synes det er uretfærdigt

At vores forældre evner skal bedømmes af en der har mødt os 2 gange af 30 minutter...

Den ene gang i VS hvor vi sad sammen med lederen af VS, en børnepsykolog, en pædagog fra VS, og så sagsbehandleren... rimelig mange mennesker at forholde sig til på en gang for min kæreste med socialfobi og så ovenikøbet smidt os ind i et lille bitte lokale hvor vi kun lige akkurat kunne sidde ved siden af hinanden allesammen...

Den anden gang af 30 minutter hjemme hos os... kun hende og os og sønnen...

Ikke noget med at skrive at far MÅSKE var træt fordi sønnen havde været vågen rigtig mange gange om natten grundet mareridt... nej nej far var bare kold og afstandstagende og ikke særlig aktiv eller kontaktsøgende i forhold til hende eller sønnen...

 

ARGGHHH jeg bliver så ARRIG...

halvdelen af alt det der står skrevet er selvfølgelig rigtigt nok, MEN det er et split sekund af en dag ud af de 365 dage der er om året og det passer ikke på hvordan det er generelt...

 

og VS er IKKE ligefrem nogen hjælp når de KUN vil skrive de ting der er problemer fremfor også at huske at der er gode ting...

 

Så bliver billedet jo fuldkomment skævt af hvordan det egentlig er...

 

Jeg sidder og er arrig og ked af det...

jeg føler de begynder at få mig til at fortryde den allerstørste glæde i mit liv...

for hvorfor troede jeg dog nogensinde at vi ville kunne slippe for at blive overvåget og bedømt når vi nu begge har haft en dårlig opvækst der bider os i røven og gør hverdag til en slåskamp for at være "normal"...

 

havde bare brug for luft...

Kunne ikke holde det inden i mere...

 

jeg tror der er nogen kommentarer jeg er nødt til at skrive til den afgørelse også selvom det ikke ændrer ved noget...

 

jeg kan godt læse mellem linjerne hvor hård en modstand vi møder...

BARE fordi farmand ikke lige hopper hen til nærmeste pædagog og giver kram og siger hej med dig og står og sludrer i flere minutter inden han henter sønnen hjem...så skal det straks være fordi han er følelseskold og ikke ønsker kontakt... de tager sgu heller aldrig kontakt...

Ikke engang til mig som ellers netop prøver at tage kontakt og snakke med dem om sønnens dag.. jeg bliver bare spist af med at hvis der ikke står noget på sedlen så er der ikke noget at fortælle...

så kan jeg jo selv prøve at gætte mig til hvor alle hans blå mærker kommer fra eller hvorfor han endnu engang har sår under øret passende med hvis en hev ham i øret i længere tid...

At vores forældre evner skal bedømmes af en der har mødt os 2 gange af 30 minutter...

Den ene gang i VS hvor vi sad sammen med lederen af VS, en børnepsykolog, en pædagog fra VS, og så sagsbehandleren... rimelig mange mennesker at forholde sig til på en gang for min kæreste med socialfobi og så ovenikøbet smidt os ind i et lille bitte lokale hvor vi kun lige akkurat kunne sidde ved siden af hinanden allesammen...

Den anden gang af 30 minutter hjemme hos os... kun hende og os og sønnen...

Ikke noget med at skrive at far MÅSKE var træt fordi sønnen havde været vågen rigtig mange gange om natten grundet mareridt... nej nej far var bare kold og afstandstagende og ikke særlig aktiv eller kontaktsøgende i forhold til hende eller sønnen...

 

ARGGHHH jeg bliver så ARRIG...

halvdelen af alt det der står skrevet er selvfølgelig rigtigt nok, MEN det er et split sekund af en dag ud af de 365 dage der er om året og det passer ikke på hvordan det er generelt...

 

og VS er IKKE ligefrem nogen hjælp når de KUN vil skrive de ting der er problemer fremfor også at huske at der er gode ting...

 

Så bliver billedet jo fuldkomment skævt af hvordan det egentlig er...

