igangsættelse før tid

er det overhovedet noget en jordmoder vil overveje hvis det handler om smerter, utilpashed fysisk og psykisk, og en frygt for fosterdød (farens oplevelse med en tidligere kæreste) ? Skal til jordmoder imorgen og har under alle omstændigheder tæ kr mig at få luft, men spørgsmålet omkring igangsættelse? Vil de overveje det? Jeg er i uge 36 nu, tanek. Er selvfølgelig at det først skal være når baby er klar

Det er så vidt jeg ved, ikke jordemoderens afgørelse. Hun kan tage dine ønsker med til en læge, som så afgør det.

Men umiddelbart, så tror jeg ikke en læge ville give tilladelse til igangsættelse før termin på baggrund af dette.
Der skal være virkelig gode grunde til at sætte igang før termin. Som fx. at barnet har bedst af at komme ud før tid, fordi at der er en medicinsk grund. Eller at det er til fare for dig, at fortsætte graviditeten.

Tror jeg bestemt ikke. Jeg mærkede slet ikke liv fra uge  36, og blev alligevel først sat igang uge 38+2... Det var de værste 14 dage i mit liv!!

der skal virkelig være en god grund!! Min søn ville have haft godt af 2 uger mere i maven, det var tydeligt da han kom ud at han var umoden på trods af at det var uge 38 ��

Jordemoder kan indstille til konference hvor de kan tage det op. Vil sige det er meget forskelligt - de to gange jeg har født efter jeg har mistet er jeg ike blevet sat i gang før tid - det tidligste var 4 dage over termin og sidste gang gik de ikke med til før 7 dage over. 

Men en del andre jeg har kendt har fået lov før termin men har så ikke ønsket det ved næste fødsel fordi det var en lang proces,  en del endte i ks osv.

 

AnnaKJ skriver:

Det er så vidt jeg ved, ikke jordemoderens afgørelse. Hun kan tage dine ønsker med til en læge, som så afgør det.

Men umiddelbart, så tror jeg ikke en læge ville give tilladelse til igangsættelse før termin på baggrund af dette.
Der skal være virkelig gode grunde til at sætte igang før termin. Som fx. at barnet har bedst af at komme ud før tid, fordi at der er en medicinsk grund. Eller at det er til fare for dig, at fortsætte graviditeten.

Har man mistet i maven er der nu en del hvis ikke alle der får lov alene fordi mødrene (og fædrene) ikke kan klare det mentalt.

Jeg mistede ikke i maven og skulle virkelig kæmpe for at blive sat i gang 4 dage over termin med en dreng i maven der var 4800 g. Hvorimod en veninde med næsten samme historie som mig fik lov på samme hospital blev sat i gang 2 uger før termin. 

Det er min oplevels det er lidt som vinden blæser

lineog4 skriver:

Har man mistet i maven er der nu en del hvis ikke alle der får lov alene fordi mødrene (og fædrene) ikke kan klare det mentalt.

Jeg mistede ikke i maven og skulle virkelig kæmpe for at blive sat i gang 4 dage over termin med en dreng i maven der var 4800 g. Hvorimod en veninde med næsten samme historie som mig fik lov på samme hospital blev sat i gang 2 uger før termin. 

Det er min oplevels det er lidt som vinden blæser

min mands 1. Fødte blev kvalt i navlesnoren uge 39+ ... Og det er noget der fylder meget her hen af slutningen , nogen dage så meget at jeg tager afstand .. Det gør jeg måske egentlig lidt hele tiden.... Vi har dog et barn sammen i forvejen

Altså jeg blev sat igang 38+2 med min den første grundet svær bækkenløsning. Så det kan lade sig gøre. Det var så min egen læge der forslog det og sendte mig til scanning på hospitalet for at se om barnet var stort nok osv. Det var han, så jeg blev sat igang . :-)

lineog4 skriver:

Har man mistet i maven er der nu en del hvis ikke alle der får lov alene fordi mødrene (og fædrene) ikke kan klare det mentalt.

Jeg mistede ikke i maven og skulle virkelig kæmpe for at blive sat i gang 4 dage over termin med en dreng i maven der var 4800 g. Hvorimod en veninde med næsten samme historie som mig fik lov på samme hospital blev sat i gang 2 uger før termin. 

