfor det var vi ønskede os en baby og panikken forsvandt ganske hurtigt og blev til glæde.