 

Jeg sidder og er arrig og ked af det...

jeg føler de begynder at få mig til at fortryde den allerstørste glæde i mit liv...

for hvorfor troede jeg dog nogensinde at vi ville kunne slippe for at blive overvåget og bedømt når vi nu begge har haft en dårlig opvækst der bider os i røven og gør hverdag til en slåskamp for at være "normal"...

 

havde bare brug for luft...

Kunne ikke holde det inden i mere...

 

jeg tror der er nogen kommentarer jeg er nødt til at skrive til den afgørelse også selvom det ikke ændrer ved noget...

 

jeg kan godt læse mellem linjerne hvor hård en modstand vi møder...

BARE fordi farmand ikke lige hopper hen til nærmeste pædagog og giver kram og siger hej med dig og står og sludrer i flere minutter inden han henter sønnen hjem...så skal det straks være fordi han er følelseskold og ikke ønsker kontakt... de tager sgu heller aldrig kontakt...

Ikke engang til mig som ellers netop prøver at tage kontakt og snakke med dem om sønnens dag.. jeg bliver bare spist af med at hvis der ikke står noget på sedlen så er der ikke noget at fortælle...

så kan jeg jo selv prøve at gætte mig til hvor alle hans blå mærker kommer fra eller hvorfor han endnu engang har sår under øret passende med hvis en hev ham i øret i længere tid...

Jeg har fulgt lidt med på sidelinjen og selvom jeg ikke har nogen kloge ord, vil jeg dog sende en masse kram, kærlige tanker og så meget overskud jeg har til dig.
Jeg blev selv undersøgt i hoved og R*v den gang jeg fik min søn grundet min barndom/ungdom og jeg ved at det er umenneskeligt hårdt.
Jeg håber og tror på at det vil få den rette slutning for jeres familie.

Wampires skriver:

At vores forældre evner skal bedømmes af en der har mødt os 2 gange af 30 minutter...

Den ene gang i VS hvor vi sad sammen med lederen af VS, en børnepsykolog, en pædagog fra VS, og så sagsbehandleren... rimelig mange mennesker at forholde sig til på en gang for min kæreste med socialfobi og så ovenikøbet smidt os ind i et lille bitte lokale hvor vi kun lige akkurat kunne sidde ved siden af hinanden allesammen...

Den anden gang af 30 minutter hjemme hos os... kun hende og os og sønnen...

Ikke noget med at skrive at far MÅSKE var træt fordi sønnen havde været vågen rigtig mange gange om natten grundet mareridt... nej nej far var bare kold og afstandstagende og ikke særlig aktiv eller kontaktsøgende i forhold til hende eller sønnen...

 

ARGGHHH jeg bliver så ARRIG...

halvdelen af alt det der står skrevet er selvfølgelig rigtigt nok, MEN det er et split sekund af en dag ud af de 365 dage der er om året og det passer ikke på hvordan det er generelt...

 

og VS er IKKE ligefrem nogen hjælp når de KUN vil skrive de ting der er problemer fremfor også at huske at der er gode ting...

 

Så bliver billedet jo fuldkomment skævt af hvordan det egentlig er...

 

Jeg sidder og er arrig og ked af det...

jeg føler de begynder at få mig til at fortryde den allerstørste glæde i mit liv...

for hvorfor troede jeg dog nogensinde at vi ville kunne slippe for at blive overvåget og bedømt når vi nu begge har haft en dårlig opvækst der bider os i røven og gør hverdag til en slåskamp for at være "normal"...

 

havde bare brug for luft...

Kunne ikke holde det inden i mere...

 

jeg tror der er nogen kommentarer jeg er nødt til at skrive til den afgørelse også selvom det ikke ændrer ved noget...

 

jeg kan godt læse mellem linjerne hvor hård en modstand vi møder...

BARE fordi farmand ikke lige hopper hen til nærmeste pædagog og giver kram og siger hej med dig og står og sludrer i flere minutter inden han henter sønnen hjem...så skal det straks være fordi han er følelseskold og ikke ønsker kontakt... de tager sgu heller aldrig kontakt...