Det er min oplevels det er lidt som vinden blæser

Jeg tror bestemt også det er meget forskelligt fra sted til sted, og kender da noget der er blevet sat igang nærmest på baggrund af ingenting og så er der dem, hvor de faktisk burde været blevet sat igang, men hvor lægerne bare nægtede fuldstændig.
Det er faktisk ikke mere end en måned siden en bekendt var igennem hele møllen.

Men jeg tænker bare i det her tilfælde, så er det jo ikke samme kvinde, som manden har mistet et barn med (og ja, det er selvfølgelig virkelig tragisk at miste et barn - jeg har ikke mistet et (endnu), men jeg har en meget handicappet datter, med en virkelig skidt prognose) og samtidig har de et barn sammen i forvejen.
Uden tvivl manden er påvirket af det, det er jeg da også på grund af min datter og skide bange for om vores lille baby, der snart er på vej, virkelig er normal? Men jeg tror bare ikke, at lægerne ser sådan på det.

min mands 1. Fødte blev kvalt i navlesnoren uge 39+ ... Og det er noget der fylder meget her hen af slutningen , nogen dage så meget at jeg tager afstand .. Det gør jeg måske egentlig lidt hele tiden.... Vi har dog et barn sammen i forvejen

Selvsagt fylder det, men tror det er vigtigt at mærke hvad det er der fylder. Forstå mig ret, er det at baby dør, er det følelsen af hvis bare jeg havde kontrol eller...? 

Jeg nåede til jeg havde en dato jeg kunne klare det til og det var termin og der slog hovedet klik og jeg kastede håndklædet i ringen.  Jeg valgte at tage en dag gangen til termin,  være glad hver morgen hvor baby levede og jeg kunne give den endnu en god dag i min mave og muligheden for selv at vælge fødselsdag - for ingen tvivl om baby har det bedst med at "modne" færdig.

Men tænker du skal have en god snak med jordemoder, hvor I kan tale om en slut dag og hvordan du kommer der hen. En slut dag for mig med nummer 2 efter jeg havde mistet car fx 7 dage over termin og det at vide der var en slut dato, at jeg ikke skulle forholde mig til hvad jeg kunne klare men bare nå der hen, gjorde jeg nød de sidste dage i graviditeten endda så meget så jeg slet ikke ønskede at føde før - jo jeg troede han var død hver dag, men puffede, fik spark og kom frem til det jo lige så godt kunne være minuttet før fødslen som minuttet efter han døde så hellere nyde nuet.

Jeg tror bestemt også det er meget forskelligt fra sted til sted, og kender da noget der er blevet sat igang nærmest på baggrund af ingenting og så er der dem, hvor de faktisk burde været blevet sat igang, men hvor lægerne bare nægtede fuldstændig.
Det er faktisk ikke mere end en måned siden en bekendt var igennem hele møllen.

Men jeg tænker bare i det her tilfælde, så er det jo ikke samme kvinde, som manden har mistet et barn med (og ja, det er selvfølgelig virkelig tragisk at miste et barn - jeg har ikke mistet et (endnu), men jeg har en meget handicappet datter, med en virkelig skidt prognose) og samtidig har de et barn sammen i forvejen.
Uden tvivl manden er påvirket af det, det er jeg da også på grund af min datter og skide bange for om vores lille baby, der snart er på vej, virkelig er normal? Men jeg tror bare ikke, at lægerne ser sådan på det.

Tror igen der er forskel på læger og forskel på historier og forskel på hvor god man er til at forklare. 

Jeg mistede jo ikke i maven og den læge der fulgte os efter forstod ikke at når først døren var åben for noget kan gå galt så er man bare ikke der hvor man tror det nok skal gå alt sammen, man har mødt tusind historier og personligt havde jeg sådab en tjekliste: kejsersnit ar kan springe op - tjek kan ikke ske, md scanning viser - tjek skete ikke osv.  Men han mente altså ikke jeg skulle sættes i gang og egentlig glsd for de pressede mig til termin - ville så gerne have haft de så havde lyttet da jeg gik ned til termin.  

Med numme to efter havde jeg samme læge, men jeg var meget bedre til at forklare behov så fik flere scanninger,  flere snakke, en efterfødselsplan og ikke mindst en tid til igangsættelse men 7 dage over termin - men bare det jeg vidste jeg havde en tid gav rO.

Men man skal måske også tænke on igangsættelse overhovedet giver roen - måske skulle man få en snak om hvaf son kan give ro, hvordan man kan bruge nogen redskaber