*Heidi* skriver:
Jeg blev diagnosticeret med angst for ca. 2 år siden, og har skullet lære mig selv at kende på ny i forhold til styrker, svagheder og grænser.
Jeg er ikke på medicin længere og har heller ikke angstanfald, men alligevel kan jeg godt mærke angsten titte frem engang imellem.
Jeg har kun en enkelt veninde i min omgangskreds som jeg ses med, da jeg har nogle udfordringer i forhold til at skulle møde nye mennesker og skabe nye relationer.
Jeg kender ikke nogen på min egen alder (er 25 år) der er i samme båd som mig ang. angst og dens problematikker, samt at vente barn.
Er der andre derude som sidder eller har siddet i samme situation som mig, og hvad gjorde I for at bryde det?
KH!
Uha ja der har/er jeg også.
Jeg har været væk fra medicinen i snart 2 år, og har det rigtig godt i dag, trods angsten stadig lige titter frem i ny og næ.
jeg blev gravid sidste sommer, og kæmpede utrolig meget med angsten på daværende tidspunkt, i og med graviditeten ikke var planlagt og heller ikke særlig meget ønsket. De første 12 uger gik med tvivl og gråd, men da jeg accepterede at jeg skulle beholde (for kunne simpelthen ikke få mig selv til at gå i gennem en abort, dårlig timing eller ej), så fik jeg det bedre.
jeg accepterede faktisk først for alvor min graviditet i 7 måned, hvor jeg begyndte at glæde mig 
Jeg ved ikke helt hvad jeg gør, når angsten kommer snigende. Jeg ved jo hvad det er, og kender min krop, men den er svær at håndtere når den først bryder ud jo.
skal ALDRIG tilbage på medicin, så har øvet mig i selvkontrol når den begynder at komme.
har heller ikke selv mange veninder, da jeg ikke kan rumme det :-)
graviditeten er svær, men jo længere du når målet, desto mere kontrol får man (i mit tilfælde).
ja det blev lidt rodet :-) men håber du forstod ;-)