Ikke engang til mig som ellers netop prøver at tage kontakt og snakke med dem om sønnens dag.. jeg bliver bare spist af med at hvis der ikke står noget på sedlen så er der ikke noget at fortælle...

så kan jeg jo selv prøve at gætte mig til hvor alle hans blå mærker kommer fra eller hvorfor han endnu engang har sår under øret passende med hvis en hev ham i øret i længere tid...

Du lyder ikke som en person der har ret meget tiltro til fagpersoners vurdering af jeres situation, men i forhold til at både dig og din kæreste har nogle problemer i forhold til jeres fortid, så syntes jeg altså du skal se de tiltag der er blevet sat i værk, som den hjælp de er tænkt som.

I har vel begge det mål at jeres barn skal vokse op uden nogen "men" hvis i virkelig har nogle ting som er svære for jer, så er det da bedst at de "ting" bliver opdaget og videre bearbejdet.

Puhhaa jeg syntes det er svært at skrive dette, når jeg ikke kender jeres situation bedre, men i en sag hvor forældreevnen bliver undersøgt er det jo kun for at sikre sig barnets tarv.

Monica

Wampires skriver:

At vores forældre evner skal bedømmes af en der har mødt os 2 gange af 30 minutter...

Den ene gang i VS hvor vi sad sammen med lederen af VS, en børnepsykolog, en pædagog fra VS, og så sagsbehandleren... rimelig mange mennesker at forholde sig til på en gang for min kæreste med socialfobi og så ovenikøbet smidt os ind i et lille bitte lokale hvor vi kun lige akkurat kunne sidde ved siden af hinanden allesammen...

Den anden gang af 30 minutter hjemme hos os... kun hende og os og sønnen...

Ikke noget med at skrive at far MÅSKE var træt fordi sønnen havde været vågen rigtig mange gange om natten grundet mareridt... nej nej far var bare kold og afstandstagende og ikke særlig aktiv eller kontaktsøgende i forhold til hende eller sønnen...

 

ARGGHHH jeg bliver så ARRIG...

halvdelen af alt det der står skrevet er selvfølgelig rigtigt nok, MEN det er et split sekund af en dag ud af de 365 dage der er om året og det passer ikke på hvordan det er generelt...

 

og VS er IKKE ligefrem nogen hjælp når de KUN vil skrive de ting der er problemer fremfor også at huske at der er gode ting...

 

Så bliver billedet jo fuldkomment skævt af hvordan det egentlig er...

 

Jeg sidder og er arrig og ked af det...

jeg føler de begynder at få mig til at fortryde den allerstørste glæde i mit liv...

for hvorfor troede jeg dog nogensinde at vi ville kunne slippe for at blive overvåget og bedømt når vi nu begge har haft en dårlig opvækst der bider os i røven og gør hverdag til en slåskamp for at være "normal"...

 

havde bare brug for luft...

Kunne ikke holde det inden i mere...

 

jeg tror der er nogen kommentarer jeg er nødt til at skrive til den afgørelse også selvom det ikke ændrer ved noget...

 

jeg kan godt læse mellem linjerne hvor hård en modstand vi møder...

BARE fordi farmand ikke lige hopper hen til nærmeste pædagog og giver kram og siger hej med dig og står og sludrer i flere minutter inden han henter sønnen hjem...så skal det straks være fordi han er følelseskold og ikke ønsker kontakt... de tager sgu heller aldrig kontakt...

Ikke engang til mig som ellers netop prøver at tage kontakt og snakke med dem om sønnens dag.. jeg bliver bare spist af med at hvis der ikke står noget på sedlen så er der ikke noget at fortælle...

så kan jeg jo selv prøve at gætte mig til hvor alle hans blå mærker kommer fra eller hvorfor han endnu engang har sår under øret passende med hvis en hev ham i øret i længere tid...

Ville bare sende dig et kram .

Jeg ved om nogen hvor hårdt det er. Vi var på mor barn hjem det første halve år (læs blev tjekket dag ud og dag ind).

Der står mange ting i rapporten derfra hvor jeg tænker S-V-I-N. De har nemlig været rigtig gode til at fortolke den gale vej og tage det fuldstændig ud af sammenhængen.
Du må gerne skrive en pb. Hvis du har brug for luft.

