Jeg har en sød og dejlig kæreste. Vi er lige gamle (22 år). Jeg har tre år tilbage af min videregående uddannelse, og min kæreste blev færdigudlært for 9 måneder siden - lige da vi havde mødt hinanden - og har nu fast job. Jeg betragter hende som den der skal være mor til mine børn, men: Jeg synes godt nok det er gået lidt stærkt. Hun er i femte uge, ca.
Vi planlægger at flytte sammen, men grundet vores boligsituationer er det ikke muligt endnu. Jeg har gået og set frem til at skulle flytte sammen med hende. Jeg flyttede hjemmefra for 2 år siden og har boet alene indtil nu, og ser dette som et stort skridt i vores forhold. Men så sker der lige dette - endda medens hun er på p-piller! Jeg har hele tiden fortalt hende, at jeg ville vente et par år med at få børn, men har kunne mærke på hende at hun er lidt længere fremme
Hun har i et tidligere forhold fået en abort, og er ikke specielt glad for at skulle igennem det igen, og jeg forstår hende fuldt ud. Jeg kan bare ikke slippe den følelse, at vi ikke "har været nok igennem sammen" endnu til at kunne få et barn sammen.
Min vennekreds består af folk på min egen alder, og op til midt-tyverne. Og ingen af dem har børn, men lever fortsat et "frit liv" - som singler eller med partnere - og dem er jeg jo en del af. Heller ingen i hendes vennekreds er forældre. Jeg har virkelig tænkt situationen igennem, men bliver ved med at ende op med konklusionen, at det er bedst med en abort. Jeg synes at det er så synd for min stakkels kæreste, og ville ønske det var mig der kunne tage alt skraldet! Men sådan er moder natur jo ikke indrettet
Min kæreste er bange for, at endnu en abort vil mindske chancerne for at blive gravid igen. Jeg mener at lægerne idag er så dygtige at det ikke vil gøre nogen forskel (Og jeg har trods alt gjort hende gravid efter hendes første abort, medens hun var på p-piller!). Er der nogen der ved noget om dette? Jeg skal bestemt være far en dag, ingen tvivl om det! Jeg er bare bange for, at komme til at sidde og ærgre mig over den tid jeg ikke nåede at få. Jeg vil helst have, at den dag jeg får at vide at min kæreste er gravid skal jeg juble og være glad, og ikke, som nu, gå og spekulere og være usikker.
Er der nogen der har været/er i samme situation (bare tilnærmelsesvis), som kan øse af sine erfaringer?
Mvh. SU
