At føle sig som et barn igen

Ja, jeg vidste ikke lige hvad jeg skulle kalde det her indlæg. Det er bare mig der har brug for "skrige".. komme ud med det.. 

Jeg er Aupair for en familie, med to små børn, og de er skam søde nok. Faren er en af de rareste mennesker jeg har mødt og vi har de samme meninger omkring livet med børn, han er så forstående og tolerant. 
Så kommer vi til moren, hun skælder, er mere eller mindre altid sur, rengøringsvanvittig, perfektionist og har altid en undskyldning for ikke at gøre noget. (og tit efter faren..)
Huset skal være pletfrit hele tiden. Den ældste må ikke skrige fordi hun prøver at sove(Jeg er så ligeglad om han skriger og vækker mig, for han er fandeme kun 19måneder gammel, så han forstår det sku ikke helt, og jeg sover bare videre bagefter. For han skriger ikke hele tiden) Synes det er så synd at han ikke må være et barn, bare fordi hun ikke kan sove. Og så er jeg ret sikker på at hun er egoist. 

I går før jeg gik i seng, kom hun ned for at de skulle snakke om noget, hvor de så går ovenpå og "skændes"(Vil sige hun tale med store ord) Og lige i det øjeblik, følte jeg mig bare som et lille barn, der lyttede til sine forældre skændes(Jeg er ikke meget yngre end dem), men det var ikke rart. 
Jeg er bange for at gøre noget forkert, sige noget forket eller glemme noget(omkring oprydning).

Ja, folk vil sikkert sige, hvorfor siger du ikke bare op? Og det gør jeg også, men først til December, for jeg har sat mig til at jeg skal holde de måneder jeg regnede med da jeg rejste. Vil ikke føle mig som en fiasko igen. Og jeg elsker at være sammen med ungerne(Som jeg for det meste kan styre bedre end deres mor, by the way)

Jeg havde bare brug for at skrive det ned. Og så kæmpe mig igennem de næste måneder(Hun tager på ferie i næste uge..) PARTY!!! 

Tak fordi du læste så langt. 

Anonym skriver:

Ja, jeg vidste ikke lige hvad jeg skulle kalde det her indlæg. Det er bare mig der har brug for "skrige".. komme ud med det.. 

Jeg er Aupair for en familie, med to små børn, og de er skam søde nok. Faren er en af de rareste mennesker jeg har mødt og vi har de samme meninger omkring livet med børn, han er så forstående og tolerant. 
Så kommer vi til moren, hun skælder, er mere eller mindre altid sur, rengøringsvanvittig, perfektionist og har altid en undskyldning for ikke at gøre noget. (og tit efter faren..)
Huset skal være pletfrit hele tiden. Den ældste må ikke skrige fordi hun prøver at sove(Jeg er så ligeglad om han skriger og vækker mig, for han er fandeme kun 19måneder gammel, så han forstår det sku ikke helt, og jeg sover bare videre bagefter. For han skriger ikke hele tiden) Synes det er så synd at han ikke må være et barn, bare fordi hun ikke kan sove. Og så er jeg ret sikker på at hun er egoist. 

I går før jeg gik i seng, kom hun ned for at de skulle snakke om noget, hvor de så går ovenpå og "skændes"(Vil sige hun tale med store ord) Og lige i det øjeblik, følte jeg mig bare som et lille barn, der lyttede til sine forældre skændes(Jeg er ikke meget yngre end dem), men det var ikke rart. 
Jeg er bange for at gøre noget forkert, sige noget forket eller glemme noget(omkring oprydning).

Ja, folk vil sikkert sige, hvorfor siger du ikke bare op? Og det gør jeg også, men først til December, for jeg har sat mig til at jeg skal holde de måneder jeg regnede med da jeg rejste. Vil ikke føle mig som en fiasko igen. Og jeg elsker at være sammen med ungerne(Som jeg for det meste kan styre bedre end deres mor, by the way)

Jeg havde bare brug for at skrive det ned. Og så kæmpe mig igennem de næste måneder(Hun tager på ferie i næste uge..) PARTY!!! 

Tak fordi du læste så langt. 

Hold ud, og tænk på når det er svært, hvem du gør det for (børnene) De lyder heldigvis til at være glade for dig, og du for dem.

Muligvis der stikker noget under moderens opførsel, selvom det selvfølgelig ikke er dit "problem" , som gør at hun opfører sig som hun gør.

Tak for krammet. Havde jeg brug for. 

Jeg bliver også her til December, kun for børnenes skyld. De er så dejlige, og hvis det ikke var fordi moren var sådan, var jeg blevet, men jeg kan slet ikke klare det. Det sætter min angst i gang igen, og det har jeg ikke lyst til. 

Hun sover næsten aldrig(heldig hvis hun får 1-1½time om natten) og jeg ville også være gnaven, men jeg ville ALDRIG lade det gå udover børnene(Som at råben og sige de skal være stille, for de er børn og det er sku ikke deres skyld) Hun er også lige blevet opperet(i fredags) og det gør det bare slet ikke bedre.  Og så tror jeg hun har sin mors temprament. 

Så nu har jeg nogle måneder til at finde noget arbejde til jeg kommer hjem, så jeg kan spare sammen til at tage på skole.. Det skal nok blive sjovt.