Jeg har stadig sønnen han er 4 år nu, men føltes stadig af familierådgiver gen :-)

ja det er kun en dag af 365dage og den dag har åbenbart ikke været den mest heldige dag for far, men derfor er det vel ikke usandt hvad der står skrevet.

Jeg går ud fra at der kun skal skrives hvad der observeres  i de 30min. og ikke kommes med fortolkninger som at far var træt grundet dårlig nattesøvn. Derfor virker det sikkert meget negativt når du læser det, fordi DU kender til årsagen bag hans adfærd. 

Men det må være rigtig hårdt at læse mindre positive ting om sine evner som far og hårdt for dig som kæreste

 

Først tak for kram og støttende ord og fortællinger...

dernæst et generelt svar:

Min tiltro til disse fagfolk blev ødelagt da jeg mødte min kæreste som var blevet efterladt hos en mor der gennemtævede ham, låste ham inde uden mad og drikke, eller som nægtede ham toiletbesøg om natten, og når han fortalte det til de psykologer hun tvang ham til da hun mente han ikke var normal fik han af vide han skulle stoppe med at lyve for hans mor var da så sød og rar...

Eller da min lillebror, psykisk syg igen og igen blev tabt på gulvet og endte med de forkerte venner for det var det eneste sted han fandt accept for at han ikke var som alle andre...

Eller nu med vores søn...

Vi prøvede at råbe op da han blev født, men de antog automatiskt at vi overfortolkede hans signaler da vi var førstegangsforældre og derfor ikke vidste hvad vi skulle kigge efter...

Og så sidder vi her idag og skal pludselig bevise det som vi har prøvet at sige hele tiden... men nu er det jo bare lidt sværere at gøre da han jo har udviklet sig den vej som vi frygtede men ingen ville lytte til os...

Det med at der ikke skal kommes med fortolkninger synes jeg er sjovt for det gør hun jo...

De afgørelse er fyldt med fortolkninger af ting uden der er nogen der har tjekket om det rent faktisk forholder sig sådan som det er fortolket...

Wampires skriver:

Først tak for kram og støttende ord og fortællinger...

dernæst et generelt svar:

Min tiltro til disse fagfolk blev ødelagt da jeg mødte min kæreste som var blevet efterladt hos en mor der gennemtævede ham, låste ham inde uden mad og drikke, eller som nægtede ham toiletbesøg om natten, og når han fortalte det til de psykologer hun tvang ham til da hun mente han ikke var normal fik han af vide han skulle stoppe med at lyve for hans mor var da så sød og rar...

Eller da min lillebror, psykisk syg igen og igen blev tabt på gulvet og endte med de forkerte venner for det var det eneste sted han fandt accept for at han ikke var som alle andre...

Eller nu med vores søn...

Vi prøvede at råbe op da han blev født, men de antog automatiskt at vi overfortolkede hans signaler da vi var førstegangsforældre og derfor ikke vidste hvad vi skulle kigge efter...

Og så sidder vi her idag og skal pludselig bevise det som vi har prøvet at sige hele tiden... men nu er det jo bare lidt sværere at gøre da han jo har udviklet sig den vej som vi frygtede men ingen ville lytte til os...

Det med at der ikke skal kommes med fortolkninger synes jeg er sjovt for det gør hun jo...

De afgørelse er fyldt med fortolkninger af ting uden der er nogen der har tjekket om det rent faktisk forholder sig sådan som det er fortolket...

Undskyld jeg spørg og du må sig fra hvis ikk du har lyst til at. Svare på det. 

Men er dig og kæresten forfuldt pga kun jeres grusom barndom eller er det båd barndom men også form for handicap?

Wampires skriver:

Først tak for kram og støttende ord og fortællinger...

dernæst et generelt svar:

Min tiltro til disse fagfolk blev ødelagt da jeg mødte min kæreste som var blevet efterladt hos en mor der gennemtævede ham, låste ham inde uden mad og drikke, eller som nægtede ham toiletbesøg om natten, og når han fortalte det til de psykologer hun tvang ham til da hun mente han ikke var normal fik han af vide han skulle stoppe med at lyve for hans mor var da så sød og rar...

Eller da min lillebror, psykisk syg igen og igen blev tabt på gulvet og endte med de forkerte venner for det var det eneste sted han fandt accept for at han ikke var som alle andre...

Eller nu med vores søn...

Vi prøvede at råbe op da han blev født, men de antog automatiskt at vi overfortolkede hans signaler da vi var førstegangsforældre og derfor ikke vidste hvad vi skulle kigge efter...

Og så sidder vi her idag og skal pludselig bevise det som vi har prøvet at sige hele tiden... men nu er det jo bare lidt sværere at gøre da han jo har udviklet sig den vej som vi frygtede men ingen ville lytte til os...

Det med at der ikke skal kommes med fortolkninger synes jeg er sjovt for det gør hun jo...

De afgørelse er fyldt med fortolkninger af ting uden der er nogen der har tjekket om det rent faktisk forholder sig sådan som det er fortolket...

Det er rigtig, rigtig trist, at de først griber ind nu, når i har forsøgt at råbe op og bede om hjælp. Men ud fra det du skriver her, tror jeg kun det er for det bedste, at de griber ind og undersøger mulighederne for støtte. Det er jo nogle meget alvorlige ting i har oplevet, særlig din kæreste, og når du fortæller, at jeres barn netop har udviklet sig i den retning i har frygtet, er det vel kun en god ting, at de griber ind nu, frem for slet ikke at gøre noget?

Selvom jeg godt forstår det er pisse hårdt, er det nok det jeg ville prøve at fokusere på. At med hjælp og støtte kan jeres barn få hjælp til at få en positiv opvækst 

Kommende mor skriver:

Undskyld jeg spørg og du må sig fra hvis ikk du har lyst til at. Svare på det. 

Men er dig og kæresten forfuldt pga kun jeres grusom barndom eller er det båd barndom men også form for handicap?

Min kæreste har psykisk sygdom...

De er på psykiatrien endnu ikke sikre på om han er født med det og det så er blevet værre pga hans barndom, eller om han har fået det pga hans barndom...

Uanset hvilken en af de to så kom det frem da han gik ned med stress og vi til trods for klager 5 gange over afgørelsen ikke fik hjælp til hans depression af vores daværende kommune...

vores læge dengang var ingen hjælp og når vi kigger tilbage kan vi bare se rigtig mange ting gjort forkert og overset...

Vores nuværende læge havde en samtale af 15 min med kæresten og med det samme vidste han der var noget galt han havde behov for hjælp til..

 

Så de startede med at være obs på os pga vores barndom og nu bliver de ved fordi kæresten har en psykisk lidelse som gør han i perioder er mere træt end "normale" mennesker og derfor ikke kan være ligeså meget med i leg og pjat med sønnen...

Janne T. skriver:

Det er rigtig, rigtig trist, at de først griber ind nu, når i har forsøgt at råbe op og bede om hjælp. Men ud fra det du skriver her, tror jeg kun det er for det bedste, at de griber ind og undersøger mulighederne for støtte. Det er jo nogle meget alvorlige ting i har oplevet, særlig din kæreste, og når du fortæller, at jeres barn netop har udviklet sig i den retning i har frygtet, er det vel kun en god ting, at de griber ind nu, frem for slet ikke at gøre noget?

Selvom jeg godt forstår det er pisse hårdt, er det nok det jeg ville prøve at fokusere på. At med hjælp og støtte kan jeres barn få hjælp til at få en positiv opvækst 

det var også mit fokus helt fra start.. eller faktisk os begge...

Men efter at have læst den der afgørelse så føler jeg bare hun allerede har besluttet sig for hvordan tingene er og så sørger hun bare for der kommer psykolog på der siger det samme som hende for at kunne lukke munden på os...

De konklusioner hun er kommet frem til udfra det hun har observeret er bare ikke korrekte...

 

Og det skræmmer mig meget for jeg er bange for at give den sociale arv videre til 3. generation af placerings-barn udenfor hjemmet...